Henrik Christensen

Så er jeg igennem Bowie-bogen af Jan Poulsen, og selvom bogen ikke er noget mesterværk, har det været en hyggelig tur gennem Bowies pladeliv. Samtidig med, at bogen er blevet læst har pladerne kørt på enten pladespilleren (eller Ziggy Stardust har) og på CD-afspilleren, og sikke en fornøjelse at lære Bowie at kende igen igen. Fra de første mesterværker som Ziggy og Aladdin Sane til Berlinpladerne til 80’ernes kommercielle gennembrud med Let’s dance og til 90’ernes genkomst med Black tie White Noise og The Buddha of Suburbia til den nyeste jeg har med ham, Hours fra 2004 (mener jeg). Jeg har et par mangler i min samling, som jeg skal have rodet bod på. Jeg mangler The man who sold the world og Space Oddity fra begyndelsen, og dem skal jeg altså have. Jeg mangler også de eklatante fiaskoer Tonight og Never Let me down, men dem behøver jeg faktisk ikke, så dårlige skulle de være. Og så kan jeg faktisk forstå af Jan Poulsen, at jeg også mangler de nyeste Heathen og Reality, som han er ret begejstrede for. Seks plader lyder af meget, men Bowie har ved gud lavet mange plader og jeg har heldigvis de fleste af denne prægtige sangers katalog. Sidder og håber han kommer forbi Danmark igen. Jeg har kun set ham en gang på Ringe og det er da langt fra nok.

Jeg har lige udskrevet min opsigelse til Jobcenter Odense. Den skal nu i en kuvert og sendes af sted med det herlige Post Danmark, som jeg i øvrigt også har arbejdet for. Det blev til lidt over et års ansættelse, men nu skal jeg altså videre med mit liv. Jeg skal finde et arbejde, der passer til mig og min personlighed – ikke alt det der papirnusseri, for det er jeg altså ikke særlig skrap til. Det er lidt vildt bare sådan at hoppe ud på dybt vand i en tid, hvor det er super untrendy at være arbejdsløs, men da jeg har en måneds opsigelse, kan man da altid håbe, at der kommer noget inden jeg skal på bissen/støtten/sjassen.

Skulle der være nogen i det danske, der mangler en flink, nogenlunde køn, rar, lidt klog og meget omgængelig yngre herre som mig, så kontakt mig endelig, for jeg vil altså gerne lave noget.

Ja årets Oscar for bedste mandlige hovedrolle gik desværre ikke til hele Danmarks Viggo, men i stedet til hele Englands Daniel og mon ikke det var fint nok. Det der ærgrer undertegnede i den forbindelse er, at nu bliver Eastern Promises nok ikke vist i den bedste sendetid på en af Danmarks landsdækkende kanaler. Det havde ellers været en fest, for mon ikke hr og fru Danmark ville få kaffen galt i halsen, når de så Viggo i vild slåskamp uden en trævl på kroppen, eller se ham “ordne” en prostitueret på komando. Det er en fremragende film og Viggo er super, men den bliver vist ikke noget for hr og fru Danmark lige foreløbig.

Mændene her på Emilievej har ondt i halsen for tiden. Det var Aske, der startede og nu er hans far også ramt, så til trods for en gåtur i Fruens Bøge i går og en løbetur i går aftes, har jeg ikke været meget uden for en dør i weekenden. Det lyder nu lidt godt at sige, at man er syg og så alligevel har løbet en tur. Så syg er jeg vist heller ikke, bare lidt kriller i halsen. I næste uge skal jeg en tur til lægen og snakke jobsituation, meget tyder på, at jeg lader mig inspirere af min buddy Tue, men mere om det, når jeg har været en tur hos doktor Per.

Ja og så har jeg været i det gavmilde hjørne og købt en gave til min søn. Det vil sige, den er hverken købt, betalt, hentet eller noget som helst, men den er da bestilt hjem gennem Kvicklys Nettorv. Aske skal have sin første trehjulede cykel. Det bliver kæmpe stort at se den lille mand køre rundt på sin nye blå trehjuler. Faren glæder sig umådeligt meget.

Liverpool vandt heldigt i går, men tre point er tre point og Fernando Torres er en smuk mand.

Nu vil jeg se fjernsyn eller høre musik eller noget helt tredje.

Det er fredag aften og ugen er ved at være slut. Det har ikke været så hård en arbejdsuge, da jeg stadig ikke arbejder, men mere om det i næste uge.

I dag har jeg haft besøg af min tidligere kollega Mette. Det var dejligt. Mette kom bare forbi og spiste frokost, og da hun bor i Thyregod og egentlig var på vej til Mariager, må man sige, at det var lidt af en omvej, men en dejlig en af slagsen. Mere af det.

Ellers er jeg gået i David Bowie-mode. Jeg har læst halvdelen af Jan Paulsens lidt tamme bog, og hørt mange af de gamle plader. Specielt Aladdin Sane og The rise and fall of Ziggy Stardust and the spiders from Mars – to helt igennem fantastiske plader fra starten af 70’erne. Det er sjovt at tænk på, at Bowie inden for et år udgav Alladin Sane, Ziggy Stardust og Pin Ups, det er der sgu ikke mange nulevende, der kan gøre efter.

I morgen står den på gåtur i Fruens Bøge med hele familien, efterfulgt af varm kakao og engelsk fodbold set fra sofaen. Det skal nok blive godt.

Liverpool – Inter 2-0 – perfekt udgangspunkt til returopgøret i Milano om tre uger. Det var dejligt, at se drengene vinde i Europa igen. Det er som om Liverpool bare er en tand bedre i Europa end de er i Premier League. Siden vi vandt UEFA-cuppen i 2001 har vi været ret gode i Europa med 2 finaler i Champions League og en dejlig dejlige sejr i 2005. Jeg tror Liverpool går videre til kvartfinalen, og så kan de jo lige så godt gå hele vejen, nu hvor de er i gang.

Dejlig onsdag.

I anledning af, at det er tirsdag og af at solen på ingen måde skinner, besluttede jeg for at forkæle mig selv med et par indkøb af den gode slags. Først gik turen til Arnold Busck, hvor jeg var så fræk at købe Jan Paulsens bog om David Bowie, og da jeg var på vej ud af butikken, faldt jeg over Knud Romers lovpriste debut Den som blinker, er bange for døden. I butikken ville jeg også købe en gave til Lene, men fandt ikke lige noget, så turen gik videre til Stereo Studiet, hvor jeg købte The Nationals Alligator til Lene og hele tre CD’er til mig selv – Neil Youngs On the beach, Morrisseys You are the Quarry og Black Rebel Motorcycle Clubs Baby 81. De to første kender jeg udmærket, men den sidste er ny for mig. Jeg glæder mig til at stifte bekendtskab med BMRC og deres forhåbentligt støjende musik.

God tirsdag til alle, og lad os så håbe, at Liverpool slår Inter i aften.

I dag blev så dagen, hvor en er verdens absolutte statslederikoner stopper som præsident. Fidel Castro er trådt tilbage på Cuba, og det glæder garanteret George W. Bush og andre vestlige ledere, men hvad var det med ham Fidel? Det er svært at sige, hvordan livet har været på Cuba, men Fidel er da helt sikkert en af de få, der har formået at lede et land uden demokrati, men uden nødvendigvis, at gøre tingene forkert. Jeg kender flere, der har været på Cuba og nydt landet. Man hører heller ikke mange historier om undertrykkelse fra Cuba, men om det ikke sker, skal jeg ikke kunne sige. Fidel har fascineret i mange år og vil gøre det i mange år fremover. Jeg har set et par interviews med Fidel og han virkede helt vildt klog. Tænk, at han har kunnet holde magten i alle disse år. Cubas fattigdom hænger helt sikkert sammen med den handelsembargo, som USA har haft imod landet i mange mange år. Farvel Fidel, om du var god eller ond ved jeg ikke, men fascinerende har du altid været.

En artikel fra dagens JP kan anbefales, og den ligger lige her

Liverpool er ude af dette års FA Cup. De tabte i dag med 2-1 til mighty mighty Barnsley. Det er skidt, ja der er faktisk helt til rotterne. Ingenting fungerer i klubben og man kan ikke andet end at sige nej, nej og atter nej til det hele. Rafael Benitez fungerer ikke som manager i øjeblikket, men fyret bliver han ganske givet ikke, da der vist ikke rigtig er nogen, der ved, hvem der bestemmer i klubben.

Nej, nej og atter nej.

Barnsley og så på Anfield.

Neeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeej

I går havde jeg enndu engang fornøjelsen af at spille Fifa playstation ting med Kasper, Tue og den evigt bitre grapefrugt. Jeg er på ingen måde nogen ørn til Fifa og min makker den evigt bitre grapefrugt var da også mangt engang ude med svinere til mig, men det prellede af som vand på en gås, for den evigt bitre grapefrugt scorede lige som mig kun et enkelt mål hele aftenen, så hans udfaren og udladen lader vi bare stå helt og aldeles for sig selv.

En dejlig varm ting denne aften (udover kaffen) var at jeg fik en fin gave af Kasper Jensen. Kasper havde fået den fine popsanger Jens Unmack til at signere et stk. vinylsingle til mig og det endda med den fineste YNWA hilsen på. YNWA står som alle nok ved for “You’ll Never Walk Alone” og fører tilbage det fodboldhold, som både Jens og jeg holder med, nemlig Liverpool. Smukt er det også, at den akkustiske b-side af singlen kaldes for Luis Garcia-versionen – opkaldt efter lille Luis Garcia, som blandt andet var med til at sikre Liverpool Champions League trofæet i 2005. Tak til Kasper for den fine gave – den varmede i en kold tid.