Henrik Christensen

Vi har haft fint besøg fra Skanderborg i dag. Kirstine, Søren og Tine var forbi på et hurtigt visit inden de skulle videre i juletravlheden og til byernes by Nyborg. Det var dejligt at have besøg, og dejligt at se deres lille pige igen, selvom hun stadig er noget nervøs for lille henrivende Helmuth.

I morgen er det juleaften og der skal vi have andesteg og risalamande (nu skrevet i eet ord), men mon ikke også vi skal have frisk luft og gode stunder, ja og så måske se en film. Jeg har mest lyst til at se Hvid, Blå eller Rød, men det kan også være vi snupper noget af Lynch eller måske Von Triers Epidemic, som jeg aldrig har fået set.

Når min sure gamle far ikke vil, ja så må jeg jo tage over. Her har i et par billeder af mig, og jeg elsker jul og glæder mig til and, ris a la mande og masser af gaver, som ikke kun er til min møgforkælede lillesøster.

Kys og Kram

Aske

Blue Velvet var et dejligt gensyn, der får fem ud af fem stjerner her på Henriks blog. I den kommende tid vil jeg se om jeg kan komme i biografen og se Dykkerklokken og sommerfuglen og måske også 4 måneder, 3 uger og 2 dage.

I dag står den vist bare på fodbold. Har lige set Arsenal slå Tottenham 2-1 i en underholdende kamp, hvor danske Bendtner scorede det afgørende mål. Robbie Keane brændte straffespark for Tottenham ved stillingen 1-1, han sover nok ikke så godt i nat. Nu står den så på Liverpool – Portsmouth. Liverpool er desværre stadig uden Daniel Agger, men mon ikke de vinder alligevel, så mit humør kan komme lidt i vejret.

I går begravede vi min far i Randers. Det var underligt. Humøret er ikke på nogen som helst måde i top i Odense for tiden, men livet skal jo gå videre. Hmmm måske man skal reddes af at se Blue Velvet i aften. Jeg har ikke set den længe, men har købt den i en lækker widescreen version, som da kunne gøre min fredag lidt mere interessant.

Liverpool trak Inter i Champions League og den vinder de på en meget grim men til gengæld effektiv måde.

Det er snart jul, og det er og bliver bare ikke min højtid, men god jul til jer, der går op i det stads.

Som denne sides flittige læser (findes en sådan?) nok har erfaret, er jeg ret så pjattet med Lars von Trier. Jeg er i øjeblikket ved at gense Riget hans fantastiske og monumenfuckingtalske TV-serie fra midthalvfemserne. Når vi nu i dette åh så herlige og dejlige land hver mandag snakker om de åh så gode TV-serier vi har fulgt med i om søndagen, må jeg simpelthen sige stop. Forbrydelsen, Krønikken, Nikolaj og Julie og andet er ikke andet end sødsuppebras i forhold til Riget. Det er jo en helt og aldeles fantastisk at se Ernst Hugo Järegård som Stig Helmer råbe “Dansk Jævla” på taget af bygningen. Og det er af højeste humorklasse at følge Bulder og Drusse løbe rundt på gangene efter spøgelser, for slet ikke at snakke om uhyggen, som serien alligevel formår at skabe. Lars von Trier er en gigant og dette værk, som aldrig blev færdiggjort, er også gigantisk. Siden har von Trier heller ikke formået at færdiggøre sin Amerika-trilogi, der ellers var sat helt og aldeles suverænt i gang med Dogville og Manderlay. Den sidste i trilogien Wasington bliver efter alt sandsynlighed aldrig til noget….Æv.

Det svar da som syv satan tænkte jeg i går, da jeg stod op og havde afsindigt ondt i hovedet. Jeg fik afleveret Aske og måtte så hjem i seng igen, hvor jeg så har opholdt mig indtil her til morgen. Jeg havde alle dejlige symptomer af et migræneanfald, men det kan da ikke passe, at jeg skal til at have migræne. Der må være tale om et enkeltstående tilfælde, men jeg har lige pludselig fået en kæmpe medfølelse med de folk, der lider af migræne – det er jo helt og aldeles forfærdeligt. I dag har jeg bare lidt ondt i min nakke og kun lidt hovedpine, men det er vist mest for at få lidt sympati fra verden.

Æv æv og atter æv. Liverpool har lige tabt til Manchester United igen igen igen igen og atter igen. Hvorfor holder jeg altid med de fodboldhold, der taber. Jeg er faktisk helt vildt sur og ikke til at være i stue med, så godt for min familie, at de har mig på sådan en iøvrigt meget tåget søndag.

Her til aften fik jeg besøg af Kasper Jensen, der kom forbi med en lækker kurv med chololade og andre lækre ting, som tak fordi vi er så fede som vi er. Han havde også gaver med til Aske og Nana og så var meningen, at vi skulle have set Fulham – Newcastle på mit alt for lille fjernsyn, men af en eller anden grund virkede mit Canal Plus ikke (PANIK – i morgen er det jo Liverpool – Manchester United), så i stedet så vi Batman Begins sammen med Lene og Nana. Det var og er suverænt den bedste Batmanfilm, der er lavet og herfra får den næsten fem stjerner ud af fem. Vi giver den sgu fire, for den holder big time.

I dag tog jeg en tur til byen for at kigge på verden. Jeg endte med at købe en del af verden, faktisk blev det til hele fire film. Den første jeg fandt, var den franske film De elskende fra Pont Neuf, en film jeg så da den kom i biografen i 90’erne, men ikke har set siden. Husker den som et desperat kærlighedsdrama, og det er jo ikke så værst. Jeg købte også Jim Jarmusch’s Stranger than Paradise, en film jeg også har set for mange år siden, men som jeg ikke husker meget af udover, at jeg syntes den var vildt cool. Twin Peaks – Fire Walk With Me blev det også til, det er ikke verdens bedste film, men den manglede i min David Lynch samling – David Lynch er i øvrigt højaktuel med Inland Empire, som jeg vildt gerne vil se, men det er sgu svært, når man har alle de børn. Til sidst købte jeg Batman Begins af Christopher Nolan, der måske bedst er kendt fra Memento. Jeg har aldrig fået set Batman Begins, men jeg har store forventninger til den, da den skulle være den bedste i serien. Film er fedt og nu har jeg også fået købt mig et abonnement på det danske filmmagazin Ekko.

Natten til fredag i sidste uge blev jeg far for anden gang, denne gang til en vidunderlig smuk lille pige. Natten til i dag døde min egen far. Min far var inderst inde et varmt og åbent menneske, men livet og ham blev aldrig nogensinde gode venner. Jeg kendte ikke min far så godt, da han altid har været et meget lukket menneske. Han oplevede sine teenageår under 2. verdenskrig og nåede også at opleve sine egne verdenskrige bl.a. i to forliste ægteskaber. Min far havde to sønner udover mig, Klaus og Thomas – dem holder jeg rigtig meget af, desværre ser jeg dem ikke så tit, da Klaus bor i København og Thomas i Omaha. I de sidste otte år af sit liv, sad min far i en beskyttet bolig og ventede på at dø, så chokket er ikke så stort, men alligevel overmander tankerne om livet dog en. Husk at lev det, mens du har det lille Henrik.

Kære far – livet bød dig trods og du endte som et ulykkeligt menneske med en masse indre dæmoner, du aldrig fik styr på og fred for. Jeg håber inderligt, at du nu har fundet fred. Fred for denne verden, som aldrig blev din ven.