Henrik Christensen

I aften er Lene i biografen med en kollega, så jeg sidder bare her og lytter til tidens musik. Lige nu hører jeg faktisk Eels’s fantastiske album Daisies of the Galaxy, men det er slet ikke dem, jeg vil berette om. Det er nemlig sådan, at jeg i de seneste dage har voldlyttet Radioheads mastodontplade OK Computer, som jeg stadig ikke fatter blev så stort et hit, som den gjorde. Ikke at det er en dårlig plade, tværtimod er den en af de bedste i min samling, men den er bare ikke særlig mainstream. Singleudspillet Paranoid Android varer 6 minutter og 23 sekunder, hvilket altså ikke er normalt for et hit. Derudover er pladen super skæv og anderledes. Radiohead slog igennem med det fine, men dog meget traditionelle nummer, Creep fra den noget kedelige og anonyme Pablo Honey. Den plade blev fulgt op af min yndlingsplade med Radiohead, nemlig The bends fra 1995. The bends var et mesterværk, men blev så vidt jeg husker aldrig et hit i Danmark til trods for, at den er meget mere tilgængelig end OK Computer, der med numre som Airbag, Paranoid Android og Fitter Happier ikke just talte til masserne. Alligevel blev den et hit, hvilket jo er fedt, men jeg undrer mig nu stadig. Da den udkom spillede jeg den over på bånd og sendte den til Søren i Sønderjylland. Søren skrev speciale om Radiohead og fik en sygt god karakter, men han er nu også både dygtig og flink. Flink er han i den grad, da han i dag har foræret mig en billet til Neil Young i Horsens den 28. august. Cool og overraskende. Søren mener, at han skylder mig penge, men det tror jeg nu ikke på, så jeg må nok finde en ny koncert inden længe og købe en billet til ham.

Og ja så har jeg lige hentet Conor Obersts soloplade, som hedder dadadadaddada Conor Oberst. Pladen er hentet og betalt via Itunes – nemt og så slipper man for at tænke på, hvor man skal stille sine CD’er………eller noget.

Udenfor leger gadens børn stadig, jeg er på vej i seng, men har lige gjort stop i sofaen. Lene og ungerne er gået i seng og kun Helmuth holder mig ved selskab her i stuen. Jeg har lige været en tur på vægten og konstateret, at jeg vejer mere end jeg tidligere har gjort. Jeg er sgu blevet lidt chubby, når jeg selv skal sige det. Samtidig er vores konto i banken ved at udvikle sig til et mareridt, da jeg ikke har fået min arv endnu, Lene ikke har fået løn for de seneste par måneder og da jeg ikke tjener alverden. Chokket kom nok, da vi kom hjem fra ferie og Lene så at der på hendes lønseddel stod minus 2.751 danske kroner – det er alligevel en lav løn, selv af en på barsel.

Men jeg er egentlig ikke ked af det, for jeg ved, at jeg er monster-mega-herre-nice-heldig i at have en fantastisk dejlig familie og et godt liv. Nu er vi hjemme igen, og så skal jeg have fundet mig et job og skrevet en bog og cyklet nogle ture og trænet et fodboldhold og snakke med en masse mennekser og kysse på min smukke kone og lege med mine dejlige børn og og og og og – der er så meget.

Kys og kram fra onkel Henrik

I dag brød en af mine bastioner sammen. Jeg har altid holdt på, at børn ikke skulle gå i fodboldtrøjer og alskens merchandise, førend de selv kan ønske sig det. I dag var vi i Hjørring og snakkede så om at Aske godt kunne bruge et træningssæt og måske også et par shorts. Ved Sportsmaster ser vi, at man kan få et landsholdstræningssæt på tilbud, og dermed billigere end, hvad et almindeligt koster i Bilka, så det røg lige op på disken. Der var også tilbud på shorts og trøjer og vi gik ind i butikken, hvor der hang et landsholdssæt til kr. 199,-, og det var vi så ved at købe indtil mit blik faldt på et Liverpoolsæt i Askes størrelse og til samme pris, og så røg jeg igennem. 199,- for trøje, shorts og strømper af mærket Adidas og så i rødt og så med den lille fugl på brystet. Aske har haft det på hele dagen og han ser simpelthen fantastisk ud, billeder følger snart.

Hvis dette falder jer for kvalmt, er det OK med mig, for jeg er sådan set enig, men nu er det altså min søn og han ser altså sød ud, og mit hjerte smelter, når han kigger på sættet og siger Liverpool.

Kys og kram fra det danske sommerland og på snarligt gensyn i metropolen.

Det er varmt, meget varmt. Vi har været ved stranden og jeg er blevet lidt rød på ryggen, der hvor jeg ikke har smurt mig ind i faktor 15. Der hvor jeg har smurt mig ind, er jeg stadig kridhvid – sjov og kikset som altid.

Min kone er smukkere end nogensinde, vores børn elsker vand, sand og strand………..ja og de is de får.

Dagens billede er Robbie, som måske er manden, der bringer mesterskabet til Liverpool. Han skal bære nummer syv, som også Keegan og Dalglish gjorde det………og nå ja Smicer og Kewell.

Så sidder man så i Skallerup Klit og nyder det danske sommervejr. Vi har været ved stranden i dag og er ved at blive super lækre brune og lækre og atter lækre. I lørdags var jeg til fest hos Søren og Tine, egentlig var det meningen, at VI skulle have været til fest, men det blev bare mig. Lille Nana blev syg, så Lene måtte passe hende og lade mig drible af sted helt og aldeles alene………..Jeg havde tømmermænd søndag. Dejlig dejlig fest de holdte de smukke mennesker. Dejlig mad, dejlig drikke og uhyggeligt mange dejlige mennesker. Jeg holdt en meget improviseret tale, men det gik vist fint alligevel.

Nu sidder jeg så her og erfarer, at Liverpool har købt Robbie Keane for 18 mio engelske pund – det er jo sindssygt. Robbie er god, men prisen er sgu vild.

Nå jeg smutter tilbage til sommerlandet. Håber alle har det godt, og at I nyder livet, kærligheden og hinanden.

Dagens digt er tilegnet min dejlige veninde Line, som jeg har været så heldig at se en hel del på det seneste.

Kan man vinde over sig selv
i en kamp til døden,
hvor ingen billeder trænger sig på
og hvor alt er skrift: på papir
på væggen
og i det bløde sand?

Så er der kommet nye billeder på siden. Jeg er helt klart selv mest tilfreds med ovenstående, der tydeligt viser min til tider meget homoseksuelle tilgang til denne verden.

Bloggen holder sommerferie, så tag i stedet og læs en bog af Benn Q. Holm, Paul Auster eller David Lodge……ja eller Naja Marie Aidt – det må I selv om. Nyd livet, solen, ferien og hinanden.

I går var Lene og jeg til koncert sammen i København. Vi hørte den underlige og aldeles fantasiske Bonnie “Prince” Billy spille i Tivolis koncertsal. Koncerten var aldeles fornæm, fræk og fin. Lyden var enormt god i den lækre sal og prinsens band var efter undertegnedes mening i særklasse – flot flot og atter flot. Og dejligt bare at sidde og holde sin yndige kone i hånden til smuk musik.

Her til aften har jeg været i Næsby, hvor et hold bestående af tidligere spillere fra Liverpool mødte det danske old boys landshold. Det var ikke nogen sindssyg kamp, men alligevel fik Bjarne Goldbæk direkte rødt kort……..pinligt. Efter kampen hoppede jeg over barrieren, bare for at trykke Phil Thompson og John Aldridge i hånden og sige “Thanks for the memories” – fjollet og teenageagtigt? Måske, men jeg måtte bare gøre det.

I morges ringede min telefon. Det var fra Base Camp i Faaborg, der ville høre, hvorfor jeg så gerne ville arbejde for dem. Åhh nej tænkte jeg, for jeg anede da ikke, at jeg havde søgt job hos dem, eller hvad de overhovedet var for nogen. Nogle gange ryger ansøgningerne lidt let af sted, specielt efter, at jeg har fundet ud af at gøre det automatisk via jobnet. Men jeg var ærlig og sagde til ham, at det kunne jeg ikke svare på, for jeg havde bare søgt den, fordi Claus Hjort villle have det. Nu griner jeg sgu lidt af det hele, for det er lidt sjovt, at de ringer på de jobs, hvor man bare knalder en ansøgning af sted. De var ikke super interesserede efter at have snakket med mig i telefonen, hvilket var lidt ærgeligt, da jeg efterfølgende læste jobannoncen og tænkte, at det måske alligevel var noget. Sjov, pudsig og en anelse tragisk, men i det mindste fra det virkelige liv.