Henrik Christensen

Det er jo ikke kun skidt. I nat kunne jeg ikke sove, så jeg så en af verdens bedste film. Da jeg var en dreng, var jeg en af de sidste, der så den i biografen. Jeg fik hele filmen genfortalt af Anton en dag vi sad og legede med LEGO i fritteren. Siden så jeg den i biffen to gange. I nat lejede jeg den i HD via ITunes. Det var noget andet end at se den i bio til Christers 9 års fødselsdag.

Sendt via Blogsy

Det var så det liv. Eller var det?

For år tilbage spillede jeg fodbold flere gange om ugen. Jeg så fodbold på pub. Jeg gik i byen og i biografen. Nu gør jeg intet. Jeg orker intet. Jeg passer mit job og cykler i ny og næ. Ellers ligger jeg på sofaen eller i sengen. Kigger ind i en væg. Eller en IPad. Eller andet meningsløst. Bøger læser jeg heller ikke.

Gad vide om jeg var glad engang. Gad vide om jeg engang ikke bare havde lyst til at slukke på knappen og sige bye bye?

Nu har jeg givet op. Jeg bryder mig ikke længere om andre mennesker. Jeg er 39 år gammel. Bitter og fremmedgjort. Ville nok have det bedst som eneboer et sted, hvor man kunne cykle og ingen behøvede høre på mit forbandede vrøvl.

Nu er der film med Tom Cruise i mit tv. Han er hurtig og dygtig og agent. Mig jeg er syg og et pisse svagt menneske.

Nummer 1 i UK denne jul. Sådan. Justice for the 96.

Sendt via Blogsy

Så er det også ved at blive jul for Ebenezer Scrooge. Tog forbi job i dag på trods af omsorgsdag og sygdom. På jobbet spiste jeg frokost med Stina, som er en fantastisk kollega. Så hentede jeg min nye arbejdstelefon, en IPhone 5. Så stod der to flasker vin og et gavekort til bog og ide på mit skrivebord. Så ønskede jeg kollegaer god jul og kørte hjem.

I postkassen hjemme lå en ny kontrakt på fastansættelse i UCL og lønstigning.

Så hentede jeg søde unger. Vi gik en lille tur med Helmuth på Stige Ø. Nu er vi hjemme. Vi hygger, mens Lene er til julefrokost.

Måske den sure mand ender med at komme i julehumør. Jeg glæder mig i hvert fald til at se julekalender. Den er nemlig god. Vera Grus er intet mindre end vidunderlig.

Optimismen: Det er godt at Nana og Henrik er syge nu. Så er de jo raske og friske juleaften.

Pessimisten: Aske og Lene er ikke syge. Det kommer nok i weekenden og varer julen over.

Man kan gøre sig mangt et spændende tankeeksperiment når man drikker urtete, har ondt i krydderen og datter er gået omkuld på sofaen.

Ondt i kroppen, ondt i hovedet, hostende og feber. Det er ikke fedt at være syg. Nana er ved at være rask, men papa er nede. Influenza er sgu noget underligt noget.

Så blev det da weekend. Og Nana blev syg og jeg fik løbet og jeg fik cyklet og nu er jeg også ved at blive syg.

Til gengæld glæder jeg mig over årets julekalender. Troede aldrig jeg ville sige noget sådant igen. Eller overhovedet. Men jeg er vild med julestjerner og specielt Vera Grus. Hun er vidunderlig. Og så drikker hun likør.

Liverpool fik bank på hjemmebane. Tjahhhhh. Det er jo ikke min skyld, alligevel gør det lidt ondt. Det gjorde det også, da jeg væltede på cyklen i dag og fik mig et trælår på min lægmuskel. Hedder det så en lammer? Eller en trælæg? Det gør nas, men så mærker man, at man har været i gang.

Tidligere i dag tweetede Chris Anker Sørensen dette billede. Det kan jeg lide.

“Jeg har en kanin og den kan lide at hoppe”, sådan synger Jack White i Intimate Secretary. Det er ikke altid de vildeste tekster, der kommer ud af Whites mund, men jeg synes sgu altid han holder.

Jeg har en pige og hun kan lide at shoppe. Det er sjovt og godt.

God weekend.

Planen var at cykle et par ture. I stedet er man tømmermandsramt på andet døgn og sneen vælter ned. En hyggelig julefrokost koster minimum to dage. Arggghhhh. The Raconteurs lyder nu i stuen og måske er det alligevel stoppet med at sne. Måske der er håb forude. Jack White er min ven for tiden.