The ice storm

Der kom ingen snestorm her på Fyn. Der kom sne og det blæste, men snestorm blev det ikke til. For år tilbage så jeg filmen The ice storm. Jeg husker den som vanvittig god. Mere husker jeg ikke. Den vil jeg se igen.

En storm er på vej

Der er en storm på vej. Gad vide om vi sner inde? Næppe. Hvis vi gør, så vil jeg drikke te og læse Knausgård. Jeg vil også se fjernsyn og cykle i kælderen på min cykeltræner. Det går jo nok det hele. Nu vil jeg gå i seng, så ugen kan starte med en frisk mand. Godnat verden.

Tænk

Tænk, hvis Google lukkede ned i morgen. Verden ville blive et helt andet sted. Vi googler alle på livet løs, men halvdelen af alle smartphones er vel med googles styresystem Android. Derudover ejer de Youtube, hvor der ligger så mange videoer man tror det er løgn. Har lige googlet det. Der bliver uploadet 48 timers video hvert minut. Det svarer til otte års video hver dag. Det er crazy. Og så har jeg jo alle mine billeder lagt ud på Picasa, som Google også ejer. Og nåhhh ja denne blog er jo også et Googleprodukt. Og så har jeg en masse dokumenter i Googledocs. Og mine mails ligger i gmail. Googlemail. Google kan en masse fine ting. Men hold da helt op, hvor har de dog også meget af mit liv. Skørt. Jeg håber ikke de lukker og slukker lige med det samme.

Summer time

Til at starte med, var det ikke lige min stil. Så blev det måske lidt min stil. Nu er det kun min stil.

Den nye Peter Sommer er en dejlig plade. Jeg hører den faktisk konstant. Om jeg så sidder her i sofaen, eller har hørebøffer på på jobberen eller er på vej imod igennem et eller andet på min fantastiske verdensfærd.

Jeg kom ikke til koncerten sidste uge. Det var ærgeligt, men det går nok. Jeg er ikke altid så god til at nyde koncerter. Jeg er bedre til at nyde plader. For mig selv.

Revolution

REVOLUTION – REVOLUTION – REVOLUTION – REVOLUTION. Det er sådan Motown Junk næsten altid starter. Jeg har brug for en revolution. Brug for at få ryddet op i skidtet. Og for en gangs skyld mener jeg ikke min egen lille halvfortvivlede hjerne, men vores verden. Vores samfund. Vores fælles liv. Verden er blevet besat af en liberal tankegang, der kun handler om vækst, vækst og endnu mere vækst. Vi helliger os det private erhvervsliv og forbander det offentlige langt væk. Det offentlige er ueffektivt. Det private er effektivt. Men jeg synes ærlig talt, at vi er ved at blive en tand for effektive i dette land. Standardiseringer fra ende til anden uden andet mål end at vi kan spare penge på kort sigt og producere endnu mere ligegyldigt forbrugspis. Ja undskyld mig, men vores liv er fyldt med bras. Med pis og lort vi på ingen måde har brug for. Og jeg er ingen undskyldning siger jeg, mens jeg sidder og skriver på en af husstandens utallige computere. Men det skaber jo vækst. Så skide være med, at vi ikke hilser på naboen. At vi afleverer vores unger i skolen og tager ud og laver arbejde, der ofte ekkoer et stort tomt rum af varm luft. Den ene konsulent efter den anden befolker vores verden. Vi er vilde med at være konsulenter. Jeg har i øjeblikket to titler. Jeg er læringskonsulent og kommunikationskonsulent. Tænk hvis jeg også var selvhøjtidelig, så havde jeg da været verdens største nar. Men det er jeg ikke.

Nu er det fredag og ungerne er puttet. Jeg drikker en øl og hører højt musik. Jeg hører Manics og har lyst til den der revolution. Verdens fattige sulter og de rige bliver bare rigere og rigere. Danske Bank, Mærsk og Saxo Bank betyder mere for dette land end Lars von Trier, Niels Hausgaard og Svend Aage Madsen. Jeg kaster op. Og nej skolelærere arbejder ikke mere end alle andre. De arbejder heller ikke mindre, men forstå nu kære politikere at skoler ikke skal være effektive. De skal være dannende. De skal give mulighed for læring og ikke bare for undervisning, der gør at vi kan bestå en masse tests. For min skyld måtte skolelærerne gerne undervise mindre, hvis det gjorde det sjovere at gå i skole. Så kunne forældrene jo passende lege sort skole derhjemme. Ikke at mine børn skulle det, for de lærer sgu udmærket ved at jeg ikke blander mig mere end højst nødvendigt. Min søn er 7 og han er allerede begyndt at læse og han kan allerede en del ord på engelsk. Han kan plusse og trække fra og snart sikkert også gange og dividere. Men hvad har vi så travlt for. Jeg håber han bliver kunstmaler eller forfatter. For når det kommer til stykket, så har vi kun et liv og det handler om værdier. Indre værdier. Livsværdier. Ikke kapital og effektivitet. Danskens værste fjende for tiden er udover terrorbanderne farlige folk som dovne Robert og Carina på kontanthjælp. Vi er så effektive og fokuserende at vores syn på livet og på hinanden er blevet nærmest maskinelt. Arbejd eller også har vi ikke brug for dig. Det nemmeste ville sgu være at skyde alle de arbejdsløse. Ja eventuelt også alle pensionisterne, hvis de da ikke lige er bedsteforældre til børnebørn med forældre i det private erhvervsliv. Og lad os så effektivisere undervisningen. En underviser pr. skole. Så kan de vel lære at høre efter de møgunger. Og lad os så få våben i de private hjem. Vi skal jo forsvare os. Mod farlige folk som Robert og Carina. Og sikkert også mod kunstere som Trier og Hausgaard og Madsen.

Åhhh hvor jeg brækker mig over det effektive helvede. Jeg drikker min øl, hører mit musik og har det godt. Ungerne har spist for meget slik og ligger nu og hører cd’er på værelset. I morgen cykler Aske og mig til bageren og køber en kage. Han skal nok have en træstamme og så kan jeg få et studenterbrød. Og så kan vi komme hjem og se fjerner og snakke om de motorcykler vi har set på vores vej. Og så kan vi spille computer og høre lidt musik, mens mor og Nana er på dametur. Det bliver godt. Så kan de danske politikere sgu sige, hvad de vil.

REVOLUTION – REVOLUTION – REVOLUTION – REVOL

Forår

Jeg ved godt, at det ikke er hverken hipsteragtigt eller trendy at snakke om vejret. Men hey, vi er alle dyr og solen påvirker vores humør om vi vil det eller ej. Jeg glæder mig til at Principiaen skal luftes. Måske allerede i morgen. Det gør bare livet sjovere, bedre og smukkere.

Vi skabte et monster

Jeg aner ikke, hvad jeg skal stemme næste gang. Jeg aner ikke mine gode råd. Men når jeg ser ud på verden er det til stadighed ikke politikerne, jeg er enige med. Det er kunstnerne. Det er Hausgaard. Det er Springsteen. Det er Knausgård. Og jeg kunne vel blive ved. Da jeg var en ung mand var jeg med i en lille gruppe, der spiste mad og diskuterede politik. Der var en anden ung mand med. Han hed Ole Birk Olesen og var en fin fyr, men hold nu op, hvor var vi langt fra hinanden politisk. Han var meget bedre til at diskutere politik end  mig. Han havde facts, hvor jeg kun havde værdier. Her 20 år senere er Liberal Alliance i folketinget og jeg har kun stadig mine værdier. Fra højre til venstre snakkes der økonomi. Vi taler ikke om, hvilken folkeskole vi ønsker vores børn skal gå i. Vi diskuterer penge og arbejdstid. Hvilke børn vil vi have ud i den anden ende? Og sådan kunne vi blive ved. Alt handler sgu om effektivisering og bla. bla. bla. 

Jeg er så pisse ueffektiv og uplanlagt i mit lille hjem. Køkkenet sejler og jeg er træt, men ungerne spiller Afrikas Stjerne og har det godt. Det er vel ikke så ringe endda. 

Fra en anden tid

Sidder på min gamle computer. Fandt min gamle blog, som gik under navnet “Den lille hjemmeside fra Fyn”. Det var før blogspot. Det var besværligt, men også sjovt. En dag postede jeg noget, der mindede om digte.

jeg er på værtshus
pigen jeg kyssede i går
sidder ikke ved siden af mig, men længere tilbage
rummet er fyldt med bekendte jeg ikke genkender
jeg ligger på en strand
pigen ved siden af mig på den underlige madras
vender sig og hendes arm rører min
De andre er væk, da hun sætter sig på mig
hun kommer inden jeg
vi går ud for at købe kondomer i en underlige købmandsbutik
jeg er på en stor skole
Jeg holder til øverst oppe, men kan ikke finde derop
da jeg finder derop bliver jeg bange, da der er langt ned
jeg skal hjem
værelset jeg har lejet skal leveres tilbage
ligegyldigt hvor meget jeg skynder mig er der altid noget jeg glemmer
I receptionen står en fed nøgen dame. På værelset er en slange, hvis gift vi bruger til slik
jeg falder og falder
ved ikke hvordan jeg er endt her, men jeg har prøvet det før
Hvad der sker når jeg rammer jorden ved jeg ikke
jeg er på flugt
mine ben er tunge som bly og huden slidt af mine fodsåler
jorden brænder og jeg må væk
jeg flytter mig ikke ligemeget hvad jeg prøver
jeg er ikke længere mig
min kæreste er en anden
og intet kan jeg gøre
jeg vil ud fra dette rum
min mor, min far, mine venner alle hader de mig
og jeg dem
og bare vil jeg væk, men i stedet ødelægger jeg alt
jeg er afsløret
det var mig, der gjorde dette
inden længe vil alle vide det og det hele være slut
jeg er på flugt
men mit ene ben er meget længere end det andet og jeg kan ikke løbe
ingenting vil redde mig
jeg er tilbage i folkeskolen
jeg må bestå
men forstår ikke spørgsmålene jeg er bange

Tak for i aften

Tak for i aften. Selv tak. Sådan faldt ordene. Ja sådan var dialogen, da fruen og jeg passerede Niels Hausgård i går aftes klokken 23.15 uden for Magasinet i Odense. Forinden havde vi overværet et tre og en halv times show (bevares med pause, men alligevel). Det var sjovt, alvorligt, skarpt, sørgeligt og så pisse fint som kun ham Niels Hausgård kan gøre det. Min far var vild med Niels Hausgård, og da jeg var knægt hørte vi ofte Hausgård sammen på min fars billige anlæg. Det var hyggeligt.

Og nu fik jeg så sagt en sætning til ham Niels. Så har jeg snakket med ham og med Jørgen Leth. Jeg har også hilst på Steffen Brandt, så nu mangler jeg bare at udveksle et par ord med Kim Larsen, så er mine danske helte på plads. Sjovt nok er Kim Larsen den af de fire jeg har set flest gange. Han bor jo i Odense og kommer tit på diverse beværtninger. Det gjorde jeg også en gang. Nu er jeg mere far-agtig og kommer ikke så meget ud. Men jeg er en starfucker – og så bliver det ikke finere. Ja det skulle da lige være Signe Svendsen.