Henrik Christensen

Nu tager familien et lille smut til Fanø, og det er ikke sikkert, at vi kan komme på nettet, så I må have tålmodighed med bloggen. Jeg lover, at der kommer dejlige familieglansbilleder, når vi kommer hjem, så hele verden kan se, hvor lykkelige, perfekte og velfungerende vi er.

Peace out.

Overskriften på dette indlæg er titlen på et gammel nummer med den engelske punkgruppe The Clash, men nu er det også et spørgsmål, jeg må stille mig selv. Jeg skal jo søge en masse jobs, og det gør jeg så. Det betyder også, at jeg skal skrive skarpe superansøgninger, der ikke er til at tage fejl af. I forbindelse med ansøgningerne får jeg til gengæld en hel del breve og mails med bekræftelser på modtagelsen af min ansøgning. I går fik jeg et brev fra en arbejdsgiver. Brevet havde den korrekte adresse, men startede med ordene “Kære Allan, tak for din ansøgning”, hmm sjov fejl tænkte jeg indtil jeg for få minutter siden fik en mail fra en arbejdsgiver. Denne gang startede mailen med “Kære Elizabeth”, og nu er jeg for alvor i tvivl om, hvorvidt mine ansøgninger skiller sig helt vildt ud fra mængden. Ja og om jeg selv gør det.

What’s my name?

Det er altså Henrik, ligesom ham prinsen I ved.

Kom ikke og sig, at jeg ikke gør mit for at den danske økonomi skal få det endnu bedre…klik

Det er måske tidligt, men alligevel er den her, vreden. Jeg er så vred. Jeg er pisse træt af at løbe rundt og faldbyde mig for ussel mammon og bare håbe på, at der er en eller anden rar mand eller dame, der får sympati for mig og ansætter mig i hans eller hendes geschæft. Jeg blev færdig med at studere i 2004 og udover mit korte arbejde på Brandbjerg Højskole, har jeg kun haft møgarbejde, hvor jeg har måttet indrette mig pænt og gå på kompromis med alt, hvad jeg stod for, og det bare for at få lidt status og penge. Nu gider jeg ikke mere. Nu vil jeg sgu til at sende ansøgninger ud, hvor jeg ikke faldbyder mig selv. Jeg vil til at forlange en superhyre for ikke at lave dagens gode gerning, fordi jeg er så pissehamrende god til alt og ser så sindssygt godt ud og er så vanvittig rar, at jeg er alle pengene værd.

Kære Claus Hjort Frederiksen. Du skal få dine fire ansøgninger om ugen, men det bliver i form af opfordringer ikke ansøgninger. Her er jeg, tag mig, hvis I vil, og hvis ikke, så klarer jeg mig nok endda på statens regning.

God bless.

Så kommer DR2 på banen med et nyt filmprogram til efteråret. Siden Ole Michelsen (udtales Mikkelsen, husk det nu) stoppede på Bogart, har det ikke fungeret for de nationale kanaler at lave et ordentligt filmprogram. Men ifølge Ekko, prøver DR2 nu igen, og det allerede til efteråret. Såvidt vides er der ikke skaffet en vært endnu, måske de skulle overveje at ringe til mig. Jeg ser godt ud, ved noget om film og er uhyggeligt veltalende – hvad skulle gå galt?

Læs mere her … klik

Og så lige en lille detalje vedrørende aftenens kamp mellem Holland og Italien i EM. I fodboldloven står skrevet: “En forsvarsspiller, som forsætligt forlader banen for derved at anbringe en angrebsspiller i en offside-position, skal advares, men det er ikke nødvendigt for dommeren at standse spillet med det samme for at advare spilleren. Angriberen skal ikke straffes for den offsideposition, han er blevet anbragt i ved unfair midler.”

Ergo var der altså offside ved hollændernes første mål, så kan Claus Bo Larsen sige, hvad han vil.

Lene har fødselsdag i dag. Hun bliver 25 plus 120 måneder og ung ser hun stadig ud. Vi har haft besøg af familien Friis og Dierz inkluderende, svigerfar og svigermor, svigerinde og svigerinde og lille kusine Esther. Vi har fået masser af kaffe og en dejlig lagkage, som Lene har lært at lave af Sabrina – den var fantastisk og jeg fik tre stykker og du fik ingen – æv bæv buhh.

Jeg gave Lene en taske i fødselsdagsgave. Den vil hun have byttet. Det er ikke nemt at være mand. Nu står den på Tyskland – Polen, en kamp som tyskerne i øvrigt vinder med to eller tre mål.

Så er det vist blevet tid til et par filmomtaler igen (læs: der sker intet i Odense overhovedet). I denne uge har jeg set to film, der minder en anelse om hinanden, nemlig Tristam Shandy og Direktøren for det hele. Tristam Shandy er jo en pivgammel roman, der er kendt for at være postmoderne inden det moderne overhovedet var trådt ind i denne verden. Jeg har læst de første 100 sider af denne kropumulige bog, og så havde jeg vel fanget pointen. Den handler om Tristam Shandy, eller det vil jo så sige, at det gør den ikke og det er det, der gør den interessant. For så vidt jeg ved er det Shandys levned og meninger, men bogen er så fyldt med digressioner, at Shandy aldrig når at blive født. En umulig bog at filmatisere, hvilket også er filmens pointe. Derfor er filmen blevet en metafilm af de sjovere slags. Jeg kunne godt lide den, men den var ikke fantastisk og kan kun anbefales til folk, der har en kendskab til bogen.
Direktøren for det hele er i hvert fald også en metafilm, men den er også en prut i et badekar. Den er ingenting, men den er samtidig lidt sjov og interessant. Jeg er ikke i tvivl om at Lars von Trier har elsket at lave den og elsket, at se den sablet ned af anmelderne. Det er så meget en prut i et badekar, at jeg godt kan lide den. Jeg tror aldrig, jeg får set den igen, men Trier er sjov og et fænomen og det er kun Trier, der får lov til at lave sådanne film i Danmark.

Jeg kiggede sgu lidt, da jeg skulle hjem fra mit møde på A-kassen i dag og mødte følgende syn ved banegården i Odense. Mega griner er vel, hvad de unge ville sige i dag. Her er en lille artikel om “uheldet”, husk også at se filmen…Klik.

I øvrigt sjovt, at han giver skiltningen skylden. Det er jo aldrig ens egen skyld. Han tager det nu i stiv arm.

Hvad fanden skal det egentlig gøre godt for, sådan bare at vende og dreje sig? Hvorfor falder man ikke bare i søvn og sover sødt og drømmer fint om hvide strande og sorte hunde og knap så kræsne kvinder? Tjahh og endnu et ?

Jeg ved det ikke, men nu sidder jeg dog her ved computeren og klimter lidt. Kan man sige ”klimter”? Ved det ikke og er vel også ligeglad grænsende til det indifferente. I morgen skal jeg til møde hos A-kassen. Et såkaldt rådighedsmøde, hvor jeg skal stå til rådighed for spørgsmål, om jeg står til rådighed for det store arbejdsmarkedet, hvilket jeg selvfølgelig gør. Jeg er klar til at tage et job som lastbilschauffør eller au-pair pige, hvornår det skal være. Vi skal jo tjene samfundet og dets spidser og dets pæne drenge, skal vi ikke?

Jeg har lige spist en banan, måske jeg skulle snuppe en til og så igen prøve at falde i søvn. Det ville nok være bedre med en omgang steg med brun sovs og kartofler, det bliver man så dejligt træt af. Jeg er ikke træt nu. Det er jeg om morgenen, altid om morgenen. Man er vel b-menneske, men hvorfor er børn og kvinder egentlig aldrig det? Børn bliver det dog når de kommer i teenagealderen, kvinder bliver det nok aldrig.

Her skulle have stået et digt, men det blev aflyst på grund af regn og for meget bøvl. Man skal jo ikke gå rundt med følelserne uden på tøjet. Hold det inde. Hold inde. Hold nu.

Der var ca. 3000 på lægterne i går, da FC Fyn spillede 2-2 mod Brabrand i den vigtige topkamp i 2. division vest Det var ikke så godt for FC Fyn, der åbenbart kun kan score på dødbolde, når jeg ser dem. I efteråret var det på straffe i 1-0 sejren over OB2 og i går var det på straffe og direkte frispark. Når angriberne ikke er bedre (og det er de ikke) og målmanden heller ikke er bedre (og det er han bestemt ikke), er det vist fint, at de bliver i 2. division et år eller flere endnu. Selv træner Viggo Jensen virkede som om, det var helt fint med ham. Den ellers så iltre fynbo sad stille og roligt ned under hele kampen og virkede meget fattet efter kampen – det var lidt ærgeligt, for han er ellers en del af den underholdning, man betaler for.