Henrik Christensen

Det er juletid. Jeg er alene i mit rækkehus. Her i de sidste dage af 2020 ser det ud til, at jeg muligvis har raget Covid-19 til mig. Jeg har symptomer, og jeg har været tæt på en smittet person. Jeg har tidligere på året haft symptomer, men der var jeg sikker på, at det ikke var Corona, men blot forkølelse. Det var også tilfældet. Denne gang er jeg dog i tvivl. Jeg hælder helt klart mest til, at jeg er smittet. Testen, jeg tog i går, viste sig at være inkonklusiv, så det var hverken en dreng eller en pige. I morgen skal jeg testes igen. Tænk, hvis jeg slutter 2020 med at få The Wuhan Flu. Så tæt på vaccinen og så tæt på juleaften. Det er skørt, men meget passende for 2020.

For mig har 2020 været et udmærket år. Jeg havde en kæreste i henved et halvt år. Hun var sød, men vi var ikke skabt til hinanden, så det gik ikke. Danmark har været lukket ned og været fyldt med afstand. Det har været ganske fint for en introvert type som mig, der ikke bryder sig om at stå i kø eller være alt for tæt på alt for mange mennesker. Liverpool vandt det engelske mesterskab efter 30 år uden et eneste af slagsen, og jeg er stadig ret så glad for mit job. Jeg tror ikke Covid-19 ender med at tage mig af dage, men mon ikke, det gør, at Lenes forældre ikke kan holde jul med Lene og ungerne, da de har været tæt på mig. Det er jo sådan det er.

Det er som om verden er ved at gå helt agurk i dårlige nyheder om præsidenter og pandemier og andre primitive handlinger. Det er Corona og Trump og krænkelser ud ad en lang lige landevej, hvor der for enden bare er en stor solid og grå mur. Imens drikker jeg kaffe og venter på den næste fodboldkamp. Kaffe med mælk men fra en stempelkande og noget finere end bare hurtigkaffe på pulver. Udenfor er det vintertid og bladene falder hurtigt af træerne, men ikke af min hæk. Hækken har lært, at den skal beholde bladene for at holde varmen i en vinter, der ikke er så kold, som den var engang. Kaffen er stadig varm, og det er meget godt.

Det er endnu engang blevet lørdag. Robotstøvsugeren overdøver fjernsynet, der ellers noget voldsomt viser formel 1. Jeg er i underhylere og t-shirt og hjemmesko fra Berlin. Udenfor skinner solen og en cykeltur lokker, men virker samtidig uoverskuelig og meget fjern. Jeg er fed og fyldt med weekend og ingen energi. Jeg prøver at ordne det med ordninger. Tømmer opvaskemaskine og rydder en anelse op. Ender ved computeren og går i stå. Rejser mig senere op igen. Ønsker at læse, men ender med telefon og TV og ingen hjemme. Det er en trummerum, og der er cykelløb i fjernsynet og trolde i skoven. På mandag skal vi på job igen.

Vi Lever
Nu
og her og der
i et forår
fyldt med politiske meninger
af knap så væsentlig betydning
og imens handler det meste
om mig
og ikke så meget dig
eller det “vi”, vi engang startede med
Jeg er
Mit navn er Henrik
Og jeg er decideret nedladende i min egen
vigtighed
Decideret storladende omvandrende vittighed

Med en alt for ung kasket

går jeg stille rundt og hader

den verden

der både indeholder et dig og et mig

En verden uden os

En kort besked

på en lettere smadret telefon

i klichéfyldt regnvejr

på vej mod

og igennem

men ikke med nogen

kun noget

i form af en lidt for ung kasket

og ret så blå cykel

Det er torsdag og alt er stille. Uanset hvor man lytter hen er der tyst. Det burde måske ikke være sådan, men det er det. Det er et vilkår. Et af livets vilkår. Det er også blevet efterår og koldt og tid til handsker og lange bukser. Sådan går det hvert år.

Det er sommertid og folket holder ferie. Vi spiser mad fra gasgrill, rejser verden rundt og bader og nyder og elsker og alt er så godt, som det overhovedet kan blive. Når vi bliver til et jeg kan alt ændre sig og sommertiden bliver som julen et helvede på jord. Værre end julen, der dog kun er et par dage, er sommerferien i flere uger. Flere ugers ensomhed og selskab kun med egne tanker. Tanker, der går fra at være useriøse drømmende planer om en god ferie til at handle om, hvilket træ i skoven man skal hænge sin løkke og sig selv. Det er rædderligt. Det er så ubehageligt og fylder mig med had og bitterhed. Jeg hader alt og alle og glædes kun, når andre fejler. Død og helvede. Død. Sort sommer.

Bruce er kommet med en ny plade, men jeg har ikke hørt den. Teksterne skulle ellers cirkle om enlige mænd og deres udfordringer og livet og sådan. Pladen har dog ikke fået så gode anmeldelser, så jeg er lidt nervøs for at sætte den på anlægget. I stedet har jeg hørt en del Rammstein. Det er godt og renser så godt ud. Om lidt vil jeg sætte Bruce på og håbe på, at teksterne kan redde mig og mit liv….. eller noget.