Henrik Christensen

Fredag sluttede med et møde med cheferne fra de små sundhedsuddannelser. Vi skulle præsentere vores nye afdeling og vores nye ideer om brug af teknologi i undervisning. Under mødet tog en af cheferne ordet. Man skal heller ikke glemme de uformelle møder i kaffestuen og til frokoster. Efter Henrik er kommet herud har vores afdeling rykket os markant og vi har ændret vores tænkning om undervisning. Og så fortsatte lige et par minutters ros ros og atter ros af undertegnede. Så sad man så der og labbede det hele i sig.

Det kan betale sig at drikke kaffe og sludre og være venlig 🙂

Det var rart.

Nu er det lørdag. Aske spiller WII, Nana computer og jeg er bare ikke kommet i gang. Vi lørdagssumper mens fruen er i Kbh. Det er rart.

Jeg håber at komme ud og cykle lidt i dag. Jeg vil gerne teste om mine nye handsker er så varme som jeg tror de er.

Ingen TV unger. Sådan var meldingen i dag. Alt for ofte ender vi på sofaen med ligegyldigt lort smidt i hovedet på os. I dag var det anderledes. Og det var kun godt. Aske og far fik købt ting til akvariet. Vi fik renset akvariet. Vi hyggede big time. At far så nappede et afsnit af Breaking Bad efter ungerne var puttet, snakker vi ikke om.

Og så tyder noget på, at mine nye stoffer virker. Jeg kan falde i søvn om aftenen. Jeg kan sove otte timer i træk. Det er crazzzzzzzzzy. Bevares jeg er noget svimmel til tider, men energien stiger sgu med at man kan sove godt.

Og så er jeg ved at være færdig med Open, André Agassis biografi. Den er god. Det er godt. We are alive synger Bruce i mine ører i dette øjeblik.

Sendt via Blogsy

Jeg kunne godt lide Lance Armstrong, da han cyklede. Der var noget sejt og uovervindeligt over ham. Han blev en ung verdensmester i øsende regnvejr i Oslo og jeg forudsagde at han ville vinde Tour de France. Det gjorde ham også. Hele syv gange stod han øverst på skamlen efter tre ugers cykling rundt i Frankrig. Men hvad med det der doping? Tjah han blev aldrig nappet og alle andre var jo også dopede. Lance var stadig den bedste. Men så læste jeg Tyler Hamiltons bog og alt ændrede sig. Lance fremstod pludseligt som et grimt magtmenneske, der korrumperede cykelsporten og manipulerede med alt og alle. Nu har jeg mistet alt for cyklisten fra Texas.

Torsdag nat er der tv med Lance. Han bliver interviewet af selveste moderen af dårlig amerikansk følepøletv Oprah, og det lugter langt væk af et erkendelses interview. Det skal ses. Spørgsmålet er bare om jeg skal stå op midt om natten og se det, eller om jeg skal spille cool og vente? Et interessant og vitalt spørgsmål i denne åh så moderne verden.

Sendt via Blogsy

Det siger sig selv, at man ikke bare kan lave en Ole Jastrau. Man må kæmpe imod. Det er ikke noget, jeg er så satans god til. Så må andre træde til. Lene fik mig til læge i går. Lægen vil gerne hjælpe, og vil gerne give stoffer. Det er godt. Det eneste jeg tror på er stoffer. Så her er aftenens indtag. Nu venter vi bare på at hovedet bliver let og tankerne forsvinder, så søvnen kan gøre sit helt aldeles fantastiske indtog. Drømte sygt meget i nat. Var både på en strand med gamle venner, i en lejlighed med gamle psykopatiske kærester på speed og på vej i rasende fart for at nå til skoletandlægen. Jeg havde kun 10 minutter og jeg skulle helt fra Tranbjerg til toppen af Ringgaden og jeg var jo for filan da på cykel. Det er svært at nå, selv for Cancellara.

Sendt via Blogsy