Inspiration eller mangel på samme

Når man læser dette indlæg, kommer man også tæt på, hvordan mit arbejde er. Jeg er ofte overladt til mig selv og mine egne idéer. Det er fint nok, men til tider går man bare i stå. Jeg har ingen kolleger rundt om mig, og mine to forsøg på at få en kontorplads gav ingen mening, så nu har jeg bare accepteret, at det er sådan livet er. Jeg er sådan set frisk nok og klar til at give den gas, når jeg har folk omkring mig, som jeg spiller sammen med. Når man bare sigger i sofaen, ja så går det sgu i stå engang imellem. Jeg har sådan set rigeligt at give mig til, men det går bare lige så langsomt. Sådan rigtig langsomt.

Jeg håber en dag, at jeg får et job, hvor der er fyldt med sjove mennesker omkring mig, og hvor jeg kan snakke meget uden nogen brokker sig. Hvad jeg skal lave er sådan set underordnet. Bare jeg har det godt og er glad. Det er vigtigt at være glad.

Print Friendly, PDF & Email

Bøf eller noget

Jeg har sagt ja til at komme og lege lærer på fruens gymnasium. Det er en 3g-klasse, der læser Naiv.Super. Den må jeg komme og fortælle om. Jeg vil nok fortælle om, at det var Søren der læste den først og så anbefalede den til mig. Søren havde vist fået den af Carl-Jørn, der læste den allerførst. Så vil jeg fortælle om lister og hamrebræt. Måske også lidt om at spille mur. Jeg tror også jeg bager kage. At bage kage giver mening. Og chokolokokage giver mega meget mening.

Det fedeste i dag har været mine tømmermænd, mine unger, min kone og at der er fodbold i fjerneren lige nu.

Print Friendly, PDF & Email

Avatar og Nørlund

I går var Lene og jeg i biffen. Vi så Avatar. Vi syntes begge den var dårlig. Mere omtale fortjener den ikke.

I dag har vi været til koncert med Nikolaj Nørlund. Ham har jeg tidligere haft mine problemer med, men det var en rigtig fin koncert, og han spillede i over to timer. Faktisk spillede han to fulde plader. Først Navnløs og så Tid og Sted. Imellem de to plader var en pause. Og før koncerten var der brunch. Dejlig brunch.

I aften skal jeg til forsinket julefrokost. Hu hej hvor det går.

Print Friendly, PDF & Email

Station 2

I dag har jeg haft besøg af Niels og Magnus. Niels er journalist og Magnus er fotograf, de kom for at interviewe mig om min cykelhistorie, som bloggens trofaste læsere nok husker. De arbejder for Station 2 på TV2, og det bliver sendt den 1. februar. Hvor meget jeg er med, ved jeg ikke, men vi lavede da et fint lille interview. Det var hyggeligt og så synes jeg også det er interessant, at se fotografer sætte lys og filme.

I går vandt Liverpool 2-0 over Tottenham. Det var dejligt. Liverpool har været i krise længe og i går var mange hundreder fans mødt op for at tage imod spillerbussen, da den ankom til Anfield. Men nu er Liverpools tilhængere jo ikke som tilhængere er flest. Så i stedet for at kaste med sten efter spillerne, som de sikkert havde gjort i Italien, havde tilhængerne flag og banners med. Ikke negative banners, men støttende. Og spillerbussen blev mødt med sange og jubel. Jeg synes Liverpools tilhængere er seje og anderledes. Om det havde indvirkning på kampen ved jeg ikke, men der blev sgu fightet flot over hele banen, og jeg blev helt stolt. Og lidt fuld.

Her til aften har jeg været ude og spille fodbold. Nu er jeg træt og skal snart sove.

Her er lidt video fra Liverpool inden kampen i går.

Print Friendly, PDF & Email

Esbjerg

Ja så sidder jeg så i Esbjerg. Jeg supporterer. Det er fysioterapeuter, der skal aflevere eksamensfilm på torsdag, som jeg supporterer. De fleste har helt styr på det, så lige nu er her kun mig og en til. Her er hyggeligt i Esbjerg. Og så længe der er sprinklervæske og diesel på bilen, er turen herover heller ikke det store problem. I morgen er jeg bare i Odense.

Print Friendly, PDF & Email

Video under dynen

OK, jeg indrømmer, at jeg er på nettet med min computer, at jeg ligger på sofaen, at jeg ser DVD og at jeg er piv doven. I morgen starter vi endnu en konkurrence på Usite.dk. Det er ret svært at lave videokonkurrencer, men vi prøver igen. Vi har fået hjælp fra Tue og selv har jeg lavet et udkast til en video, som ligger lige her. Det er skørt. Meget skørt. Håber vi får nogle deltagere.

Print Friendly, PDF & Email

Velkommen


Og så i øvrigt velkommen til Maxi Rodriguez, der på en eller anden måde har et utroligt stort underansigt. Han er sikkert ikke specielt god. Eller også har han været det og er det så ikke længere. Eller også har han bare aldrig været det. Han er dog venner med Fernando Torres, og så er han sikkert en rar fyr.

Print Friendly, PDF & Email

Der er nok at fortælle

Der er nok at fortælle, men hvordan får man det lige skrevet ned og passet ind. Skal jeg fortælle om kaos i Kolding, der blev til fine færdige film. Eller den tykke IT-mand i Esbjerg, der ikke ville hjælpe mig med at sætte min computer til en projektor, og som jeg så skældte lidt ud, fordi han snakkede ned til mig. Eller om at de studerende i Esbjerg var dygtige, men lidt bange. Om at de blandt andet lavede denne film http://usite.dk/profiles/video_details.php?pid=196&mid=483, og så endda skrev en fin beskrivelse af den. Eller skal jeg fortælle om, at jeg har bygget en snemand med Nana og Aske, og at snemanden har cykelhjelm og gulerodsnæse. Eller at Liverpool er helt til hundene og til rotterne. Eller at jeg ikke kunne overskue Ian Brown-koncert og derfor har dårlig samvittighed over for Jensen. Eller om at livet er som det plejer med op og ned og frem og tilbage og kærlighed til min smukke kone og mine dejlige børn. Og med en udsigt mod en dejlig weekend med Søren, når januar kysser februar blidt på snuden.

Print Friendly, PDF & Email

Arbejde

Jeg har sådan set et fint arbejde. Jeg arbejder ikke fuld tid, og kan tilrettelægge mit arbejde, så det passer med familielivet. Det er godt. Det er dog underligt, for et så socialt menneske som mig, ikke at have nogle kolleger man kan snakke med. Det er lidt underligt (og lidt hårdt), at være på tur hele tiden, og stort set altid møde nye mennesker. I den kommende uge skal jeg til både Kolding og Esbjerg. I morgen skal jeg lave noget i Kolding, men de har endnu ikke fortalt mig, hvornår jeg skal komme, og hvor jeg skal komme hen. Uvished er en stor del af mit job. Det er også en del af mit job at blive brændt af af studerende. Om et år er dette job slut, og hvad skal jeg så lave? Jeg burde nok få mig et mere trygt job, men hvordan får man sig det? Jeg tror, at jeg ville trives som gymnasielærer, men spørgsmålet er, om jeg nogensinde får held til at blive ansat et sådant sted. Hvor skifter jeg dog ofte job.

Print Friendly, PDF & Email

I storcenter

Jeg har været i storcenter i dag. Rosengårdscentret. Bilen skulle have vinterdæk på (på tide), og den skulle også have skiftet olie og sådan noget som jeg ikke har forstand på. Mens dette stod på gik jeg så i Rosengårdscentret. Jeg gik i Kvickly og købte Tikki Masala Karry Pasta. Jeg købte også noget instant kaffe, nogle tyggepinde til Helmuth og så købte jeg Lawrence of Arabia på DVD. Filmen er herrelang, og jeg ved ikke om jeg nogensinde får den set, men den kostede kun, og hold nu fast, syv kroner og femoghalvfems øre. Det var billigt for en klassiker. Så gik jeg også i Stereo Studiet, hvor jeg købte Born to Run. Den havde jeg vist i forvejen på en kopi, men nu har jeg den rigtigt. Det er en rigtig god plade. En fantastisk plade faktisk. Den kostede niogtyvefemoghalvfems. Det var billigt for en klassiker.

Så satte jeg mig ned med en kop kaffe og en muffin. De kostede femoghalvtreds kroner. Det var ikke billigt. Det var heller ikke godt, men det bekymrede mig nu ikke så meget. Så skrev jeg et digt, som handlede om at jeg var i storcenter og drak kaffe med mælk. Det var et troværdigt digt. Så hentede jeg bilen igen.
Nu er jeg faktisk gået i seng.
Print Friendly, PDF & Email