I torsdags tog jeg mig den frihed at se to film, sådan bare fordi jeg havde lyst til det, anden grund var der såmænd ikke. Jeg startede med at se den tre timer lange director’s cut udgave af Betty Blue. Beatrice Dalle er stadig lige så smuk, fantastisk og splitterragende vidunderlig i rollen som Betty, men jeg ved ikke om filmen er blevet bedre af at blive en time længere. Umiddelbart nej, da det stadig er starten og slutningen, der holder allermest vand. Fantastisk, smuk og altafgørende blå.
Senere på dagen så jeg så den berygtede Irreversible, instrueret af fransk-argentineren Gaspar Noé, og hvilken film. Jeg er stadig i chok over så smuk, grum, forfærdelig og fuldstændigt uhørt ærlig denne film er. Filmen indeholder en af de værste scener nogensinde i filmhistorien, da den kvindelige hovedfigur Alex brutalt bliver voldtaget i en scene, hvor kameraføringen eller mangel på samme gør det hele uudholdeligt og ekstra grimt. Filmen handler om kærlighed, hævn og hvor ond denne verden til tider kan være. Se den, hvis du tør, men den er ikke for sarte sjæle.
