Henrik Christensen

Min lille datter kan bare ikke holde op med at kaste op. Jeg skulle have været på min eksterne pind i Vejle i dag, men er i stedet hjemme med tøsen, der bare sover og kaster op. Hun er sgu en lille sød prut. Lige nu sover hun i sin barnevogn. Udenfor. Det er dejligt for hende med frisk luft.

Selv bruger jeg tiden på at maile med studerende i Region Syddanmark. Kender du, kære læser, studerende i Region Syddanmark, så sig det endelig til mig. Jeg leder efter friske studerende, der kan lide at lege med deres mobilkamera, videokamera eller bare kamera. Sådanne filmsjove typer, du ved. Folk som vil lægge små film op på www.usite.dk, som er mit nye domæne……..eller måske ikke lige mit, men så i hvert fald, der hvor jeg arbejder.

Det er lørdag morgen.Klokken er tyve minutter over syv og her sidder man så og ser børnefjernsyn med sin lille datter………..og siden det blev skrevet gik der lige 50 minutter, og nu er Aske her også. Nu har de begge fået morgenmad, men Nana har af en eller anden grund kastet sit op igen. Vi ser Kaj og Andrea. Ungerne er søde. Vi har været i Ålborg i weekenden. Vi var i Zoo, og her mødte vi åbenbart Viborgs håndboldpiger, der skulle spille Champions League-finale senere på dagen. Den tabte de, men de kunne da også bare lade være med at tage i Zoo.

Tænk hvis Liverpool, Manchester City og Arsenal vinder deres resterende kampe i Premier League. Tænk lige, hvor fint det kunne være. Det sker desværre ikke, men tænk om det gjorde.

Nu vil jeg stene videre med ungerne og håbe på, at Lene snart kommer ned og at Nana ikke er ved at blive syg.

Udover at have en dejlig familie og godt job og hus og toyota og fladskærm og hund og og og og, så har man nogen gange bare brug for lidt mere. Lige nu løses dette problem endnu engang af De der satans Beastie Boys. Jeg læser en kort bog om tilblivelsen af Paul’s Boutique, og hører dem konstant, når de ikke afløses af smuglyt til den nye Manics. Lige nu hører jeg So What’cha want fra den fantastiske Check your head fra 1992. Så mens jeg checker mit crazy head, kan I jo lige høre den selvsamme sang, hvis I da tør.

Jeg har i dag været med familien til fodbold. Og her kom jeg til at skælde ud. Det var hverken på Lene eller Aske eller Nana, ja ej heller mig selv. Det var en yngre knøs, der skældte og smældte på dommeren i denne serie 2 kamp. Dommere, der bruger en hel lørdag formiddag og eftermiddag på at dømme halvdårlig fodbold, skal godt nok finde sig i meget. Også for meget. Hvorfor kan folk ikke snakke pænt til hinanden, når hinanden pludselig er en mand i dommertøj fra en anden by? Det er så svært at skaffe dommere, hvilket er forståeligt. Jeg gider godt nok ikke bruge mine lørdage på at blive svinet til, og så få betalt sølle 200 kroner bagefter.

Men som en af mine fodboldvenner engang sagde:” Vil man have bedre dommere, kan man jo bare rykke op”.

Om lidt står den på Young Docs her i Odense, hvor Luna og Anes film om Marlene er med. Luna, Ane og Marlene er alle elever, jeg havde i min korte periode på gymnasiet. Jeg håber, de vinder konkurrencen – de er en af fire. Om ikke andet, så får jeg da set nogle film lavet af unge for unge og med unge, og så kan jeg jo føle mig lidt ung…………eller måske snarere pivgammel.

Det er over en uge siden, jeg sidst har skrevet på bloggen. Det er trist, og det kan ikke være meningen, at livet kun skal fyldes med arbejde, unger og manglende skrift.

Men der er jo sket det, at Lise og Liza har fået en ny lille baby. Babyen er en stor muggert på over fire kilogram, og hvis mit bluetooth virker, vil der også være et billede af den store bette nederst på siden. Vi siger tillykke herfra.

I dag var jeg så for første gang på arbejde i Media Syd i Vejle. De er søde mennesker, og der var købt blomster til mig, da jeg kom. Blomsterne var lyserøde, så dem blev Lene glad for. Jeg er ikke helt kommet i gang med mit job, men det kommer nok. Projektet lever i hvert fald, og den kommende internetside kommer til at hedde Usite, så hold øjne og øre åbne.

Nu vil jeg tilbage til Newcastle – Portsmouth, som kører på mit TV. Det er ikke super fodbold, men det er fodbold og det er altid bedre end alt andet.

For lidt over et år siden, besluttede jeg mig for at sige min stilling op på Jobcenter Odense. Jeg hadede mit arbejde, selvom flere af kollegerne var både smukke og søde mennesker. Jeg sagde mit job op, og indeni mig selv, svor jeg (også for mig selv), at jeg ikke længere gad arbejde med ting, der ikke interesserede mig, og ej heller på arbejdspladser, der ikke viste respekt for sine medarbejdere. Tiden er gået og har været hård. Det har været svært at finde noget nyt, men så alligevel. Først var der alt i alt ni ugers undervisning i mediefag på Mulernes. Ni dejlige uger med søde kolleger, gode udfordringer og super dejlige elever. Jeg underviste i film. Jeg underviste i noget, jeg brændte og brænder for. Det var så fedt. Og så var det, at Mette ringede. Hun skulle bruge mig til et projekt.

“Vi skal lave et community på nettet for unge studerende. I den forbindelse skal vi have de unge til at lave en masse små film, der viser deres hverdag som studerende og som mennesker, og disse film skal lægges op på siden. Vi skal finde de studerende i hele Region Syddanmark. Er det noget for dig.” Ja sgu! – sagde jeg så. I dag har jeg forhandlet løn, og alt er faldet på plads. Jeg er faktisk rigtig glad og spændt på projektet. Det bliver ikke nemt, men det bliver spændende. Jeg er ansat under Media Syd, og chefen derfra sagde til mig i dag, at det altså ikke var meningen, at de ville lade mig gå, når projektet er færdigt om to år. Det ville jo være tåbeligt, sagde hun. Jeg måtte give hende ret.

Solen skinner, og jeg oser fanderme af succes for tiden. Det er så fedt.

Sidst jeg skrev på bloggen var jeg mediefagsgymnasielærervikar. Det er jeg ikke længere. Nu er jeg projektkonsulent af fineste karat. I morgen skal jeg til mit første møde, og der finde ud af, hvad det egentligt er, jeg skal lave i mit nye job.

Vi har nydt påsken her i Odense, og været meget i haven. Det oser af familieidyl, men som I nok ved, så ingen røg uden et bål, eller noget. Men jeg har da plantet tre blåbærbuske og noget timian, rosmarin, oregano og purløg, så der er gået Søren Ryge i lortet. Igen noget med at ryge. Hvor mon det bål er henne. Hvis jeg finder det, har jeg en masse haveaffald, jeg kan smide på det, og så vil det for alvor ryge.

Liverpool er næsten gode for tiden. OK de tabte til Chelsea og røg vel nok ud af CL, men herregud. Det ville være så flot, retfærdigt og poetisk smukt, hvis de kunne snuppe mesterskabet…………men det kan de ikke, æv æv æv æv.

Jeg har forresten også leget frisør i påsken. Jeg klippede først mig selv, så klippede jeg Nana og sidst men ikke mindst lagde Aske hår til min inkompetence. Her får I lige et før og efter billede af Nana Bandana.

Det er en fin blog, du har, sagde en af eleverne til mig den sidste dag på skolen. Jeg blev en anelse overrasket. For hvordan havde han fundet den? Jeg har prøvet at google mig selv med de informationer, som eleverne havde om mig, men jeg fandt den ikke. Og her gik jeg og troede, at jeg var en haj til at google, og så er eleverne bare bedre end mig. Betyder det mon, at jeg er ved at blive gammel? Måske, men ellers hyggeligt, at eleverne googler mig og kigger forbi min blog. Mange i dette samfund er bange for at blive googlet, bange for at blive set på facebook og så videre og så videre. Jeg synes, nok bare det er hyggeligt. Måske jeg bare er verdens største narcissist (sammen med alle andre, der blogger).

Løkke har lavet en ny regering, og Hjort Frederiksen har fået mere magt. Til det har jeg kun en kommentar, og den blev sagt af to opvaskere i Lars Von Triers Riget fra 90’erne, så kan I jo selv gætte.

Nå, men solen skinner og der er kommet dug på havebordet, så den står på Café Latte og kærlighed til verden.

I lørdags skulle vi til Niels Hausgaard-koncert på Magasinet i Odense. Vi skulle have været af sted med Tony og Anne-Marie, men de valgte i stedet at tage til New York City, så i stedet blev det Tanja og Uffe, der fik fornøjelsen. Vi havde bestilt mormor og morfar til at passe børn, og vi havde bestilt bord på Café Olivia til klokken 17.00, så vi lige kunne hygge lidt. Der sad vi så på Olivia og havde bestilt fire retter med tilsvarende øl eller vinmenu, da Lene lige ville tjekke billetterne en ekstra gang. Efter at have set på billetterne i ca. 1 sekund blev Lene rød i hovedet og ud af munden på hende kom et “Nej, det er løgn”. Billetterne var nemlig ikke til lørdagskoncerten. De var til søndagskoncerten. Og her havde vi bestilt børnepasning, fire retters menu og øl og vin til den store guldmedalje. I stedet for at gå i panik, valgte vi at gå i ungdommen og hygge os med pool, øl, dans, snak, drinks, øl og meget andet. Vi kom alt for sent i seng og var meget trætte i går. Det passede dog meget godt, da vi så aldersmæssigt var mere på højde med resten af publikummet til Hausgaardshow.

Niels Hausgaard var fantastisk. Helt og aldeles fantastisk. Jeg har ikke grinet så meget længe.