Henrik Christensen

Og sådan fortsatte så historien om Henriks cykleri. Jeg er nemlig væltet på min cykel i dag, da jeg skulle skynde mig igennem et regnvejr. På vej til fodbold skred cyklen ud og min halvgamle krop tog en henad cykelstien ved Magasin i Odense. Heldigvis kører jeg med hjelm, så der var aldrig sket noget alligevel. Det gjorde der heller ikke nu, men dumt så det helt sikkert ud, og så foran en masse mennesker………………uha da da

Min MacBook har fået en flænge og er til reperation, så forvent ikke super mange guldkorn fra mig i den næste tid, da det gamle hakkebræt af en stationær vi har i kælderen, næsten ikke er til at holde ud for mine vante fingre.

Jeg har set Death Proof og Planet Terror siden sidst. De er OK, men Planet Terror er bedst. De SKAL ses sammen, ellers giver det kun lidt mening. Tarantino og Rodriquez har lavet dem i 70’er stil, og det er fedt at se på, men indhold er der ikke meget af. Vi snakker postmodernisme og leg med mediet for alle pengene.

Nu vil jeg se lidt TV inden jeg går i seng. Godnat derude.

Jeg cykler hen mod krydset og ser godt bilen, der vil svinge til højre. Jeg stoler ikke på bilister, så hænderne er på bremserne. Bilen fortsætter og jeg bremser alt, hvad jeg overhovedet kan, og intet sker. Jeg står nu 50 centimeter fra bilen og kigger lige ind på føresædderne, hvor der sidder en yngre mand og en ældre mand og griner. De har lige været ved at køre mig ned og så sidder de sgu og griner. Jeg blev megasur og råbte af dem og cyklede så videre. Hjemme igen og jeg er vred. Men nu har jeg sat musik på, og skruet helt op til tonerne af alt fra Dylan til Bowie til Flaming Lips til Pulp og meget andet godt, og hold da kæft, hvor er jeg ikke sur længere. Det er så feeeeeeeeeedt at høre højt musik. Lige nu er det The Clash med Train in Vain. Yiiiiiihaaaaaaaaaa happy go happy og danse rundt på må og få, hvis det ikke lige var for den varme kaffekop i min hånd.

Kys og kram til verden fra lille Henrik på snart 35 år.

Det ser da helt godt ud, og så med sejre over Manchester Utd. og Everton i de første kampe. Dejligt.

Jeg har lige siddet i tre timer i en aula og set David Lynch’s Inland Empire på storskærm. Det var første gang jeg så den og jeg er helt overvældet. Jeg forstod ikke meget af filmen, men for satan, hvor var den dog god. Laura Dern har den altoverskyggende hovedrolle i en film, jeg på ingen måde kan forklare, hvad handler om. Det er mærkeligt og underligt, og der er ludere, der danser og en abe, og noget med en film, og blod og en skruetrækker og en lang tur op af en trappe og nogle polakker og og og og og

Fanfuckingtastic.

Sidder i sofaen med dynen dejligt over mit halvgamle kadaver af en krop. På fjernerer kører Pulp Fiction, som jeg fik lyst til at se lidt af, bare for et glædeligt gensyn. Jeg har to dage tilbage som medielærer på gymnasiet, og det har ved gud været en fornøjelse. Jeg har fået de vildeste komplimenter af eleverne, hvilket har varmet mit århusianske hjerte rigtig rigtig meget. Det har virkelig været en dejlig oplevelse. Jeg ved godt, der går lidt Ole Henriksen i den, men hey Ole er sgu cool nok.

I forbindelse med min undervisning har vi set den franske film La Haine af Kassovitz. Den er fremragende og nedenstående klip er altså intet mindre end enestående. Uden at klippe eller dreje kameraet formår Kassovitz at skifte synsvinkel. Det er helt vildt blæret lavet. Heeeeeeeeeelt vildt.

Nu skal jeg bare finde ud af, hvad jeg skal lave i næste uge. Måske skrive en bog eller en film, hvem ved.

For fanden da også. Jeg ved snart ikke, hvad jeg kan skrive på denne lille, men aldeles ubetydelige blog. Mit liv går rigtig rigtig fint for tiden, og jeg kan mærke, at min hud bliver glattere og glattere som følge af den glansbilledeffekt, der har ramt den lille familie i Odense.

Det er altid noget, at TV sender ting som Sandhedens Time, Talent 2008 og Vild med dans, så jeg stadig kan blive bare en anelse vred fra tid til anden. I går aftes var jeg dog mere end almindeligt glad i låget, da jeg var med Jensen til teatersport på Alibi i O’ense C. Jeg fik ikke engang lov til at betale for indgang, da vi var skrevet i døren, og de fire skuespillere var megasjove. Rasmus, som er en rar fyr med svage hænder, var megasjov og den gamle her grinede sgu højt et par gange eller tre. Dejlig dejligt og atter dejligt.

Jeg lover snart at finde noget, jeg for alvor kan blive sur over, for det er som om, det skaber mere debat og bedre indlæg på bloggen.

Life is sweet……………….i øvrigt en super film af Mike Leigh.

Tænk engang, at det er 16 år siden, at jeg hørte Manics for første gang med temaet fra M*A*S*H – suicide is painless. Jeg synes, stadig, at deres udgave holder, men døm selv.

Her er i øvrigt den originale udgave fra Robert Altmans film:

Ja så vandt Liverpool jo lige over Manchester United. Ja tak ja tak ja tak ja tak og ja tak.

Undervisningen går også godt. Eleverne er super søde, og jeg håber da også de lærer lidt af deres unge og ikke mindst smukke vikar.

Ellers er der ikke meget at sige på sådan en mandag aften. Det skulle da lige være, at jeg lige har set The Bourne Ultimatum, og at den var pivringe.

Det har været en dejlig uge. Jeg har efter en lidt tøvende start, virkelig fået gang i undervisningen, og jeg nyder det i fulde drag. Eleverne er søde og faktisk også flittige, og det er rart igen at være på. Jeg har fået to komplimenter, som jeg lige ville nævne her. Det første er et såkaldt kamufleret kompliment, nemlig, at jeg lyder utrolig jysk. Det er jeg stolt af, for jeg er jo altså en rimlig rå og rimlig rap fyr fra Åååååååårhus. Det andet var en kommentar fra en af eleverne, da hun gik efter en time. Hun sagde sådan lidt for sig selv, lidt til mig og lidt til sine veninder: “Kunne du ikke blive vores lærer” – det varmede det jyske hjerte.

Derudover skinner solen, jeg har fået en autograf fra Jamie, Aske kom i går og spurgte om han ikke måtte få sit Liverpooltøj på, Nana er sød, Lene er smuk og samtalen på teatret gik fint.

Jeg er super glad og har dejligt overskud, så nu håber jeg bare, at Liverpool klasker United i eftermiddag, så lykken kan fortsætte i det uendelige.

Jorden er endnu ikke gået under og tak for det. Udover det selvfølgelige med, at det jo er rart ikke at skulle dø lige nu, så er der også andre ting, der bare er sådan lidt fede.

I dag havde jeg for eksempel nogle fine timer på gymnasiet. Eleverne var både søde, rare og dygtige og jeg gjorde også mit bedste, som faktisk var OK.

I morgen skal jeg til uformel jobsamtale på et lille teater her i Odense, tys tys og håb det bedste.

Og det bedste af det hele. Da jeg kom hjem lå nedenstående billede i min postkasse. Jamie og mig har altid været de bedste venner og nu erkender han det heldigvis også. Det skal i glas og ramme, lige med det samme…..