Det er den tid på året. Det er hvidt. Det er mørkt. Det er koldt, men fødderne stinker af gammel sved og under armene hænger dages tør arbejdsluft og venter på at komme ud. Kulturministre kommer og går. Solbærsaften strider i stride stribede strømme som skibe i natten. Jul er det sikkert også. Ensomheden forsvinder som dug for den kolde sol, der gik ud i forfjor, når rocken flyder som solbærsaften og ligegyldige episoder på P3 og 4 og 5 og 6. Jeg er en junkie inden mit næste fix. Alene i det kolde rum. Oslo 31. august. White Stripes. I just don’t know what to do with myself. Me myself and fucking eye.
Da jeg tidligt på året startede på Min kamp nummer 6, var mit mål, at den skulle læses færdig i 2012. Det når jeg ikke. Det lange afsnit om Celan tog mig vel nærmest 4 måneder at komme igennem. Digtanalyse har aldrig helt været mig. Jeg har godt nok haft en del af det på uni, men mange om ikke alle timer gik med at skrive mulige holdopstillinger for Liverpool i mine noteark. Nu er jeg forbi Celan og Knausgård skriver nu om Hitler. Det er faktisk ret godt og uhyre interessant. Min Kamp og Mein Kampf. Hvordan var Hitler som menneske? Det må man normalt ikke skrive om. Hitler er jo ondskaben selv. Men selv bag ondskaben findes et menneske. Samme gælder Anders Breivik og andre massemordere. Spørgsmålet er så om vi skal prøve at forstå dem. Eller bare forbande dem. Jeg tror Knausgård tænker, at før vi forstår dem, kan vi heller ikke undgå dem. Det er i hvert fald interessant at læse om Hitlers generthed over for piger og hans manglende mod i forhold til andre ting. Hvis Hitler ikke var blevet Hitler havde dette ikke været interessant. Men det gjorde han. Hitler og nazismen er skræmmende og interesant på en og samme tid. I Cannes i år hørte man Lars von Trier snakke om personen Hitler. Det fik Trier tæsk for. Knausgård har endnu ikke fået tæsk for det med Hitler. Had vide om han gør det, jeg håber det ikke.
Bare træt og det er vinter. Vejret er fint. Det er faktisk skønt og solen skinner. Eller den gjorde det i hvert fald, da den var oppe. Nu er den nede og natten er over os. Jeg vil snart sove. Ved siden af mig ligger Aske. Han er en speciel lille dreng. Jeg er til tider lidt nervøs for, hvordan det vil gå ham. Nana er jeg ikke så nervøs for. Gad vide om Aske en dag vil læse dette og tænke over det. Eller om bloggen til den tid vil være gået tabt. Havde jeg nu skrevet en bog, kunne han have fået den. Nu skriver jeg i stedet en blog, men måske man skulle overveje at hente ned og printe ud. Bare for en sikkerheds skyld.
Min far skrev engang en bog om sit eget liv. Den blev nu aldrig udgivet og det var heller ikke meningen. Den var bare nogle ark i en mappe. Jeg ville gerne skrive dem rene og lave dem som en bog, men jeg fik det aldrig gjort. Jeg fik ej heller læst bogen. Jeg græd simpelthen for meget, når jeg forsøgte. Den ligger nu hos min bror Klaus. En dag vil jeg læse den. Det er snart 5 år siden min far døde. Det er snart 5 år siden Nana blev født. Jeg er her endnu. Jeg er lige her.
Jeg har set tre amerikanske komedier de seneste tre aftener. Søndag aften var det den fjollede 70’er pastiche Anchorman med Will Ferrell i hovedrollen. Stilen er den samme som Beastie Boys brugte i deres video til nummeret Sabotage. Den video var sjov. Anchorman var bare fjollet. Jeg tror nok ungdommen er ret vilde med Will Ferrell. Jeg kedede mig bare lidt.
Mandag var det Chevy Chase i Fars fede juleferie. Det er vist nok den tredje i rækken af feriefilm med familien Griswold. De to første er meget fjollede og 80’er-sjove. Juleferien er dog ikke særlig sjov, og nok ikke fjollet nok. Jeg kedede mig også. Æv. Er ellers en sucker for amerikanske komedier fra 80’erne.
I aften tog jeg så chancen igen. Denne gang med en komedie, der nok ikke engang var en komedie. Jim Jarmusch’s Broken Flowers med Bill Murray i hovedrollen blev set og det var sgu en fryd. Murray er jo også en 80’er-helt af de store. Han er en fantastisk type og jeg vil altid elske ham for Groundhog Day, Lost in translation og nu også Broken Flowers. En underlig historie om en mand, der prøver at finde en søn ham måske har. Og det hele starter med et lyserødt brev. En detektivkomedie, der hverken er detektiv eller komedie. Det er en piv god film, som hermed anbefales.
Når nu man ikke kan skrive så meget, fordi der er så meget, at man ikke kan få det ned på skrift. Når nu fars fede juleferie ikke er så god som man troede. Når nu det alligevel snart er jul. Så er her et billede.
Jeg har hørt sangen i det elektriske barometer. Jeg kører i Stereo Studiet for at købe pladen, men sangen er slet ikke på. Jeg elsker dog pladen alligevel. Jeg drak meget dengang. Jeg havde det ikke godt. Jeg var meget fremmed over for verden. Jeg ved ikke, hvor meget bedre det er blevet, men jeg er da blevet ældre. Musikken elsker jeg stadigvæk.
Sendt via Blogsy
