Henrik Christensen

Jeg er sgu gået i seng og er sløj, så jeg tænkte, at jeg ville sende lidt god humor til de faste seere af programmet……..eller læsere af siden, eller hvad I nu er.

Det er jo en oplagt film. Billederne af de to nordmænd, der lige er blevet dømt til døden i Congo, er helt fantastiske. Både billederne fra retssagen, hvor de sidder med deres lange skæg og virker helt uberørte af sagen, men også dette billede, der viser hvordan den ene renser bilen efter chaufføren er blevet dræbt. Jeg kan ikke helt sige, hvad det er, men der er noget mystisk. Noget som ikke helt er, hvad det skal være. De to nordmænd tager til Afrika for at lave events med rige europæere, som gerne vil slås i junglen (eller hvad det nu hedder dernede). De har fortid i militæret. De er bevæbnede. Jeg siger ikke, at de ikke er uskyldige, men noget nager. Noget virker forkert. Og det siger jeg kun på baggrund af billederne. Også det her

Nogen burde lave en film. Og det kommer helt sikkert også til at ske.

Edit: Jeg er kommet i tanke om en af grundene til min fascination af billederne. Det er på grund af Sean Penns fine film Into the wild, der slutter med nedenstående billede. Det billede gør så ondt og er så smukt og forfærdeligt og alt muligt andet, når man har set filmen om Christopher Mccandless aka Alexander Supertramp.

Klippet hurtigt og på ingen måde et mesterværk, men ungerne er da søde.

I går var jeg i bio, og jeg så Inglorious Basterds. Da den var færdig følte jeg mig underligt snydt for penge. Godt nok varede den to og en halv time, og kostede derfor kun 40 kroner i timen, men jeg kedede mig altså bravt. Jeg kan ikke helt se denne films idé. Jeg kan på ingen måde forstå, hvorfor den skulle laves. Den er ikke specielt sjov, heller ikke alvorlig. Den er heller ikke underlig, eller underholdende. Den er bare ikke særlig god. Det kan Tarantino sgu godt gøre bedre. Det håber jeg i hvert fald. Pånær Death Proof, har jeg set alle Tarantinos film i biografen. Næste gang der kommer en Tarantinofilm, bliver det på DVD, hvis jeg skal se den. Han er sgu blevet kedelig.

Til gengæld fik jeg indisk mad med Jan inden filmen. Det var hot og godt. Super godt. Og jeg spiste nok også lidt for meget, men det var bare så lækkert. Restauranten hed Paprika – det er ikke et godt navn.

Puha. Falck har lige været og hente pindsvinet. Nu har jeg måske reddet dets liv. Måske jeg alligevel er en naturens mand. Jeg havde jo allerede puttet det i en kasse og lagt aviser i bunden og et håndklæder over det, og sat en skål vand ned. Falckmanden syntes nu nok kassen var noget stor i det, men jeg måtte jo fortælle ham, at det var den eneste kasse vi havde. Man går jo ikke sådan og har kasser klar til alle dyr man møder på sin vej. Det fik vores fineste flyttekasse og et håndklæde jeg engang har stjålet på højskolen. Nu må vi bare håbe det bedste for det lille kræ.

Der ligger et pindsvin på vores græsplæne. Vi har altid haft pindsvin i haven, men det er ikke så godt, når det bare ligger på græsplænen ved højlys dag. Jeg har lagt lidt bær og mad til det. Hvis det også ligger der i morgen, må jeg hellere ringe til Falck. Pindsvin er fredede dyr, og man skal hjælpe dem. Det trækker vejret og snuser også lidt. Jeg håber ikke der er noget galt, for jeg synes det er lidt voldsomt sådan at blive trukket ind i naturens manege. Jeg mener, jeg er jo en supermarkedsdreng, der er bange for stort set alle levende dyr. Der er mig og kulturen på den ene side og så naturen på den anden side. Jeg ville gerne være et med naturen. Gerne være lidt som ham i Into The Wild, men det er jeg jo ikke. Ser jeg en edderkop, går jeg i panik. Ser jeg en frø i vores kælder, aner jeg ikke, hvad jeg skal og råber på Lene. Jeg har aldrig fisket og ej heller slået et større dyr end en edderkop ihjel. Jeg håber Aske bliver sejere end sin far. Håber han bliver i stand til at slagte høns og andre halvstore dyr. Så kan det jo være at hans søn bliver endnu sejere og måske når op på at kunne slagte en gås eller måske endda en gris. Det ville være vildt. Jeg håber pindsvinet er kravlet væk i nat. Jeg kan godt lide tanken om pindsvin i haven, men når vi står ansigt til snude, er jeg lidt usikker på min position. På den ene side er det jo et stakkels lille kræ, men på den anden side, så har det jo de der pigge.

Jeg havde en sjov oplevelse i går, som fik mig til at tænke lidt. Jeg var inviteret med til OB – Genoa på Fionia Park af Thomas, som jeg spiller fodbold med i Utopia. Han er sammen med en stor flok venner fast inventar på Odense Stadion og i går mente de så, at jeg skulle med. Vi skulle alle mødes på Café Biografen i centrum, og jeg kom som sidste mand. De andre sad udenfor ved et langt bord. De var vel 15-20 mand. Jeg går så ind for at købe mig en fadøl. Indenfor støder jeg på en tidligere elev fra Mulernes. Hun siger, at hun lige stod og tænkte på mig, hvilket jo i sig selv er lidt mærkeligt, så jeg spurgte om, hvorfor hun da lige havde mig i tankerne. “Jo jeg så det lange bord udenfor og tænkte, at det sagtens kunne være dig, der sad sammen med de fyre”. Hun havde jo ret. Det var jo dem, jeg skulle følges med. Sjovt at tilhøre en gruppe. Lidt som at være hip hopper eller rocker eller hippie eller autonom. Gad vide hvad min gruppe af mennesker hedder. Vi er sådan lidt casual klædt. Har gerne lidt skæg, og måske også briller. Er lidt halvstuderede og kan godt lide fodbold og øl og film. Er vi den der Nå-generation eller fucked-up generationen? Eller hvad er vi egentlig. Ironikerne? Selvironikerne? Jeg ved det ikke, men er alligevel lidt stolt af at tilhøre, hvad man vel både kan kalde for en gruppe såvel som et segment af det danske samfund.

Jeg føler en vis form for succes for tide. Om det kun er en følelse, eller om det er reelt er ikke helt til at vide, men alligevel føles det fedt. Mit arbejde begynder at køre. I dag har jeg været ude på pædagoguddannelsen i Odense og holdt et oplæg, og jeg skal efterfølgende hjælpe de studerende med at lave film. Det bliver fint. Derudover er jeg blevet kontaktet af rare folk, som kan bruge min hjælp. Her tænker jeg ikke kun på at løfte tunge ting eller passe børn. Næ nej det er både Sanne fra Zoomlab, der vil lave noget sammen, ja og Lena fra Århus Købmandsskole for den sags skyld. Og så skal vi også huske, at Tue har spurgt om jeg vil være med til at skrive til et helt nyt magasin på internettet. Det er sgu da rart. Og nåh ja igen igen. Anders har spurgt om jeg vil være med til at lave en kortfilm, som vi skal indsende til Odense Film Festival til næste år. Jeg har sagt ja til det hele. Det er fedt nok.

I går havde jeg fornøjelsen af igen at sidde foran fjernsynet med min smukke kone. Denne gang havde jeg lokket hende til at se den irske musical Once. Det var godt nok ikke Barnaby, men bevares hun lod sig lokke. 84 minutter senere var vi begge sådan lidt rokkede i vores bevidsthed, for det var da ved gud en fin film. En smuk film. En ægte film. Den handler om en fyr, der spiller på gaden. Han møder en pige, der er god til at spille klaver. Han er irsk, hun er tjekkisk og sammen indspiller de en sang, og så handler den ikke om mere. Det er bare så fucking satans flot og bevægende. Jeg blev godt nok vild med filmen, og bagefter fandt Lene ud af to ting. Bob Dylan havde udtalt, at det var en af de bedste film han nogensinde havde set, og de to hovedrolleindehavere Glen Hansard og Markéta Irglová spiller et af numrene på soundtracket til I’m not there. Dette medførte, at vi nu godt må se I’m not there. Jubiii.

Nedenunder er det nummer spillet af de to smukke mennesker. Og ja det var Glen Hansard, der spillede Outspan Foster i The Commitments, som også er en fantastisk musikfilm af fineste karat.

Jeg elsker film, jeg vil selv lave en film. Med få og ringe midler. Jeg har kun mig selv, men det burde kunne lade sig gøre alligevel. Håber jeg. Det har været fint at have filmfestival her i Odense. Hyggeligt. Til næste år er Mikkel Munch-Fals ny kunstnerisk leder, og det bliver det garantrisse ikke ringere af. Jeg så ham i Odense i går. Jeg råbte efter ham. Jeg råbte:”Tak for et fint filmprogram hr. Fals”, han hørte mig ikke. Skidt pyt. Jeg fik set lidt kortfilm til festivalen, men slet ikke nok, da jeg ikke havde tid. Ærgeligt. Heldigvis kommer De Vilde Hjerter på DR2 den 1. september og Burma VJ kommer vist også i løbet af efteråret. Fint og dejligt.

Her til aften har vi set Barnaby. Jeg ville have set I’m not there, men fruen ville hellere se Barnaby. Jeg er ikke vild med Barnaby. I morgen vil jeg se I’m not there.