Henrik Christensen

Har været i Givskud igen i dag. Har smidt et par billeder op på siden. Læser L af Erlend Loe, det er en god bog. Søren anbefalede mig Loe for år tilbage. Naiv.Super. Den er fantastisk. L er også fantastisk, og så handler den om mig og dig og mig igen. Måske man skulle tage på en ekspidition til et land, men jeg orker det ikke. Jeg er også for bange. Lidt en tøsedreng. Men jeg ved en del om mange ting. Men er for doven til at vide rigtig meget om mange ting. Går i stå efter et stykke tid. Sidst var det amerikanske 70’er-film. Ville have skrevet en artikel, men det blev ikke til noget. Nej så hellere bare skrive lidt på en blog og så lukke ned. For så i morgen at skrive om andre ting. Læs Loe. Gør det, for du bliver glad. Og måske, kun måske, et bedre menneske.

Her til aften havde Aske taget to par strømper, to trøjer og et par bukser på uden på sit nattøj, efter jeg havde puttet ham. Skørt. Og varmt. Nu ligger han kun i ble. Det må være noget rarere, men ikke så sjovt. Det andet var sjovt. Men for varmt.

Erlend Loe er ikke blevet voksen. Er jeg? Er nogle af mine venner? Bliver vi nogensinde voksne som vores forældre, eller er vi for glade for computerspil, DVD’er og kulørte blade. Alt er opdaget og gjort alligevel. Vi kan ikke bygge noget, bare sælge ydelser og computerspil til hinanden. Og Iphones og Ipods og og og. Jeg ville godt kunne tilbyde noget at sælge. Lave en vigtig ting og så sælge den. Men det kommer jeg aldrig til. Jeg er hverken voksen eller flittig nok.

Der findes gode og onde børn. Man kan se det på legepladserne rundt i det danske land. De gode børn leger med de andre, tager hensyn og er gode til at klatre. De onde børn tror, de ejer legepladsen og skubber til de andre børn. De gode børn er blandt andet mine egne og så lyshårede drenge, der klatrer som abekatte. Piger, der holder i hånd og løfter, når det kræves. Det er også drenge med mørkt hår og helt stille, fordi der ikke er noget at sige. Og så handler det om at give plads. Og fange krabber……….sammen og ikke for sig selv.

Det er tid til boogie. I hvert fald i fjernsynet, hvor VH1 kører Boogie wonderland for fulde hammer. Det er skørt og utroligt gladt. Gladt. Gladt er der vist ikke noget, der hedder. Men det er gladt.

I dag har jeg både lavet brød og flæskesteg på kuglegrillen. Nammenam. Det er som om Jan Glæsel har indtaget min krop og smider omkring sig med trompetsoloer, grimme frisurer og lækker mad på kuglegrill.

I’m in the mood for dancing – synger the Nolans i mit TV. De havde vist ikke andre hits. Men et dejligt nummer synes Lene.

Nå ville ikke andet end at bringe lidt boogie woogie til folket.

Og kan I i øvrigt huske Transvision Vamp? De havde nu et par fine hits i 80’erne.

Fragmenter er kommet for at blive.

Jeg har et par gange på det seneste diskuteret slagtning af dyr med kone, familie og venner. Jeg synes nemlig, at mine børn skal se dyr blive slagtet, eller i hvert fald slået ihjel. Ikke fordi jeg er morbid, men fordi jeg synes de skal lære, hvor kødet vi spiser, kommer fra. Christian foreslog, at vi startede med at fiske – god idé. Men måske ungerne også skulle med en tur på jagt. Selv går jeg jo ikke på jagt, da jeg ikke har et naturligt forhold til det mad vi spiser. Jeg er jo en supermarkedsdreng. Hverken mere eller mindre. Men hvor gamle skal børn være, før de ser en ged blive slagtet? Jeg ved det ikke. Men hvis man nu starter i det små. Fisk – fugle – geder – køer – elefanter – dinosaurusser. Jeg er simpelthen overbevist om, at man for at spise god mad, også skal vide, hvor det kommer fra. Det har jeg ikke selv lært, selvom jeg da var en del på bondegård som barn. Jeg er selv en tøsedreng, hvad alt dette angår, så jeg skal også overvinde mig selv.

Jeg har ændret lidt på layoutet på min blog. Det har jeg gjort, så jeg kan få lidt bedre plads til billeder og videoklip i mine indlæg. Der skal jo være billeder. Og video. Det synes jeg i hvert fald.

Vi starter med et par billeder.

Jeg kommer lige fra en liggestol, hvor jeg har nydt at læse lidt Loe. Liggestolen braste sammen, da jeg ville rejse mig. Nu er liggestolen død. Det var ikke min liggestol. Jeg har ondt i skulderen. Det stammer fra et fodbolduheld for en måned siden, men det er blevet værre. I går måtte jeg ligge ned det meste af dagen. Av av og æv æv. Men det er varmt og hyggeligt. Ungerne løber rundt i ble. Det ville jeg også gøre, hvis jeg gik med ble. Det gør jeg ikke. Endnu i hvert fald. Jeg har bare underbukser på. På en lidt for tyk krop, der virkelig gerne vil løbe en tur, men hvor skulderen siger nej. Nej siger den. Måske i morgen.

Jeg er glad for Tour de France. Jeg er glad for at Armstrong er tilbage. Jeg har altid haft en forkærlighed for amerikanske cykelryttere. Det stammer helt tilbage fra Alexis Grewal, Greg LeMond og Andy Hampsten. Hvis du ikke kender dem, så Googl dem. Det stammer også fra filmen “Breaking Away”, som vel er fra slutningen af 70’erne. Den kan ikke fås længere, hvis man da ikke lige har en region1 afspiller, og det har jeg faktisk ikke. Underligt nok. Jeg elskede den film. Gør det stadigvæk. Den er så fin og så enkel. De små mod de store. De gode mod de dumme. De fattige mod de rige. Det er en dejlig film. Og så handler den mestendels om cykling. Jeg tror Contador vinder touren, men jeg kan ikke lide ham. Jeg ved ikke hvorfor. Han er bare ikke min type. Kedelig. Jeg håber Lance angriber ham. Jeg tror ikke helt på det, men jeg håber det. Det ville skabe nye dimensioner i Touren.

Nå tilbage til sommer, sol og slush ice, eller hvad nu menuen står på.

I går var familien i Givskud Løvepark. Vi var af sted med Christian, Charlotte og deres to dejlige unger Anders og Ella. Det var fantastisk. Aske var super super glad hele dagen og legede for vildt. Og vi så giraffer, der gik over vejen lige foran vores bil. Vi så løver, der spiste hest. Vi så elefanter og geder og chimpanser og lemurer og og og og og. Om aftenen grillede vi og spiste rejer, aioli, kylling, kartofler, gulerødder og andet godt. Og så drak vi også hvidvin og rødvin og lidt kaffe og en lille cognac. Det var en lykkelig dag.

I går var jeg så i Herning. Jeg var der sammen med min old school buddy Lars Pedersen, som jeg ikke havde set siden 2003. Vi var til koncert med Bruce. Først var vi dog lige et smut i Klitmøller. Ja Klitmøller to timer nord for Herning. Og så tilbage igen og så til koncert og så med bus til Odense. Det var noget af en køretur, men det er jo helt i Bruce Springsteens ånd. Bruce var i topform i Herning. Det var lyden desværre ikke. Det sædvanlige problem. Så det var både en fantastisk koncert og en lidt skidt koncert. Herning er i øvrigt ikke noget for mig. Midtjylland er sådan lidt for krejleragtigt. Lidt for Låsby Svendsenagtigt hele vejen igennem. Lidt for Jens Ørgaard og Claus Steinleinagtigt. Og så går alle i Herning med grimme briller – fact.

BT’s Steffen Jungersen, som er stor fan af Bruce giver koncerten 6 ud af 6. Treo fra EB giver den kun 3, da lyden var for ringe. I Gaffa får den 4 ud af 6. I Henriks univers får den også 4 ud af 6. Bruce er uden tvivl til 6 ud af 6, men lyden og selve arrangementet med uendelige køer for at komme ind og ud stank altså big time.