Henrik Christensen

Julefrokost med jobbet i Vejle i fredags. Øl, snaps og drinks. Hjem med det sidste tog, som jeg var tæt på ikke at nå. Og så de værste tømmermænd i min historie. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Tak til Lene for at passe mig. Tak til ungerne for at synes det er lidt sjovt at sige “Far kaster op”, og tak til guderne for, at jeg stadig er i live. Aldrig mere.

Har lige lavet et lille indslag til Usite.dk med Mia Boesen, som spiller håndbold i KIF-Vejen og som også læser på SDU i Kolding. Se det gerne.

Han er den bedste spiller jeg har set spille for Liverpool. Tænk, at man har scoret så mange super mål for Liverpool. Det er vildt.

Edit: Den oprindelige video er blevet slettet af Youtube. Den var ellers super god. Nu får I så denne i stedet. Det er kun 10 mål, men alligevel. Det mål, der er nummer 4 burde være nummer 1, da det nok er det bedste mål, der nogensinde er scoret.

Lene er i Berlin. Hun er faktisk ikke i Berlin. Hun er på vej hjem. Jeg har været alene med ungerne siden i torsdags, og det har været super dejligt og hyggeligt, og min selvtillid som far har fået et lille ryk op. Specielt i går, da jeg gik en tur på legepladsen (der er ca. 1 kilometer derover) med ungerne og hunden. Aske cyklede på sin cykel og Nana var i klapvogn og far havde styr på sagerne. Vi legede og hyggede. Da vi så kom hjem, skulle vi have lidt frokost inden vi skulle en tur til Kolding for at besøge Line og Anders. Alt kørte i smør. Men opvaskemaskinen kørte og den normale brødkniv lå derinde, og jeg er ikke typen, der bare sådan åbner opvaskemaskinen, når den arbejder. I stedet tog jeg en stor kniv og gav den en tur på strygestålet og skulle så lige skære lidt rugbrød til ungerne, men det var ikke så nemt som med en normal brødkniv, så jeg pressede lige lidt ekstra. Smut. Og så var der blod over alt. Lige ned i venstre hånds pegefinger. Ud på toilettet, en masse papir rundt om og så op over hovedet med fingeren. Det var noget pis. Nana og Aske var også ude i køkkenet og Nana bemærkede, at der var maling på gulvet og på hendes hænder. Hmmmm – det var ikke maling. Hvad gør man så? OK, tænkte jeg, den her klarer jeg ikke selv. Jeg fik fat på naboen, der kom forbi og hjalp. Og så var det, at tøsen i mig kom frem. Jeg sagde ikke et kuk, da såret blev renset og der kom forbinding på. Vi blev enige om, at jeg ikke behøvede at få det syet. Og så var det, at jeg blev hvid i hovedet. Jeg har prøvet det før hos lægen med en kanyle inde i armen. Jeg kunne bare mærke, at nu skulle jeg ned og ligge ellers ville det gå helt af sig selv. Så mens Anne kiggede efter ungerne, der nu så Pippi. Lagde jeg mig på gulvet i stuen, svedende og hvid i hovedet.

Det er tit svært at beskrive mit arbejde, men her er en video, jeg lige har lavet. Det er Lulu, der læser til pædagog. Den er kort nok til at Tue gider se den, så alle kan være med.

Jeg skal ud efter pizza
Fordi det er noget jeg skal
Bare skal
Bare gå i lettere regnvejr
mens jeg ryger en cigaret og tænker over en masse ting
der ikke betyder alverden
Og mens jeg går vil jeg se ind ad folks vinduer
se på børn, der bliver lagt i seng
og mænd der laver mad
mens deres koner lægger børnene i seng
og emhætten kører
så ruderne ikke dugger til
Og ungdomsværelser
med plakater af smukke mænd og store damer
og lamper i mange farver
Forbi det lokale bordel
og den lukkede bager
passerer mænd med hunde i snor
og kvinder med hunde i snor
og katte løber over vejen
mørkt og stille
musikken i min verden
og borte fra andres
bare mig og regnen og pizzaen jeg aldrig henter

I de sidste par dage har jeg leget kameramand/interviewer og skal i morgen lave 6-7 klip, som skal ud og ligge på Usite.dk. Det med at filme startede da jeg gik på højskole, og jeg er stadig vild med det. Ikke på sådan en “jeg vil gerne være TV-producer”-måde, men på en “det kunne være fedt at fortælle nogle små historier”-måde. For snart ni år siden, lavede Christian, Hans, Nicolai, Rikke og jeg nedenstående film. Jeg er stadig helt vildt glad for den. Fordi den er sådan lidt ægte og så også lidt fjollet. Vores underviser syntes den var meget meget dårlig, men ham om det. Jeg bliver glad, hver gang jeg ser den.

Jeg elsker aflysninger. Jeg nyder den ekstra tid, jeg får foræret, når noget bliver aflyst. Ikke at jeg ønsker alt i hele verden aflyst, men når noget nu engang bliver aflyst, så giver det bare lidt ekstra ro og lidt ekstra rum. I denne weekend havde vi aftalt middag med venner lørdag og Zoo-tur og kage med andre venner søndag. Middagen lørdag blev aflyst og Zoo-turen blev ændret til blot en kaffetur. Jeg ville helt sikkert også have nydt, hvis aftalerne havde holdt, men nu fik jeg i stedet tid til at læse lidt Paul Auster, tid til at se I am not there og tid til at støvsuge og vaske gulv i hytten. Med mig må man gerne aflyse, hvis man ikke har overskud eller bare er syg. Det er helt i orden, for jeg nyder den ekstra tid. Ikke at jeg ikke også ville nyde selskabet, men jeg nyder bare også det andet.

For 20 år siden gik jeg ud af Forældreskolen i Århus, og i den forbindelse har nogen fra min klasse taget initiativ til et genforeningsarrangement. Det er så nemt, at finde folk igen, da alle er på Facebook. Eller næsten alle. Thomas min gode ven fra årene på Marselis Boulevard var ikke på facebook, så jeg fandt i stedet en mailadresse på hans far. Nu har jeg så lige fået svar fra faderen, at Thomas døde for et år siden. Han fik en blodprop og efterlod sig en kone og en lille datter. For fanden da også. Jeg har siddet og grædt, og ærgret mig over, at vi mistede kontakten for ca. 10 år siden. Da vi gik i skole sammen og årene bagefter så vi meget til hinanden. Vi var tit i biografen sammen, og jeg kom meget hos Thomas’ familie på Dronning Magrethes Vej. Nu er han død. 35 år.

Hvil i fred kære Thomas.

Der har været mange videoer på siden i den seneste tid. Det må vi hellere stoppe lidt……eller noget. Det er fredag aften, jeg er træt/smadret. Lene er til koncert med et eller andet koragtigt, og ungerne sover. Jeg ser nyheder. Der er ikke meget i TV. Der er faktisk intet i TV. Der er ikke engang noget på DR2. Det er hårdt, når man er træt. Så gider man nemlig kun se TV. Måske man bare skulle gå i seng med en bog. Jeg er ved at læse den nye Paul Auster-bog Invisible. Den er startet rigtig godt, så den læser jeg nok lige lidt mere i.