Henrik Christensen

Han er uden tvivl Danmarks største filmnavn i disse tider, og måske også gennem tiderne (kun Dreyer kan vel være med på verdensplan), og nu er han på vej i vælten igen. Den 25. december er der premiere på De unge år, som Lars von Trier har skrevet manuskript til. Filmen handler om Triers år på filmskolen og det skulle vist være en rigtig god sviner, som jeg vil glæde mig meget til at se. Det er ikke Trier selv, der har instrueret, da han som altid er i eksistentiel krise og ikke kan magte at lave film for tiden.

Trier har lavet fantastiske film som Europa, Dogville, Manderlay og Forbrydelsens element og han har heldigvis også lavet bras såsom Breaking the Waves. Han er altid klar med en kvik bemærkning, som også hans kommentar til Brians kulturkanon illustrerer meget godt.

Så er Liverpool videre til de afgørende cup-kampe i Champions League efter de i går udspillede Marseille og vandt hele 4-0 i den franske havneby. Liverpool er helt klart på vej frem og vigtigst af alt, er en ny stjerne født, Fernando Torres. Den smukke spanier er simpelthen helt og aldeles fantastisk, og sammen med Steven Gerrard har Liverpool nu i hvert fald to spillere i den absolutte verdenselite. Torres kan score fra alle vinkler, han er ekstremt hurtig på de første meter og så scorer han altså bare de kasser, som de røde har manglet i de seneste år. Allerede nu sammenlignes han med Liverpools allerstørste legende Kenny Dalglish. De to interviewes sammen her. Læs det og nyd at de røde er tilbage på det europæiske fodboldkort.

Det er ikke så ofte, jeg får set den 11. time. Faktisk tror jeg ikke jeg nogensinde har set et helt afsnit, men i går så jeg noget af programmet og det var faktisk endog meget meget sjovt. Den danske super fotomodel Lykke May analyserede sammen med Mikael Bertelsen en tekst af Kid Rock, og for at sige det med få ord, Blondes are just more fun. Se afsnittet fra den 10. december her.

Mona Sahlin fravælger Nobels latterlige priser for at gå til Bruce Springsteen-koncert. Hvor er det stort. Flere politikere som hende. Læs mere her.

Burger King eller McDonald’s? Her i Odense har der ikke været så meget at vælge mellem siden vi flyttede til byen, for da brændte Burger Kings eneste burgerbar i Odense nemlig ned. Nu åbner der nye igen, og så skal der vel spises burgere i stor stil. McDonald’s siger mig ikke meget længere, kun når jeg har tømmermænd, hvilket jeg desværre ikke har så tit, som da jeg var ung, lækker og glad for alkohol.

Gad vide om man bliver lykkeligere af Burger King. Jeg tror nogen gør. Jeg tror Søren Rasmussen gør, jeg husker i hvert fald en tur til Berlin i midt halvfemserne, hvor han længe havde glædet sig til at komme til denne storby, denne metropol og smage på storbyens fristelser. Da han så en Burger King blev han lykkelig og stormede derind og åd som et svin af whoppere, løgringe og andet godt. Somme tider drømmer jeg mig tilbage til de dage i Berlin, men det er en anden historie.

Så er Nana kommet hjem til Emilievej 24, og hun har taget sin mor med. Det betyder, at Aske og far ikke længere skal drøne på Odense Universitets Hospital med The Sandmen bankende ud af Toyotaens små fine højtalere – det er selvfølgelig lidt ærgeligt, men det er en pris man må betale, når man forøger familien.

Da Nana, Lene, Aske, Helmuth og undertegnede altså alle er på Emilievej, kan der godt opstå spændinger, højlydt klagesang og lige lovlig voldsomme slagscener. Derfor vil vi da opfordre det danske folk til at kigge forbi nummer 24 og underholde os om hverdagen ude i den virkelige verden. Ellers bliver det bare ble, mad, ble, mad, ble, mad og en anelse Jørgen Leths Det uperfekte menneske.

Nana kom til verden klokken 00.41 i dag den 7. december 2007. Hun er lige så smuk som sin far, men vejer ikke helt så meget. Hun er 52 centimeter lang og vejer 3.332 gram uden ble. Fødslen gik nemt og fint, og mor og datter ligger nu på Patienthotellet på OUH og hygger sig, mens far og storebror er hjemme på Emilievej sammen med Helmuth. Mere følger senere.

Aske er på vej til at blive storebror. Lene har fået veer og hjem er jeg kommet fra job. Der sker ikke så meget lige nu, ellers ville jeg nok ikke have turdet skrive dette indlæg. Vi snakkes ved verden, når vi ses igen.

Efter over 20 års tagen sig sammen, er det endelig lykkedes for mig at få billetter til en Bruce Springsteen-koncert. Den 29. juni vil undertegnede og min smukkeste ven Søren Rasmussen tage turen til København og se Bruce give den gas. Vi vil inden koncerten sikket gå på restaurant og spise god mad og drikke dejligt vin, og efter koncerten vil vi begive os ind i Københavns dystre og mørke indre for at snakke om livet, kærligheden, musik og hvem ved hvad. Jeg glæder mig Søren.

I går havde jeg jubilæum på mit helt og aldeles fantastiske arbejde. Jeg brugte nemlig min papirklips nummer 1.000 siden min start i Jobcenter Odense, så kom ikke og fortæl mig, at livet er meningsløst og grumt. Måske man skulle overveje om det man laver er det helt rigtige, om man kan have hjertet med sig på tur, når man bruger så mange klips.