Henrik Christensen

Hvordan det hele kan gå galt i en lille familie. Uha da da, hvor jeg dog er en lille person.

Vi havde en dejlig nytårsaften. Det vil jeg slå fast med det samme. Jeg kom i seng klokken 04.45 og var oppe igen med Nana klokken 05.55 og klar til kamp. Det blev til mangt en morfar den 1. januar. Jeg var i biografen og se the Spirit. Den var ikke noget specielt, men fin underholdning af en 1. januarsfilm at være. Jeg læser i et par bøger for tiden. En af dem hedder Easy Riders, Raging Bulls – how the sex ‘n’ drugs ‘n’ rock ‘n’ roll generation saved Hollywood. Den handler om amerikanske film fra 1967 til 1980. Fra Bonnie and Clyde til Heaven’s gate (deraf titlen……eller noget). Det var en super fed periode og jeg genser nogle af filmene for tiden. I går var det M*A*S*H fra 1970 af Robert Altman. Den er fremragende. Det er den første amerikanske film, hvori ordet fuck er med, og det er jo i sig selv sejt. I en af scenerne kommer de to læger Hawkeye og Trapper hjem fra en tur til Japan. De er iført henholdsvis gule og røde golfsokker, og man filmer kun deres ben idet, de går fra hellikopteren ned mod lejren. Det er ret syret, da de må vade over flere lig på vejen. Kontrasten mellem komedie og død er voldsom i denne film, der godt nok foregår under Koreakrigen, men som er en slet skjult kritik af USA’s tilstedeværelse i Vietnam.

Som en lille bonusinfo, kan det oplyses, at Altman ikke fin procenter af filmens overskud. Han fik kun et engangssalær, der ikke var ret højt, da ikke mange var interesseret i at lave filmen. Han havde muligheden for at få fem procent af overskuddet, men svinede producenterne til i en sådan grad, at de ikke tilbød ham det. Han tjente altså ikke meget på denne film. Det gjorde hans 13-årige søn til gengæld. Han lavede nemlig titelmelodien og ville til at starte med, bare have en guitar for sin ulejlighed, men han fik nu alle rettighederne til Suicide is Painless, der blev et stort hit og som vi alle kender. Hvis ikke, man kender det, så kig med nedenfor.

Og så lige en lille quiz. Hvem er den eneste, der spiller med i både filmen og serien M*A*S*H?

Og så har jeg været ude og løbe i dag, men det er sgu ligegyldigt. Det er M*A*S*H ikke.

Hvad er det med de unge nu om dage? Jeg var jo vikar i efteråret, og de unge var søde og rare i timerne. En del af dem kom også forbi, efter jeg havde haft dem for sidste gang, og sagde, at det havde været en fornøjelse at have mig som vikar. I december hjalp jeg et par af pigerne med lidt vejledning på deres SRP-opgave. I går kom en af pigerne så forbi med en halvanden liter champagne og et sødt kort, for at sige tak for hjælpen. Hvad er det med ungdommen nu til dags? De opfører sig jo slet ikke, som man ellers skulle tro, hvis man følger med i medierne.

Glæder mig til seks uger med ungdommen igen her til foråret.

Jeg har lige haft fornøjelsen af at se filmen 500 stenkastende autonome voldspsykopater fra helvede, som er en film om det hedengangne ungdomshus Jagtvej 69. For en måneds tid siden så jeg filmen 69, der handler om det samme, men som er optaget senere end den anden og følger tiden op til rydningen af huset. Begge film er fine, men jeg husker nu 69, som værende den bedste, da den var mindst farvet i sin fremstilling af tingene. Det var og er en speget sag. Og jeg ved ikke helt, hvor jeg står. På den ene side, skal der være plads til alternative steder og anderledes mennesker, men på den anden side er de autonome sgu så satans meget imod alt andet end dem selv, at jeg ikke altid kan kende forskel på dem og så Pia Kjærsgaard. Men begge dokumentarfilm kan i hvert fald anbefales, da de giver et fint blik ind under barrikaderne hos de unge mennesker.

Jeg nåede aldrig selv at opleve Ungdomshuset, men jeg har flere gange været sammen med folk derfra til antiracistiske fodboldturneringer i både Tyskland og Italien. Søde rare mennesker, men vi var bestemt ikke enige, når vi diskuterede.

Nu vil jeg se den nyeste Wallace and Grommit – det er mindre farligt.

…alt er på det nærmeste sagt. Men jeg kan da ønske alle en glædelig jul fra julestuen i Odense. I morgen er det juleaften, og jeg får garantrisse nogle vilde gaver. Jeg regner med at Lene giver mig en Lamborghini og et sæsonkort til Anfield og alt muligt andet, der bare oser af kærlighed. Hvad og om jeg giver hende noget, vil forblive en hemmelighed lidt endnu.

Men pas nu på derude. Der er jo både fyrværkeri, julemænd og tilfældige mennesker på spil. Jeg glæder mig til 2009, hvor jeg indtil videre skal til koncert med Morrissey og Niels Hausgaard. Og hvor jeg indtil videre skal hjælpe Specialklassen med at få nogle kunder. Jeg skal også undervise lidt på Mulernes. Og hvem ved måske få skrevet den bog, I alle drømmer om.

Nu vil jeg efterlade jer i en form for almagt, da I jo er læserne og jeg kun den forfrosne forfatter uden hverken levned eller meninger. Mange kys og kram herfra. Glædelig jul og godt nytår, hvis vi ikke snakkes ved inden.

… sådan bliver det til sommer, når DU kommer forbi og nyder livet her på vores nye terasse. Vi skal også til Morrisseykoncert sammen den 15. juni her i Odense, så det er jo perfekt, også selvom det er lige i eksamenstiden.

Jeg synes sgu det går helt godt det her. Jeg har ikke købt julegaver endnu, men natten er stadig ung og på loftet sidder nissen med sin julegrød. Jeg er ikke fuld, men jeg er fuld af kærlighed.

I går var jeg en tur på Vesterbro. Jeg besøgte min fine ven Niels, der havde inviteret. Vi drak kaffe på Bang og Jensen, så fodbold på Café Sporten, spiste aftensmad på en eller anden café jeg ikke husker navnet på, så The Simpson’s (både filmen og et par afsnit af serien), spiste kebab fra Kebabistan, sov og endte så med at spise brunch med Niels’ smukke kæreste Kaya på Bang og Jensen, inden jeg tog toget tilbage til min vidunderlige familie igen. Vesterbro er fedt. Det var fedt at spise uhøjtidelig brunch på Bang og Jensen, alt imens de spillede Bonnie “Prince” Billy på anlægget. Jeg er normalt kritisk over for København, men denne weekend var super rar. Odense virker meget provinsiel bagefter, men da jeg også er forholdsvis provinsiel, er det vel OK, at det er her jeg bor.

Nu står den på True Romance på DVD’en. Jeg så den sidst til forpremiere i Århus for mange år siden. Det skal blive fint at se den igen. Life is sweet, and what you make it.

Så har virksomhederne fået nok af useriøse ansøgninger, og det har de så fortalt hr Hjort Frederiksen. De fire ansøgninger om ugen, som man ellers skulle søge som ledig, er slut. Det var jo også fuldstændig latterligt. Læs mere her

Danmarks Radio kører en konkurrence, hvor man kan vinde en privat koncert med Peter Sommer. Jeg skrev et forslag, og minsandten om ikke jeg er nomineret blandt de 10 bedste, som har chancen for en koncert, så hvis I keder jer, så gå ind og stem på mit forslag, som er Peter Sommer og Skægaberne lige her: http://www.dr.dk/Musik/Temaer/Peters_Jul/Artikler/20081210140338.htm

Jeg har købt ny cykel i dag. Jeg får den på fredag, da den liiiiiiiiiiiige skulle have skærme, bagagebærer og lås på. Den er super de lux fed, ikke specielt billig, men hurtig, let og smuk – fuldstændig som mig. Her er et billede af modellen. Slurp, og så kan cykeltyvene altså bare holde sig i skindet.