Henrik Christensen

I modsætning til pladeanmeldelser synes jeg, det er ekstremt, så forskellige anmelderne ser på livemusik. Sidst var det Manic Street Preachers under broen, der af nogle (blandt andet mig selv) blev betegnet som en fantastisk koncert, mens andre var meget lunkne. Og nu faldt jeg så lige over anmeldelserne af Oasis i går på Roskilde Festival. BT kalder det et festfyrværkeri og giver koncerten fem ud af seks stjerner. Men hvad så med Politiken? De skriver at Oasis ikke gad og giver den sølle to ud af seks stjerner. Der var engang, hvor sådanne anmeldelser betød meget for mig, men ikke længere. For mig handler det bare om at have en super god oplevelse. Dem har jeg haft en del af det sidste års tid med både Bruce, Bonnie, Manics, Morrissey og Neil Young. På onsdag skal jeg høre Bruce igen i Herning og til august skal jeg høre The National i Kbh. Jeg glæder mig til begge koncerter og nyder dem og vil dagen derpå sikkert igen undres over, hvordan de er anmeldt. Undres, men ikke irriteres.

Roskilde rocker videre uden mig. Jeg har besluttet mig for, at jeg vil på Roskilde i 2014 igen. Så er ungerne store, og måske jeg kan lokke nogle gamle rødder med.

Da jeg var ung og smuk, boede jeg sammen med lige så unge og lige så smukke Søren. Vi larmede ofte. Og nogle gange var det endda på hverdage, hvor vi spillede fodbold i vores gang efter klokken 22. Vores overbo på kollegiet hadede os. Han hadede os big time. Og vi fik klager og kollegienævnet efter os. Her 10 år senere er den gal igen. Godt nok er jeg flyttet i hus og har hverken overbo eller underbo, men 50 meter væk bor der folk, der mener vores hun larmer for meget (det gør han sikkert også), og nu har de så klaget til ordensmagten. Åhh nej. Stakkels Lene er lige blevet ringet op af en politimand, der kunne fortælle, at Helmuth larmer for meget døgnet rundt. OK – det var ikke så godt. Tænk, at der er en hund, der gør klokken 22.10, og så på en hverdag. Og så igen klokken 07.00 om morgenen. Visse naboer må altså sove fra 21.30 til 08.00 hver dag. Og synd, hvis der længere nede af vejen er en hund, der ødelægger deres ti og en halv times skønhedssøvn.

Vi holder Helmuth inde af respekt………eller noget. Folk skal jo ikke sådan vækkes. Alt det liv. Hov, hvad var det. jeg synes lige jeg hørte nogle børn, der råbte. Jeg må hellere kontakte politiet. Eller i hvert fald stemme på DF, så vi får mere orden og mere ro i dette anarkistiske samfund. Det er jo ikke til at holde ud. Puha da da.

Jeg var til møde på det tekniske fakultet i dag. Jeg cyklede derud og var lidt sent på den. Da jeg kom derud og satte mig ind til mødet, begyndte jeg at svede som en mand, der sveder rigtig meget. Og når jeg siger rigtig meget, så mener jeg rigtig meget. Mødet startede ikke godt. De var ikke så vilde med projektet, men så fik vi hentet servietter til mig og en blæser også til mig, og så kunne jeg snakke lidt mere frit. De blev faktisk lidt vilde med at jeg skulle hjælpe deres studerende med at lave små film. Jeg tror faktisk, de syntes det var lidt fedt. Det var fedt. Men hold ferie, hvor jeg svedte til det møde.

Nu er Lene hjemme igen. Og vi har spist frokost sammen på café i dag. Jeg synes min kone er overdrevent fantastisk. Og i aften skal vi vist bare se en film sammen, mens vi drikker vand, da jeg jo har svedt 7-28 liter ud i løbet af denne utroligt varme dag…….men man skal jo ikke brokke sig over varmen……..og hvorfor så ikke det? Det har været for varmt i dag.

Peace out.

Var til sommerfest i søndags. Var nede og rydde op dagen efter. Har haft det skidt lige siden. Min mave er brudt sammen. Godt jeg ikke er på Roskilde. Aske vil ikke sove. Lene er i København. Tune har været forbi i dag. I morgen skal jeg til møde på det tekniske fakultet i Odense. Min mave er oppustet som en badebold på en varm sommerdag i Løkken. Jeg holder snart sommerferie. Jeg har lige downloadet den nyeste Firefox. Over and out.

Jeg er godt klar over, at jeg til tider ønsker at være i centrum. At jeg er attention seeking og alt det der, men til tider er andre mennesker altså værre. I går var jeg til translokation på gymnasiet. Og så skulle der deles legater ud til studenterne. De blev glade – nu havde mange både bevis og penge på lommen. De sidste legater var boggaver fra bestyrelsen. Og på gik bestyrelsesformandkvindetingen. I modsætning til de andre legater, der bare var delt ud, besluttede hun sig for at holde en tale. Hvilket jo var fedt for der var kun 100 grader i lokalet og mine bukser havde for længst klistret sig hårdt til mine forholdsvis trætte ben. Nå men i stedet for at tale om studenterne, snakkede hun om sig selv og sprang så bomben, at hun går fra bestyrelsen. Smukt på studenternes dag. Fucking smukt. Arrrrgggggghhhhhhhhhhhhhhh

Nå nu vil jeg tage til brunch med mine Old Boys venner og derefter til fest i fodboldklubben. Jeg glæder mig, men forvent ikke noget indlæg i morgen.

Denne gang om fodbold

Jeg har i de seneste dage arbejdet i Jelling, hvor jeg kører en workshop om at lave små film på pædagogseminariet. Det er super fedt. Glade positive studerende, der er med på at lave små film og lære om, hvordan man fortæller historier via levende billeder. I den forbindelse lavede jeg en super lo-fi film om enkle filmiske virkemidler. Filmen kan ses her . Den viste sig at fungere rigtig godt som afslutning på et halvanden times oplæg. Selv simple fjollede indskydelser kan bruges i den virkelige verden.

Derudover er det værd at bemærke, at Liverpool har brugt 160 millioner kroner på en ny højreback, Glen Johnson. Det er dyrt, men når det nu gør, at de røde vinder både PL og CL til næste år, så går det nok.

Lige nu står den på lidt rødvin. På lørdag står den på sommerfest i Utopia. Livet er helt godt lige nu. Og da jeg lever herre meget Carpe Diem-agtigt, så er det jo perfekt.

I går spillede gode, gamle og temmeligt vegetaragtige Morrissey på Posten i Odense. Det var en stor fornøjelse. Både at se Morrissey, men også at se gamle venner igen. Der var både Søren, Tine, Ove, Tony, Hjelm, Søren Bitch og mange andre fra den svundne, dystre og alligevel meget smukke Århus tid. Der var også Kasper og Rune fra Odense og Claus fra Højskolen og og og. Smukt. Koncerten var super sej og høj. Den midaldrende herre fra Manchester havde samlet et energisk og ungt band, der fanderme forstod at give den gas. Aftenens højdepunkt var min egen gamle favorit, How soon is now – den fik godt nok pedal……..og trommer. Super super sej trommeslager i øvrigt.

Da koncerten var slut, gik der provins i lortet. Vi kunne ikke købe øl i baren og en i øvrigt høflig udsmider bad os rykke mod udgangen. For fanden Odense. Det er måske første og eneste og sidste gang, der bliver udsolgt på Posten, så hvorfor smide folk ud bagefter? Hvorfor ikke lade dem hænge lidt ud, og nyde et par øl og få et godt indtryk af stedet? Næhh nej, gå med jer, nu er klokken 22 og så er baren lukket. Åhhhhhh gud.

Jeg er nu stadig glad.

Jeg kan ikke helt greje mit nye job. Jeg gør, hvad jeg kan, men jeg kan ikke helt greje det. Hmmmm, men jeg er glad. Glad for Århusdage, Manics, Morrissey, børn, kone og hækken, der netop er blevet klippet.

Fuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuucking hell. Manics var fede i går. Det var helt absurd, at se dem til folkefest i Middelfart, hvor det var tydeligt, at mange ikke anede hvem fanden det egentlig var, der stod på scenen. Det gjorde heldigvis, at jeg uden anstrengelser kom helt tæt på scenen sammen med min kammerat Bo. Helt tæt på James, Nicky og Sean og deres to ekstra medmusikanter. Og de startede med Motorcycle Emptiness og derfra gik det sgu bare derudaf med No surface all feeling som andet nummer, indtil det hele stoppede 1 time og 20 minutter senere med If you tolerate this….. Vi fik også Motown Junk, You love us, Little baby Nothing, La tristesse duerera, A design for life og andre fabelagtige numre. Nicky er sjældent set smukkere og James er bare for vild. Han synger så pisse hamrende godt og så spiller han altså en røvballespade, der til tider gør mig direkte lykkelig. Smukt var det. Og solen skinnede fra en skyfri himmel. Efter koncerten kom konferencier Anders Breinholt på scenen og indrømmede at han havde tudet under koncerten, så fedt var det. Og det var det. Forever.