Henrik Christensen

Alene. På et hotelværelse i et andet land. Er jeg blevet min far? Jeg er blevet min far. Min far er død. Jeg er levende. Ingen glæde – kun det mørkeste sind.

At være den der bare er og står op og kommer i gang. Tænk ikke på at være det modsatte og ramt af den ultimative tristesse.

I dag sender jeg en pæn hilsen til personen, der opfandt cykelhjelmen. Vi var to af sted i vådt føre. På vej over en lille bro bremser Niels. Det må man ikke på en våd og glat bro. Han styrter. Jeg bremser også i et desperat forsøg på at undgå ham. Det lykkedes, men jeg slår smut nedad broen og rammer hovedet i det våde grus, da mit styrt stopper. Det blev til lidt skrammer og blå mærker. Så ved man, at man lever. I morgen skal jeg sikkert ud igen. Jeg har ikke det store imod smerte. I hvert fald ikke den fysiske.

Jeg hører 13 hele tiden. Blurs fantastiske plade fra 1999, tror jeg nok det var. Den er både smuk og rå. Noget anderledes end det fine pop de ellers leverede. Albarn med kærestesorger og Coxon på et trip af alkohol og rå guitarlyd. Coxon synger også på flere a numrene. Det er stort. Yndlingsnummeret er og bliver Trimm Trabb. Trimm Trabb er kondisko fra Adidas. I sleep alone. All the losers on the piss again. Det er så råt og så fedt. Nu er Blur blevet gendannet. Jeg så dem på Roskilde i forbindelse med 13-turneen. Jeg var syg og brugte mine sidste penge på øl. Jeg elskede Blur den dag. Mange af de andre på pladsen den dag var vist skuffede. Blur var jo ikke Blur.

Sendt via Blogsy

Der findes et helt blogunivers i dette land, som jeg næsten ikke kender til. Blogs, hvor kvinder skriver ligegyldige ting om ligegyldige ting til andre kvinder. Det var vel disse blogs som bitterfissen i sin tid udstillede. De har mange læsere. Det er skræmmende.

Jeg er bare en bitter halvgammel skabstosse, som heldigvis ikke har så mange læsere. Og hvorfor skulle jeg også have det. Min weekend gik med at gå tidligt i seng fredag, arbejde lidt lørdag, løbe lidt lørdag og så ellers sove resten af weekenden væk for at opretholde en nogenlunde søvnbalance. Nu er det søndag aften og jeg er ved at være frisk. Tjahhh og Well.

Jeg græder fordi livet er så forbandet flygtigt. Jeg griner fordi der findes så mange smukke mennesker. Og jeg er her bare. Ensom blandt mennesker. Hadende semismarte konsulenter med ligegyldige meninger om ligegyldige trends. Elskende smukke mennesker, der lever uden for tidens ideal om slim fit fucking glatbarberet her der og alle vegne. Jeg flyver hen til stedet hvor peberet gror. Her vil jeg nøjes med at føle min behårede krop langt fra spejle og audiovisuelle signaler om alt og absolut intet. Jeg vil elske og dele ud til dem, der kommer forbi. Ensom blandt mennesker. På en sofa i en lille by skrivende på en iPad er livets realiteter så forbandet langt væk, at det nærmest er komisk.

Sendt via Blogsy

Man må ikke længere skælde børn ud i børnehaverne. Må forældre skælde deres egen yngel ud? Jeg kender ikke reglerne, men for filan, hvor er det dog svært altid bare at være overbærende, når man får smidt lort i hovedet. På en søndag, hvor Lene er taget til Istanbul og jeg går og rydder op er lunten måske ej heller så lang. Aske gik rundt i stuen og spiste knækbrød og krummede over det hele. Jeg bad ham spise over en tallerken, men han ignorerede mig indtil jeg skruede op for volumen. Så satte han sig ned, kiggede på mig og sagde dumme lortefar. Arghhhhhh. Man indretter hele sit liv efter sine unger og så får man lort i hovedet. Bevares det er for det meste godt og fryd og gammen. Men nogle gange. Arrrrgggggghhhhhhh.

Nå nu vil jeg lokke dem med ud i det gode vejr og se nogle hurtige løbere løbe Marathon. Og så skal vi hjem. Og så skal far se fodbold og cykelløb. Så må ungerne gøre, hvad de har lyst til.

Min arbejdstelefon ringede i dag. Det gør den ofte, når jeg er på arbejde. Det er vel meget fair. Det var hemmeligt nummer. Jeg tog den og sagde mit sædvanlige “det er Henrik”. Der var stille i den anden ende. Jeg gentog. Det var kollega Stina. “Du lyder ikke sim dig selv”, sagde hun. “Du lyder voksen”. Det var sjovt. Jeg er glad for at mine kollegaer ikke ser mig som speciel voksen.