Henrik Christensen

Om lidt tager Lene og jeg til København. Så skal vi hygge. Vi skal til koncert med The National i Tivolis koncertsal. Det bliver godt. Vi skal sikkert også have noget dejligt at spise, og måske gå sådan lidt rundt. Ungerne bliver passet af mormor og morfar, der kommer om få minutter.

Så kom man, hvilket vil sige undertegnede aka mig, da lige til at gå på værtshus i lørdags. Bare sådan lidt. Men så alligevel mere end rigeligt, og da man så skulle hjem, tog man lige på boogiewoogies og fik en ekstra øl og hang ud med nogle af de elever, man havde, da man var vikar på gym. Hahahaha, bliver man og her tænker jeg helt specifikt på undertegnede, dog aldrig ældre. Jeg tror stadig, at jeg er 18, bare med mere fylde og lidt klogere. Åhh gud. Men til gengæld røg jeg også cigaretter og drak en masse øl. Flot. Storbydandywannabe.

Et hold bestående af super dejlige og lækre tøser har lige vundet fodboldturneringen i Outgames. Ikke bare kender vi mange af tøserne, men holdet er sponsoreret af Diers Klinik, som jo er et familieforetagende, vi er meget tætte på. Tillykke til Team Diers. Tillykke til de smukke kvinder. Og tillykke til Diers Klinik for at være med på noderne.

Jeg sidder på vores terrasse og er sådan lidt morgensur. Ikke rigtig sur, bare sådan lidt øv-agtig. Jeg er ofte lidt morgensur. Det giver ikke nogen mening, for sådan er det bare. Vi har lige afleveret ungerne. Det gik nemt. Jeg lugter nok ikke så godt. Har ikke været i bad siden tirsdag aften, hvor jeg cyklede 50 kilometer med Kasper. Om en time vil jeg løbe mig en tur. Det hjælper på humøret. Sport hjælper altid på humøret. Kroppen overtager psyken og hjælper den på vej. Det er underligt. Er det derfor mange forfattere er sure og depressive? Fordi de ikke dyrker sport, men bare ryger og drikker kaffe og spiser flødeskumskager dagen lang. Det tror jeg nu ikke. Men der er heller ikke mange forfattere og musikere, der løber marathonløb. På den anden side er Bruce Springsteen i god form, og Jens Unmarck kan helt sikkert godt lide at spille fodbold. Det kan Benn Q Holm sikkert også, men han er nok dårlig til det. Jesper Wung-Sung kan også lide fodbold. Hans nyeste bog, som jeg lige har læst er altså ikke særlig god. To gymnasiefyrer, der laver en Columbine. De er sortseere og interesserer sig for Caligula og ender med at skyde en masse gymnasieelever. Jeg kan ikke se, hvad bogen vil. Jeg synes den er ringe. Jeg kan ellers godt lide Wung-Sung, men ikke denne bog. Til gengæld har jeg lige investeret i Doppler og dennes fortsættelse af Erlend Loe, samt Hafnia Punk af Benn Q Holm. Glæder mig til alle tre bøger.

I går var Tony på besøg. Jeg er vild med Tony. Han er og bliver et af de klogeste og ærligste mennesker jeg kender. Jeg er glad for at kende ham. Meget endda.

Jeg arbejder med kommunikation. Derfor kan jeg nu sidde på min terrasse og arbejde. Jeg arbejder med kommunikation. Derfor giver mit arbejde ikke nødvendigvis mening. Jeg arbejder med kommunikation, men jeg er oplært til at gå i skole og svare på spørgsmål. Spørgsmål fra læreren. Jeg arbejder med kommunikation og brækker mig til tider i lårtykke stråler over manglen på mening med at arbejde med kommunikation. Jeg arbejder med kommunikation fordi jeg ikke er sej nok til selv at kommunikere. Fordi jeg ikke er sej nok til selv at skrive en bog. Jeg arbejder med kommunikation, men det er jo ikke et arbejde. Jeg beskæftiger mig med kommunikation, men kommunikerer ikke meget med andre mennesker. Jeg beskæftiger mig, men laver ikke meget. Jeg sidder på min terrasse og stirrer blindt på et træ. Jeg er det træ. Det træ er mig. Vi har i hvert fald begge en rød bluse på.

Vi er hjemme fra ferien. Det er min Macbook ikke. Den ligger hos Humac, for den har lidt problemer med skærmen. Det er lidt noget æv. På den ene side er jeg lidt træt af Humac, for det hele er sådan lidt bøvlet. På den anden side, vil jeg jo gerne have den lavet. Jeg har sendt en mail til Humac om, at jeg gerne vil have den igen. Uden de har lavet den. Men er det klogt? Sikkert ikke, men jeg tror jeg lever med, at skærmen til tider flimrer. Men det er jo træls. Æv.

Jeg skal også finde mig en ny bog at læse. L var virkelig god. Både sjov, men også ret deprimerende i sin fremstilling af det moderne samfund. God bog. Jeg har lige hevet Ægte brøker ned fra hylden. Den er skrevet af Jesper Wung-Sung, så mon ikke den er udmærket.

I morgen vil jeg muligvis også købe nye løbesko, men det er ikke helt sikkert, da jeg måske ikke lige får tid til det. Livet er fuld af muligheder. Og glæder og skuffelser og mad.

Jeg lovede Kasper at lave små film af mig selv i close up. Her er en til. Det er grænseoverskridende og vildt. Jeg bliver nok til grin over det ganske land, men jeg lever med det. Lever med latteren. Og med skuffelsen.

og den nærmest fløj af sted. Snart melder hverdagen sig igen. Mit arbejde hænger i en tråd. Om den er tynd eller ej, ved jeg ikke helt, men det hænger i hvert fald. Det er sådan lidt usikkert. Usikkert. Det er ikke altid fedt, men jeg kan leve med det. Jeg regner i hvert fald ikke med, at jeg arbejder på dette projekt længere end 2010. Jeg regner altså ikke med, at det bliver forlænget. Det gør det ikke. Skidt med det. Der er stadig lang tid endnu, hvis snoren da holder. Hvis den ikke holder, ja så må jeg jo finde på noget andet. Måske noget undervisning. Det er nok her, jeg er bedst. Måske foredrag om film. Om hvordan man laver film. Måske jeg skulle søge job hos Lance Armstrongs nye Radioshackhold. Eller bare få skrevet en bog bestående af fragmenter. Fragments of society. Altid enkelte blomsterblade, aldrig hele kronen.

Nå tilbage til ferieliv og Loe. Den er jo næsten 500 sider, så forvent ikke, at jeg bliver færdig foreløbig. For udover at være doven, er jeg jo også rastløs. En underlig og temmelig ubrugelig blanding.

På TV2-Zulu kører Bossen og bumsen. Den er set før. Sådan ca. 23 gange før. Så ikke nu. Så hellere “Mit liv som Bent”. Meget hellere.