Henrik Christensen

Jeg har det noget ambivalent med Roskilde Festival. På den ene side repræsenterer den alt det, jeg står får. På den anden side er det bare alt alt for meget. Jeg elsker musik, og jeg elsker det skæve. Jeg er dog ikke vild med der forfald man oplever. Jeg elsker en kold øl og gode venner, men jeg hader lugten af lort fra overfyldte toiletter. Jeg hader også lugten af hash. Folk må ryge alt det tjald, de har lyst til, men jeg kan bare ikke snuppe lugten.

Jeg elsker at folk er frie og lidt vilde, men når det bliver et mål i sig selv bliver jeg sgu træt. Jeg er som jeg er, og hvis jeg er grå og kedelig, så lad mig dog være det.

Roskilde er på en vis et modspil til det etablerede samfund. På den anden side er det et eksmpel på, hvordan vi har brug for civilisation for at overleve. Folk sviner jo helt helt helt vildt på Roskilde og der er forventninger om at ens affald samles op af frivillige eller romaer på pantjagt. Og det er måske fint nok.

Jeg aner ikke om jeg kommer til Roskilde igen. Hvis jeg gør bliver med dobbeltheden i baghovedet og et trods alt positivt syn på musik og mennesker.

Vi var på Roskilde i går, og det var en fest. Jeg var ikke i topform og nok ikke helt feberfri, men en dejlig dag blev det. Sønne, Louise, Anne, Kim, Carl-Jørn, Lars, Ulrik og mange flere i festivalland med lille mig. Vi hyggede og så ikke så meget musik, men hygge og snak er sgisme også vigtigt, når man ikke ser hinanden så ofte. Søren gik glip af Low Anthem og jeg gik glip af The Roots, men vi så Bossen, og det var det vigtigste. Vi nåede også toget hjem efter en flot spurt ad landevejen til Roskilde.
Bruce spillede tre timer og min krop var ikke til dans og øl, men hold da op en koncert. E-Street band er verdens mest hårdtabejdende band, og de accepterer ikke slendrian og stilstand. De gav den gas og gav Roskild et brag af en koncert. Alt var godt. Og så kan Bruce bare noget med følelser. Man bliver vred med ham, man bliver ked, skuffet, glad og euforisk. Og da han sluttede med Twist and shout blev alle vist bare godt og grundigt glade i låget. Tak til Bruce og band. I er noget ud over det ordinære. I er verdens bedste rockband.

Badet i sved og med snot rendende ud af næsen, slim ud af munden og med ondt i halsen. Sådan er fredagen forløbet. Jeg stod op klokken 6.30. Man skal jo på job. Man kan jo ikke forsvare at tage til Bruce om lørdagen, his man ikke kan jobbe om fredagen. Kl. 6.45 resignerede jeg og vendte tilbage til sengen efter at have sendt en sygemelding til bossen. Og her ligger jeg stadig. Om 10 og en halv time kører toget mod Roskilde, og jeg skal nok komme med. Måske ikke som den største partigris i det danske land, men så som en stille midaldrende mand med snotklude i lommen. Lige nu drikker jeg endnu en panodil hot, så jeg kan falde i søvn igen, og så er det bare at håbe, at natten klarer resten. Sørgelig ser jeg i hvert fald ud.

Nå vi varmer lige lidt op. Der er kun tre dage til Søren, Kim, Louise, Anne og jeg tager til Roskilde, hvor vi skal se Bruuuuuuuce. Det bliver en fest. Håber jeg møder andre gode mennesker på min vej.

Sendt via Blogsy

Min computer døde i dag. Det er altid træls, da der jo ligger mange fine ting på sådan en. Men da jeg så skulle prøve at redde den, kom jeg til at slette indholdet på en ekstern harddisk også. Det var ikke smart, men det kan genskabes. I morgen kommer en ny harddisk og så prøver vi at se om det ikke bare er det, der var problemet. Det er noget musik og nogle dokumenter og nogle billeder, der er gået tabt. Det går nok. Og så bliver man nu glad for Googles picasa, for dropbox og for icloud. Jeg har heldigvis en del liggende i skyen, og indtil videre er det altså en smart løsning.

Men så gik mandagen da med det.

I går var Lene og jeg til Ninas 40-års fødselsdagsfest. Det var en fantastisk fest, og vi dansede sgu natten lang og natten væk. Da jeg endelig kom i seng, havde solen været fremme et stykke tid. Vi er trods tømmermænd og træthed helt høje over festen. Så mange søde mennesker og et værtspar, som jeg holder mere og mere af som tiden går.

Jeg er ikke længere medlem af det radikale venstre. Jeg glemte at betale og så blev jeg meldt ud. Det er fair og meget fint. Jeg er så helt vildt i tvivl om politik for tiden. Det var nemmere for 20 år siden. Nu er jeg bare i tvivl. Hmmmm. Måske man skulle gå imod strømmen og stemme SF næste gang. Måske ikke.

Ellers er det vel bare weekend og regnvejr. Og om lidt vil jeg se anden del af woodstockdokumentaren, hvis den stadig ligger på dr.dk/nu. Det skal den gøre.

Sendt via Blogsy

Det føles som et nyt job, men jeg har bare skiftet arbejdssted. Jeg har fået mit eget skrivebord og blevet en del af afdelingen. Det er rart. Det betyder også, at jeg får lavet mere og er en gladere mand.

Og så havde jeg i går endnu engang fornøjelsen af det fine lille band No direction home, der giver den med Dylansange og god karma. De var gode gode gode og rare at se på dertil. Jensen synger og spiller så fint, og jeg glæder mig allerede til næste gang de spiller Bob.

Og så er der den der skattereform. Jeg er sgu så forbandet i tvivl om politik. På den ene side er der Henrik, der hylder brede forlig og på den anden side er der kommunisten, der mener kapitalismen har spillet fallit. Det ene øjeblik er jeg radikal og det næste er jeg meget venstreorienteret. Jeg kan bare ikke blive enig med mig selv. Arghhh. Men derudover synes jeg på en eller anden måde, at det er fedt, at der er gået lidt rav i den. Enhedslisten er nok sure, men burde vende det til egen fordel i kommende finanslovsforhandlinger. Vi får se.

Og så er jeg begyndt at læse krimier. Eller i hvert fald en. Nordmosen af en islænding. Det kan jeg lide.

Det er ikke så godt at hade verden. Det fortalte min kone mig i går, så det holder jeg lige en pause med.

Jeg har fået nyt arbejdssted, da vores afdeling er flyttet. Det betyder et skrivebord og et markant federe arbejdssted. For første gang længe har jeg faktisk en følelse af at glæde mig til at komme på job. Det er skørt.

England var heldige i går. De er irriterende at se på. Det er også irriterende at Rooney løber med al omtale, når det nu igen var Gerrard, der var Englands klart bedste spiller. Jeg holder bestemt ikke med England, men jeg kunne gidt unde den kære Stevie G en titel.