Henrik Christensen

Det har været forrygende weekend her i O’ense. Jeg havde besøg af tidligere elever fra Brandbjerg efterår 2005. Det var til den årlige stegt flæsk med persillesovs julefrokost, og hold da op, hvor vi hyggede. Vi endte med at gå i byen og jeg kom hjem klokken 05.25 eller deromkring. Søndag var jeg træt og småsløj, og nu har forkølelsen for alvor slået igennem. Så fra at være i midten af 20’erne lørdag aften, er jeg nu nok et sted mellem 63 og færdig, og lungerne er konstant på vej op igennem svælget. Heldigvis findes der chili, hvidløg, appelsiner og Panodil Hot, så jeg vender tilbage igen.

I aften skal jeg til danseforestilling med nogle af eleverne, jeg havde på Mulernes. Hvad er det dog med mig og tidligere elever?

Tilbage til min Panodil Hot og Tom Waits, der kører på MacBooken.

… cykelhandlere? Hvorfor er de så svære at komme i kontakt med? Hvorfor er de så sure? Jeg skal jo købe ny cykel, men jeg orker næsten ikke at gå i en butik. Det er næsten altid som om, at de ikke rigtig gider sælge deres cykler. Nej så hellere stå og nørkle på værkstedet. Ja hellere få olie under neglene end at sælge cykler. Men det er jo meningen, at de skal sælge cykler. Cykler, der aldrig går i stykker, og her har vi måske problemet. Måske er de ikke interesseret i at sælge cykler, der ikke skal repareres, for så får de jo ikke sorte fingre og negle og kan ikke bruge det dersens grønne rensehalløj, de nu engang bruger. Jeg var forbi den lokale cykelhandler, som er meget meget lille. Jeg gik ind. Jeg gik forbi cykelhandleren. Jeg gik og kiggede på cyklerne. Jeg gik igen. I alt den tid havde han ikke værdiget mig et blik. Sådan er de. Cykelhandlerne. Cykelnørderne.

Jeg har i øvrigt fundet ud af, at der bliver stjålet mange cykler, hvor min cykel blev stjålet. Det er åbenbart kendt, almindeligt og nærmest ordinært, at der ofte kører en varevogn med skumle mænd i rundt i kvarteret omkring banegården i Odense. De skumle mænd hopper ud og henter de cykler, de finder interessante, og så kører de igen. Sejt. Megasejt.

Og så en anden ting. Hvorfor skal taxichauffører køre så stærkt om natten. Ja og om dagen. Hvad gør dem til konger og baroner af små villaveje og byveje. Jeg er ikke meget for taxichauffører sådan i almindelighed, men sig det ikke til nogen. Hvis jeg var taxichauffør, ville jeg køre pænt og åbne døre for folk. Jeg ville også konversere, hvis kunden havde lyst. Og sidst men ikke mindst ville jeg ikke dytte uden for folks huse. Jeg ville holde pænt og vente, mens jeg hørte p1 eller Peter Sommer eller Bob Dylan eller andet rart.

Før så jeg som sådan sådan ud:

Og nu ser jeg sådan ud:

Stadig ungdommelig, smuk og dejlig, men med lidt ny stil.

Min fine cykel af mærket Univega er væk. Jeg havde ellers lige sat nye lygter på den. Væk er også min cykelhjelm, der var låst fast til cyklen. Alt imens cyklen valgte at forlade mig, var jeg til koncert med Peter Sommer på Posten i Odense. Peter Sommer var super duper dejlig. Tony var med til koncerten. Tony er sej.

Nu skal jeg have en ny cykel. Jeg skal nok også liiiiiiiiiiiiige se om jeg stadig har kvitteringen fra den gamle, så forsikringen måske kan give lidt penge i støtte. Det kan ikke være meget, da cyklen var 10 år gammel. Skidt pyt. Men altid noget, at den nye ejer, altid har lys på, og også kan køre med en fin blå hjelm.

God søndag aften til alle.

Jeg har lige slukket for min DVD. I de sidste omkring 140 minutter har jeg siddet og set Wim Wenders’ film fra 1984, Paris, Texas. Det er en af de bedste film, jeg nogensinde har set. Harry Dean Stanton spiller den altdominerende hovedrolle, og han er efterhånden tæt på at være min yndlingsskuespiller, og hold da helt ferie, hvor er han god her. Han spiller Travis, der dukker op i en ørken i Texas, men ikke vil sige noget. Hans bror finder ham, og får ham tilbage til livet, og langsomt finder man ud af, hvad der er sket for Travis, der har været borte i fire år. Filmen er langsomt fortalt, og eminemt godt filmet. Farverne er stærke. De er røde, gule og blå filmen igennem. Det er malerisk flot, rørende og virkeligt godt.

Ja jeg havde jo lovet, at jeg skulle aflevere ungerne i dag. Det gør jeg sådan set hver dag, men i dag var det særligt vigtigt, for Lene mødte altså klokken 08.00. Så kan man jo spørge sig selv om det var klogt at sidde på værtshus til klokken 02.00 og drikke en hel mængde øl. Ja faktisk så mange, at jeg ikke fandt det forsvarligt at køre bil her til morgen. Jeg lugtede vist også lidt skidt. Ja og øjne havde jeg ikke meget af, da jeg stod op klokken 06.30.

Lene afleverede ungerne, og jeg gik i seng igen.

Det var dog hyggeligt at være på værtshus.

Tænkte faktisk meget på min vidunderlige veninde Rikke, da jeg skrev dette:

smukkest i verden er du
med dig og dit
og dine kærlige øjne
og dit frie smil
dejligst i verden er du
når du føler for tingene
på en måde som ikke andre kan
igennem mine øjne
helt så grå eller gul bliver verden aldrig igen
smukkest i verden er du

Ja sådan kan det gå, når man skriver søde sms’er, mails og ofte ringer til lille mig. Så skriver jeg et halvdårligt digt og lægger det på nettet til offentlig skue for vor frue.

Endnu en kendt guitarist er død. Eller i hvert fald erklæret død. Richey, der var den bærende lyriske kraft i Manic Street Preachers er officielt blevet erklæret død. Han forsvandt den 1. februar 1995, og er ikke set siden. Richey skrev sammen med Nicky Wire teksterne til de første fire Manics-plader, selvom han var forsvundet, da den fjerde Everything must go udkom. De fire plader Generation Terrorists, Gold Against the Soul, The Holy Bible og Everything Must Go er stadig blandt de bedste i min pladesamling. Musikken er guitarrock, med tydelig inspiration fra Guns ‘N’ Roses, og teksterne er mildest talt til den sorte side. Jeg kan ikke anbefale disse plader nok, for de er altså fantastisk gode. Jeg ved godt, at Manics først slog igennem i Danmark med deres femte plade This is my truth tell me yours, men den er bare ikke på niveau med de forrige. Til næste år kommer en ny plade, hvor de har indspillet efterladte tekster af Richey. Det glæder jeg mig meget til.

Jeg nåede i øvrigt at se Manics med Richey, da de gæstede Danmark i 1994, hvor de varmede op til Suede. 2 måneder efter var Richey væk. Rygterne siger i øvrigt, at Richey overhovedet ikke kunne spille guitar.

Nedenstående billede er også en stor del af min rockhistorie. Under et interview i forbindelse med deres første plade, blev Richey spurgt, om Manics was just another band or for real. Richey hentede et barberblad og skar 4 REAL ind i sin underarm. Billedet kom så vidt jeg husker på forsiden af NME.

Selvfølgelig er Richey ikke død. Han lever et eller andet øde sted, hvor han skriver digte og drikker stærk kaffe. Jeg savner ham, og hans tekster. Nu vil jeg høre Manics.

Det hele var i øvrigt sammen med Super Jensen, så hyggeligt var det sgu også.

Så er vi fattige igen. Jeg har nemlig købt nye briller. Lene er vilde med dem, selvom de ikke er sorte, men nærmere har samme farve, som alt havde i 70’erne, nemlig sådan lidt brunlige og sorte. Jeg har også barberet skægget af, så nu er jeg igen lykkelig. Jeg har nemlig realiseret mig selv. Snart går jeg sikkert fra Lene og ungerne og melder mig til dette fine projekt klik her