Ind i systemet

Hjemme igen og stadig sygemeldt, men ikke i et ansættelsesforhold, er jeg hoppet ind i Systemets trummerum. Først ringede jeg til min A-kasse, der sagde, at jeg skulle kontakte kommunen, der så til gengæld sagde, at jeg skulle kontakte min A-kasse, som så igen slog fast, at jeg skulle snakke med kommunen, der så henviste mig til min A-kasse, hvor jeg så fik fat i Hanne, der tog hånd om sagen. Hanne er rar tror jeg, selv om jeg kun har snakket i telefon med hende. Nu skulle der være styr på sagerne og jeg er stadig sygemeldt indtil læge og psykolog siger noget andet……ja og så selvfølgelig også mig selv. Jeg er hoppet om på den forkerte side af skrivebordet i forhold til mit nu tidligere job, eller er jeg? Jeg tror faktisk, jeg befinder mig bedst her lige nu.

Dejlig familie, Liverpool i CL-semifinale, forår på vej, gode venner og en lækker computer er i hvert fald et rigtig godt udgangspunkt.

I dag er der ikke noget billede, men se nu alligevel lidt på Tenerifebillederne, for der er sgu nogle dejlige imellem.

Print Friendly, PDF & Email

Selskabsrejsen 6


Lad mig starte med at slå fast, at vi har haft en super dejlig ferie på Tenerife i den foregående uge. Solen skinnede, poolen var dejlig og børnene var nemme. Men som alle ved er stor litteratur jo ikke skrevet af glade mennesker, så lad mig bruge min blog på et par betragtninger om dumme mennesker.

Hvordan kan det eksempelvis være, at når man går ind i et pingvinhus i Loro Parque og der på alle mulige sprog og skrevet i neon og af en ung dame i officielt tøj bliver meddelt, at der ikke må benyttes blitz, da det kan skræmme dyrene, at blitzene lyner for vildt, når dyrene (turisterne) bliver sluppet løs? Why? Er turister bare dummere?

Og så kan fede danske racistsvin i øvrigt godt snart lære, at vi ikke gider høre på dem og at de skal flække næbbet, når de bliver lukket ud i den virkelige verden. Ud af deres grisesti i Nordjylland. Glæd jer over, at få lidt luft under vingerne og vær så bare stille. Sammen med Aske havde jeg fornøjelsen af at stå og kigge på chimpanser i Loro Parque, og bag os stod en dansk familie. De vidste ikke vi var danskere og faderen læste højt op af sin mobiltelefon en meget racistisk og meget meget dum vittighed. Jeg vendte mig om og fortalte ham, at han gjorde mig stolt over at være dansker og gik min vej. Jeg gider ikke engang gengive vittigheden her, men den var dum, racistisk og nordjysk – puha. Desværre gjorde han mig sur. Jeg burde være blevet glad over mit eget intellelekt i stedet for.

Nå ellers var det super dejligt. Jeg fik løbet tre ture dernede i et terræn, der ikke just var fladt. Ja det er sgu svært, når man bor på et bjerg. Det var hårdt for lægmusklerne, men godt for mig.

Billeder ligger allerede på nettet. Nyd dem eller lad være.

Print Friendly, PDF & Email

Hjemme igen


Kom hjem, tændte for computeren og så anden halvleg af Liverpool – Arsenal. Nu kan jeg gå i seng med en dejlig smag i munden og glæde i maven. Mere følger om Tenerife-turen i morgen. Nyd nu bare, at Liverpool er i Champions League semifinale for tredje gang på fire år – og ja vi møder Chelsea, som vi plejer.

Print Friendly, PDF & Email

Det var så endnu en marts

Marts går på hæld og april står klar og venter med en stor flot klo af rav og solskin. Vi tager som sagt på ferie i morgen tidlig. Aske er blevet klippet og I kan vist allerede nu glæde jer til billeder af ham fra Tenerife, for faderen kan allerede nu melde om cute-alarm.

Det eneste minus ved, at vi skal til Tenerife i denne uge, er, at jeg går glip af Henrik Hall på Posten på torsdag. Henrik Hall er blevet min nye ven efter hans meget fine solodebut Solo (hvad skulle den ellers hedde). Den tidligere altmuligmand fra Love Shop har udsendt en ny plade for ikke så længe siden, men den har jeg ikke fået fingrene i endnu, men mon ikke jeg kommer forbi en pladepusher en dag, så jeg kan købe den.

Min første udfordring på Tenerife udover at hygge med familien er at finde et sted, hvor jeg kan se CL-kvartfinale mellem Liverpool og Arsenal, for det kan jeg ved gud ikke undvære. Så må Lene blive på hotellet med sin Ipod og ungerne, mens faderen går agurk i jubelrus over Torres, Mascherano, Carra og de andre rødder.

Ha’ en god første april og hop nu ikke på for mange narrestreger.

Print Friendly, PDF & Email

Lad det snart blive tirsdag

På tirsdag drager hele familien til Tenerife i en uges tour de force af afslapning, solbadning og søvn. Det bliver dejligt, og hvem ved, måske hvis bølgerne går højt, vil vi tage de søde unger med en tur i Loro Park, som er den zoologiske have dernede med delfiner og alt muligt sjovt – ja der er også rigtig mange pingviner, som stadig er Askeranos yndlingsdyr.

Og vejrudsigten siger:

Print Friendly, PDF & Email

Jeppe Kofod

Så er den edderpetervæltemig gal igen i lille og møgforkælede Danmark. Nu har ny-puritanerne fundet sig et nyt offer, som skal ned med nakken, og det kan ikke gå hurtigt nok. Jeppe Kofod har kysset og hygget sig med en 15-årig tøs og nu er han lige pludselig ikke egnet til noget som helst. Kofod er en af de dygtigste politikere i dette land, men denne fejltagelse ødelægger åbenbart hans karriere. Lad os hellere få folk som Langballe og Krarup, der er kirkens folk og som aldrig træder forkert til at lede dette lille land.

Jeg orker ikke at skrive mere, men giver ordet til Peter Aalbæk Jensen, der meget fint udtrykker, hvad jeg også mener. Klik på linket, for jeg kan ikke finde ud af at indsætte klippet.

http://nyhederne.tv2.dk/video/index.php/nodeId-10959988.html

Print Friendly, PDF & Email

Ipod og løbetur


Så arriverede to stk. Ipods til Emilievej 24 her for ca. en halv time siden. Jeg har købt en rød Nano, mens Lene har fået den store Classic med en kapacitet på hele 80 Gb. Det er lidt underligt at tænke på, at min første computer havde en harddisk på 80 Mb – udviklingen er ikke til at slå ihjel og det er vel også fint nok.

Så nu er det bare at få lagt musik, billeder og andet spas over på den lille tingest. Jeg er altså helt vild med Apples design og føler mig enormt trendy med både Ipod og MacBook. Jeg bliver glad for min Ipod og glæder mig allerede til den første løbetur med musik i ørene fra den lille tingest, for lille det er den ved gud. Lille og rød lidt lige som Sammy Lee var det i gamle dage for Liverpool.

Jeg har i øvrigt været ude at løbe både i søndags og i dag, og jeg er helt stolt af mig selv.

Om en uge sidder Lene, Askerano, Nana og mig i et fly på vej mod Tenerife og sol og swimmingpool og tapas og afslapning til den store guldmedalje. Det er dejligt at forkæle sig selv.

Print Friendly, PDF & Email

Æv og æv og pokkers også

Liverpool tabte til de forbandede skiderikker til Manchester United med 3-0, og kunne sagtens have tabt større. Mascherano blev vist ud, men han er stadig min yndlingsspiller i Liverpool for tiden. Jeg overvejer lidt om jeg skal købe en Liverpooltrøje til min søn, hvor der bag på står “mASKErano” – det ville være smukt. 

AGF tabte til tosserne fra OB, og jeg bor i Odense, så nu kan jeg ikke gå uden for en dør i et halvt år uden at høre på en masse fjollede fynske gloser, som jeg alligevel ikke forstår. 
Æv og æv og pokkers også. 
Print Friendly, PDF & Email

Television the drug of the nation

OK jeg har haft besøg af Super Jensen i dag og vi var i både Ikea og i Bilka, men udover det, har jeg godt nok set meget TV – altså på den fede måde. Først vandt Tottenham 2-0 over Portsmouth og så vandt Newcastle 2-0 over Fulham og så til aller sidst spillede Everton og West Ham 1-1. Det hele var i mit TV og det varede fra klokken 13.45 til omkring klokken 20.00. Det blev dog til et par pauser i ny og næ og en enkelt blunder eller to. Fodbold er sejt. 

I morgen spiller Liverpool mod Manchester United i mit TV. Kasper, Ida, Freya og Jonathan kommer forbi. Børnene må lege og kvinderne sludre, mens mænderne ser bold. 
Fodbold er stadig sejt. 
Print Friendly, PDF & Email

Helligdage


Det er skærtorsdag i dag og deraf følger, at det i morgen er langfredag, og sådan har det været i ca. 2000 år, hvis man da ellers har fulgt ham der Jesus. Jeg er ikke den mest troende her i verden, og jeg er overbevist om at disse helligdage er opfundet fordi nogen tænkte, at det sgu da er dejligt at have fri. Og det er det. Faktisk er det også vigtigt at have fri. Jeg er stor tilhænger af en stram lukkelov og at alt har lukket om søndagen. Hvad er det vi har så travlt med at købe hele tiden? Nyd nu for fanden da bare at man ikke kan andet end at slappe af, og accepter så bare, at du ikke kan få dine 500 gram matadormix i dag og drik et glas vand eller en kop te i stedet. 

Da jeg var barn havde alt undtagen blomsterhandlerne lukket langfredag, selv biograferne havde lukket. Sådan er det ikke i morgen, hvor meget har åbent, så vi kan komme af sted og fordrive vores tid med noget andet end bare at kede os hjemme eller besøge rare venner. Jeg undrer mig. Hvorfor er vi så bange for at have fri? Hvorfor er vi så bange for at kede os?
Dagens billede er af Aske, der ikke ville sove middagslur i sin seng i går, så han tog den i stedet på trappeafsatsen. 
Print Friendly, PDF & Email