Henrik Christensen

Efter min vrede dag forleden, har jeg kun mødt søde mennesker, smil og dejlige tider (OK Liverpool tabte til Everton, men det snakker vi ikke om). Jeg har haft besøg af to elever fra gymnasiet til kaffe og kage, jeg har været til fodboldtræning (er stiv i kroppen stadigvæk), har været til foredrag om undersøgelsesdanmark, set Taxi Driver, læst Mord i San Francisco af Dan Turell, været til møde på Mulernes om de timer jeg snart skal have, hjulpet Specialklassen lidt og så er der måske også lidt mere arbejde på vej (ligger i øjeblikket i forhandlinger, og det er næsten fast og alt muligt), men mere om det senere.

Lige nu sidder jeg såmænd bare og lytter til min alltime favorit hip hop-skive Beastie Boys’ fantastiske, skæve og helt igennem funky Paul’s Boutique fra 1989. Det er 20 år siden i år, at den udkom, og i den forbindelse kan man købe den remastered og på vinyl og alt muligt lækkkert. Det overvejer jeg faktisk.

Ellers glæder jeg mig til undervisning, hvor de fleste er i gang med at lave film. De klasser, der ikke er i gang med at lave film skal nogen undervises i filmhistorien med nedslag i New Hollywood, mens andre skal høre mig snakke om gyserfilm og blandt andet se Carrie og Psycho. Lyder det spændende? Ja det tror jeg nok, og bare synd for jer, at I ikke er gymnasieelever og skal have mig snart.

Og her til sidst lige lidt af det lækre fra Paul’s Boutique.

Kender I det, at man har sendt tæt ved 80 ansøgninger inden for 7 måneder, og så får man et brev fra sin A-kasse om at 2,5 ansøgninger om ugen i de seneste 12 uger ikke er godt nok, ja det er faktisk i underkanten? Og så har man bare at skrive tilbage, hvor man har søgt, hvorfor man har søgt, og om man er kommet til samtale på nogen af jobbene. Man føler sig sgu som en prut med ører.

Kender I så det, at der kommer et nyt skatteforslag, der gør de rige rigere og de fattige fattigere og idioter som dig og mig kan også få lov til at betale for festen? Prut.

Kender I så det at ingenting helt fungerer som det skal? At der er mere lort på styret end styr på lortet.

Kender I det, at man bliver rigtig sur og vred på systemet og regeringen, fordi de ikke fatter en brik og bare drikker sig fulde på skatteborgernes regning, men så siger, at det bare var noget gammelt noget, og det kan man jo ikke bore i. Kender I det at indenrigsministeren drikker og drikker og drikker på statens regning, men hvis man ikke søger fire jobs om ugen, er man en skidt person, hvorimod hans bare er gamle sager.

Jeg kender det. Nu vil jeg høre Pogues og drikke mig en kæp i øret for egen regning…………eller det vil jeg så ikke, for jeg har jo både børn og kone, som jeg skal tage mig af, men hvis jeg kunne, så var jeg gået på Lørup’s og drukket hele dagen og snakket med folk af rette støbning og samme sind.

Nogle gange forundres man over virkeligheden. Som i denne situation fra weekendens kamp, hvor der efterfølgende blev dømt frispark til………Chelsea.

Jeg sidder lige og hører den nyeste plade fra Bruce Springsteen. Den er hentet via Itunes til den nette pris af kr. 80,- hvilket er billigt, når man tænker på, at man samtidig sparer plads i pladehylden. Working on a dream har fået fine anmeldelser og den tegner da også rigtig fin. Den er lidt blød i det, men det var og er Tunnel of Love jo også, og det er saftsusemig en god plade, selvom den ifølge Søren ligger uden for Bossens storhedstid.

Det er som om Bruce skaber momenter af lykke i sin musik. Som den dag i sommeren 2008, hvor Søren og jeg var til koncert i Parken med ham. Det var en dag fyldt med lykke. Som når man kører bort i bilen på vej væk imod noget nyt og fjernt. Her ligger lykken. Ikke i det man kommer fra, eller der man skal hen, men i rejsen i sig selv. Livet er fyldt med små punkter af lykke. Sådan oplever jeg det i hvert fald. Jeg er ikke konstant lykkelig, men til tider oplever jeg lykken, som da jeg mødte Lene, da jeg blev gift, når jeg bliver krammet af mine børn, når jeg er til koncert med Søren og når jeg hører Bruce Springsteen. Indimellem er man bare. Ikke hverken lykkelig eller ulykkelig, men bare værende. Jeg elsker disse lykkepunkter, og elsker, at jeg efter 35 år har fattet, at det er punkterne man skal gå efter og ikke en lige linje af ren lykke, for det er helt umuligt, hvis man da ikke lige hedder Ole Henriksen.

Det er en af den slags dage, der aldrig rigtigt starter. Jeg er træt og har vist også en anelse influenza i kroppen, så jeg slapper af på sofaen og fjernsynet er selvklart tændt. Desværre er der ikke andet end morgen-tv på TV2, og det er groft sagt noget lort. I øjeblikket bliver Revolutionary Road anmeldt af Søren Høy og en eller anden kvinde med irriterende stemme. Anders Breinholdt fra de sorte spejdere interviewer, og det er slemt. Den kvindelige vært, som jeg ikke aner, hvad hedder, er sååååååååååååå dårlig til at stille spørgsmål og til at formulere sig. Og nu hyper Høy De Caprio og kalder ham den nye Brando og de Niro………åh gud. Fedt at skrive så rodet om noget så dårligt. Jeg hader TV2 big time, men jeg vil nok godt se Revolutionary Road, da den fik 6 stjerner i Premiere på DR2, som jo er min herlige kulturradikale tv-kanal.

Det er koldt og intet hænger sammen i min skrift. Jeg vil surfe lidt videre og snart skifte tv-kanal, eller bare slukke selvom jeg er i totalt arbejdsløs tv-humør. God weekend til alle.

I min quest efter at blive ekspert på amerikanske 70’er-film har jeg her til formiddag kæmpet mig igennem Dennis Hoppers Easy Rider fra 1969. Nu vil den opmærksomme læser, nok konkludere, at jeg ikke helt har styr på årstal, da 1969 som bekendt ikke lå i 70’erne, men i 60’erne. Og det er da også rigtigt, men i kunst kender årtier ikke til grænser………eller noget.

Easy Rider er sjov, fordi den er anderledes. Den er rå og vulgær og fyldt med pot, lsd og kokain, og slutningen er helt bananas. Jack Nicholson er fremragende som den skøre og fordrukne advokat George Hansen, Peter Fonda er OK som Captain America, mens Hopper er skøn som Billy (the kid). Filmen i sig selv er ikke god. Den er faktisk ret dårlig, men det gør ikke så meget, for den gjorde op med så meget i USA. Her var lige pludselig en film, hvor de unge vilde kunne identificere sig med de fucked up hovedpersoner, der ikke lignede de studiestjerner fra Hollywood, de ellers var bekendt med. Easy Rider er på den måde en vigtig film, men det er også tydeligt, at det er en helt vildt tynd film, hvor manuskriptet nok ikke fyldte meget mere end et par a4-sider. Halvdelen af filmen (mindst) er bare billeder af Hopper og Fonda, der kører på motorcykel, og da de når frem til Mardi Gras i New Orleans, er det tydeligt, at optagelserne med Hopper og Fonda er lavet efter Mardi Gras, selvom de har gjort sit for at klippe filmen, så det ser ud til at de går rundt og koger i Mardi Gras. Hopper instruerede og klippede også filmen (til at starte med), og han var så skæv og fuld og høj hele tiden, at alt gik galt. Han truede ofte de andre medvirkende med, at han ville slå dem ihjel. Hopper var vild dengang. Han var bindegal og på alle mulige stoffer, en kombination, der gjorde Easy Rider til en ny slags film, men også en kombination, der på ingen måde var holdbar. Hopper fik frie tøjler til sin næste film efter Easy Rider, og det var en fejl. Han tog til Peru og optog The last movie. Hjemme igen efter et orgie af stoffer og alkohol tog Hopper alle filmrullerne med hjem og ville klippe lortet selv. Efter et år havde han klippet filmen i stykker og den stod ikke til at redde. Den udkom dog alligevel og blev en kæmpe fiasko og Hopper instruerede ikke film i 15 år bagefter, og først da Lynch tog ham med i Blue Velvet i 1986 kom han tilbage som seriøs skuespiller igen. Don’t do drugs 😉

I går fik jeg en sms fra et vidunderligt menneske, som hedder Søren. I sms’en var en opfordring til at skrive noget om den kendte realitystjerne Sonny Rønne Petersen, som engang for snart mange år siden vandt Robinsonkonkurrencen på TV3. Nu er spørgsmålet bare, hvad skal jeg skrive, for der er jo ingen tvivl om, at jeg var stor fan af Sonny. Specielt, da han efter et allstars Robinson, sad og snakkede højlydt med de andre hjemstemte kombetanter om, hvem der var en ægte Robinson. Det var fantastisk, stort og enestående at se mennesker snakke seriøst om, at man kunne være en ægte, true og hele vejen igennem fortjent vinder af et realityshow på TV3. De brokkede sig over, at det var de svage, der var tilbage på øen, og ikke de rigtige Robinsons. Tænk at være en rigtig Robinson. Bare det var mig. Bare det var mig, der havde været Biker Jens, Robinson Sonny, Dan, Dildo Jill, Big Brother Christian, Erkan fra Baren eller bare ham juristen, der vist hed Henrik, og som efter Robinson blev juridisk ekspert på TV3. Men hvad laver en mand som Sonny så i dag? Jeg har lavet lidt research og fundet ud af følgende.

Man kunne engang få Sonny ud og fortælle om sin oplevelser med Robinson. For halvanden times oplæg om Sonny skulle man betale 14.000. Læs mere her http://www.lykkemusic.dk/VisKunstner.asp?id=273

Sonny havde også en overgang et firma, men det er han hoppet fra og nu er han vist bare håndværker http://www.bt.dk/article/20080721/underholdning/80720032/. Skulle finanskrisen gøre det hårdt for Sonny, har han jo altid foredragene at falde tilbage på.

Nå det var lidt for denne gang. Jeg vil slutte med et klip fra Big Brother. Det er ikke helt rigtigt, da det er fra Extras, hvor Ricky Gervais er røget en tur i Big Brother-huset. Extras er ret godt. Har desværre kun set halvdelen af afsnittene, men godt det er det sgu.

Der har været lidt problemer her i Odense med at busserne til gymnasierne ikke kører alt for godt. Nu har Helge Adam Møller skåret igennem. I Fyens Stiftstidende udtaler han følgende:

– I virkeligheden skulle man droppe buskørslen til gymnasier, for de har meget bedre af at cykle, hvis det er under en halv time. De kunne tage og spadsere eller sætte sig op på deres cykler. Det vil være ti gange bedre for dem selv og folkesundheden. Et stort antal af børn og unge, herunder gymnasieelever, er smaskforkælede. Det er faktisk meget bedre, hvis der ikke er nogen busruter, hvis det er korte afstande på under en halv time på cykel. Det vil spare CO2-udledning, give sundere børn, og så kan de spise et studenterbrød hver dag uden at blive tykke og fede af det.

Så kan de unge dovne svin fanderme lære det. Læs resten af artiklen her

Udover at være uden job, så har jeg mig også en lille bitte hobby. Jeg kan godt lide at se film. Jeg ved også lidt om det, men ikke så meget som mange andre, men sådan lidt. Siden sidst har jeg set et par stykker. I onsdags drog jeg til hovedstaden for at se Specialklassen, men inden jeg mødtes med Rasmus og de andre rødder, tog jeg en tur i Vester Vov Vov og så Lad den rette komme ind. Det var fanderme en god film. Den er ikke for sarte sjæle, men så alligevel heller ikke sådan vildt uhyggelig. Den er god. Den er rigtig god, og det er fjollet, at den kun går i Vester Vov Vov og Øst for Paradis i Århus. Det er dog godt for disse to biografer, der har brug for lidt penge i forhold til de store, grimme og pisse latterlige biografer.

Efter at have set Specialklassen (som er sjove), se dem på Play i København og få en sjov aften, tog jeg toget hjem. I toget så jeg en svensk dokumentar om Orson Welles. Filmen hed Brunnen og fortælleren tager rundt i Spanien og leder efter spor af Orson Welles. Welles levede en stor del af sit liv i Spanien, og filmen er faktisk ret god. Welles er fascinerende materiale og filmen gør ikke mysteriet Welles mindre. Dejlig lille film til togturen.

I går fik jeg ikke set film. Jeg overvejede Excorsisten, som jeg ikke har set (pinligt, jeg ved det, men hey jeg er ikke perfekt og det gør mig til et dejligt og rundt menneske), men det blev ikke til noget. Her til aften har jeg så set Vertigo af Hitchcock. Det er en fantastisk film med James Stewart (elsker sgu James Stewart, synes lidt han lignede min far). Søren Ulrik Thomsen har skrevet lidt om Vertigo. SUT er klogere end mig, skriver bedre end mig og er klogere end mig, så tryk her og læs de fine ord.

Det var alt for nu. Nu vil jeg snart i min seng og sove sødt. Lørdag er jeg bare alene med ungerne, så vi skal hygge rigtig meget og nok også se 200 afsnit af Bamse og Kylling………og spise rugbrødsmadder med makrel i tomat og hjemmelavet Mayo.

Jeg er for tiden i virksomhedspraktik i og for og med Special Klassen. De optræder i morgen på Play i København, og der vil jeg også være at finde. Så hvis du befinder dig i hovedstaden i morgen og keder dig og gerne vil se noget sjovt, så kom da forbi. Det er sjovt. Det er Live Impro Comedy. Og så lille mig et sted blandt publikum eller som en del af kulissen, det vides ikke helt endnu. Måske jeg bare er ham, der spiller den dårlige tand, eller den gule svamp.

I dag har jeg set Five Easy Pieces i min kamp for at få set alle de gode anderledes amerikanske 70’er film, som bliver nævnt i Easy Riders, Raging Bulls. Den er fra 1970 og har Jack Nicholson i hovedrollen. De film fra dengang var bare så fragmenterede og uforklarede. De minder mig lidt om Raymond Carvers short stories. Det er altså dejligt.

Ps. og opdatering tryk her og tryk derefter på trailer og se, hvad jeg glæder mig helt enormt meget til. Desværre går den ikke i Odense endnu.