Henrik Christensen

Jeg ved ikke, om vi skal til at være lidt smånervøse her i huset. For ikke så lang tid siden fandt vi ud af, at HA’s nye klubhus ligger på samme vej som Askes vuggestue, og i tirsdags var der ved gud drive by shooting på Skibhusvej. I nat var der så et overfald bag banegården på en med tilknytning til rockermiljøet. Skal nervøsiteten brede sig, eller skal vi tage den med ro? Vi tager den nu helt med ro, da vi ikke er med i hverken den ene eller anden bande for tiden.

Her er lidt om det hele. Snus selv lidt rundt på Fyens.dk og find mere, men I skal ikke være nervøse, for vi har overhovedet ikke lagt mærke til det, udover et par fotografer på Skibhusvej. http://www.fyens.dk/article/1101476:Odense–Skud-kunne-vaere-draebende

Det er i øvrigt sjovt at se, hvordan de gravide damer i Vinterbørn hyggede sig i filmen. Lene og jeg var lidt overraskede, da vi så, at de røg cigaretter, men det var jo en anden tid dengang. Da damerne så delte en flaske rødvin, måtte vi altså grine lidt. Og da Helle Hertz så hev en flaske Rød Ålborg frem, var Lene altså færdig af grin. Man må sige, at vi lever noget sundere i dag.

Her til aften har Lene og jeg set Vinterbørn, og den var slet ikke så skræmmende, som jeg frygtede. Det var faktisk en fin lille film, som dog ikke kan anbefales til mænd under 30, da man skal kende lidt til livet og sådan for at kunne klare filmen. Tror mange ville finde den latterlig, men det er den nu ikke. Sjovt er det, at man ser en fødsel på helt tæt hold i filmen. Altså ikke the american way med en kvinde, der skriger lidt og så et klip til en fin nyfødt 3-årig baby. Næh nej her ser man alt, og jeg mener alt. Da jeg læste film- og TV-kundskab skulle jeg til en eksamen skrive om den danske film Ang. Lone, som også er fra de glade 70’ere. Også her er det kvindelige køn udstillet lige op i kameraet om jeg så må sige. Her er det bare en abort og ikke en fødsel, man ser. De var sgu lidt vildere i 70’erne, hvad angik brugen af dokumentar i filmene. Ang. Lone kunne jeg faktisk også godt lide, selvom den er totalt 70’er socialrealisme.

Bare en lille test. Uredigeret og koldt som bare fanden.

Jeg er på ingen måde til hundene, men jeg er bare vild med Peter Sommers sygt vildt og helt og aldeleles dejlige plade – få den så købt.

Jeg har jo haft fødselsdag og blevet år og fået kage og kaffe, men inden det var jeg lige til 50 års fødselsdag hos smukke Bente Stamp. Det var faktisk lige inden, ja faktisk dagen før, og jeg kom i seng klokken 04.30 hos The Rosenbergs, men nåede alligevel i sommerhus til hygge og kage og fisk og kød. Jeg fik fine gaver. Af min smukke kone fik jeg et Digital Video Kamera fra Sony, så nu skal jeg til at optage underlige undergrundsfilm, jeg kan lægge ud på nettet under synonym – det bliver fanderme fedt. Jeg skal nok også optage og redigere min familie i et langt træk og et væk.

I morgen skal jeg til møde i A-kassen og sikkert opdage, at jeg hverken søger nok jobs, er pæn nok i tøjet eller i det hele taget ikke nogen speciel god dreng. Men skidt med det, for når jeg kommer hjem læser jeg bare lidt Jørgen Leth og så bliver jeg da glad og mig selv igen.

Hvor gammel skal man i øvrigt være for at være amoralsk, og hvem definerer dette? Det er vel ikke også Claus Hjort.

PS. Hvorfor kan finanskrisen ikke kun gå ud over fede mænd med klamme slips?

Der er dømt Sommer-tid her i det lille hus på Emilievej. Jeg har nemlig købt den seneste plade med Peter Sommer og jeg er mildest talt imponeret. Det er en møgfin plade. Den starter med titelnummeret, der brager ud af højttalerne og lader små jyske drenge stå og ryste i bukserne. Det er virkeligt fint og ret hårdt. Det bliver blødere henad vejen, men aldrig for blødt. Jeg har ikke altid været vild med hr. Sommer, men nu er jeg omvendt. Totalt omvendt. Dejligt, at man kan hente musik på Itunes, så impulskøb er mulige døgnet rundt.

Tag chancen og køb pladen – den er møgfin.

Jeg har købt et nyt fjernsyn. Det var bare lige noget jeg kom til. Bare sådan lige.

I lørdags havde jeg den udsøgte fornøjelse at tilbringe aftenen sammen med Tony, som er en af de rareste, klogeste og jyske mænd jeg kender. Vi gik fra værtshus til værtshus, alt imens Laura blæste og blæste og regnen flød i stride strømme.

Søndag var fyldt med tømmermænd og trætte øjne. Vi (læs: Lene) tog mig dog sammen og bestemte os for en tur i Zoo med ungerne i det fine vejr. Zoo er altid dejligt, men denne dag tog det en lille drejning, som vi godt kunne have undværet. På et tidspunkt kigger jeg op mod en af de udsigtsposter, hvor man kan se tigerne fra. På vej ned af trappen er en pige og en dreng. Pigen råbet til sin far, der står forneden at drengen har slået sig. Drengen græder uden lyd, og med et begynder blodet at fosse ud af hans hovede. Lene finder hurtigt en klud frem og jeg løber hen til familien og giver dem kluden, mens en anden dame også hjælper til. Pigen er meget rystet og drengen er helt fra den, men heldigvis var deres far helt cool og fik tørret blodet væk. Det var kun et hul i hovedet, som sikkert er blevet syet sammen i går eftermiddag, men synet af den lille dreng på trappen med blodet silende ned ad kinden og gråden uden ord, var altså grum og grim. Så lille og så skrøbelig. Jeg var gråden nær bagefter, men af en eller anden sindssyg machogrund holdt jeg den tilbage. I dag tænker jeg på drengen og håber han er blevet syet fint og forkælet rigtig meget, og måske pjækker han med sin far i dag. Hvordan det var sket, fandt jeg aldrig ud af.

Jeg er vred. Jeg er træt af, at vi skal være så pæne og bange og kedelige og røvsyge og passe på og ikke sige noget og gemme os i busken i det her land. Jeg er træt af at være pisse dygtig og så samtidig blive set ned på af andre, bare fordi de har et job, de alligevel på ingen måder er kvalificeret til. Jeg er træt af at jeg nu har været til to jobsamtaler på en måned, hvor de ikke har ringet bagefter. Jeg er træt af at høre, at jeg skal ændre på mig selv og være mere professionel og mere skolet og bla bla fucking bla. Her er lidt nyheder for alle tosserne derude. Jeg er som jeg er, og jeg har IKKE tænkt mig at ændre det mindste på det. Så hvis du synes jeg er dum, irriterende og uduelig, så fint med mig, men så hold dig væk, for så kan du rende mig et vist sted. Hvis du derimod synes jeg er cool og fantastisk, så lover jeg at hjælpe dig med hvad som helst, give dig af min eksploderende kærlighed og knokle røven ud af bukserne for at holde på dig som ven. 

Jeg er så fucking træt af at det vigtigste i dette land er at have et job og en kone og et par børn og en pæn bil og være mellemleder og ikke kigge efter fremmede damer eller ryge eller drikke eller give fremmede mennesker krammere, da de sikkert er fucking terrorister. Kære Bertel H og Claus H, lad mig sige det som det er, jeg hæver mine dagpenge med fryd, da jeg super meget har fortjent dem, og jeg har IKKE tænkt mig at tage et job som sælger for et eller andet telefonselskab eller lignende. Hvorfor? Fordi jeg ikke fucking gider. Fordi jeg er bedre end det. Fordi jeg fanderme vil have lov til at gøre, hvad jeg har lyst til. 

Jeg skriver sgu nok snart en bog. “Jamen det er du da slet ikke god nok til” vil nogen måske sige og til det svarer jeg bare: “OG HVAD SÅ?” Er I så pisse gode til det, I går og laver siden I kan vurdere at andre ikke er gode nok til at skrive bøger…………Næppe. 

Der er så mange irriterende og dumme mennesker i denne verden, og der er mange af dem, der sidder på magten og på pengene. Til det kan jeg bare sige:”Tillykke med det, men mig får I ikke ned med nakken eller med på jeres røvsyge spil”. Jeg er en god fodboldtræner, lærer, skribent, ven, mand, far og et godt menneske, og det er godt nok for mig. Til alle jer derude som ikke lige har et job, eller en mand eller kone eller som mangler noget andet i jeres liv, så skal I altså bare vide, at jeg elsker jer og det er altså 10000000 gange mere værd end at være en del af normen i dette småborgerlige kongerige af en prut vi lever i.