Henrik Christensen

I toget efter endnu en kamp

Tog chancen. Tog toget til vores kære hovedstad for at se Liverpool spille finale mod Chelsea. Altså ikke sådan live, men sammen med nogle rare mennesker i en fin lejlighed. Det var hyggeligt og godt. Vi spiste mad på en bar og så havde vi fodboldquiz og så så vi fodboldkamp. Mit hold vandt quizzen, men mit hold tabte desværre også fodboldskampen. De onde vandt. Det gør de tit og nu er vi alle klar til at sælge hele holdet og købe et nyt. Sådan er det altid, når man taber. Men det sker nok ikke, og det hele går nok alligevel. Nu er jeg så på vej hjem til smuk kone, søde børn og larmende hund. Det er rart.

På mandag skal jeg på job. Det går nok også fint nok. Der er dog noget meget rart over at det rent faktisk kun er søndag i morgen. Næste søndag står den på cykelmotionsløb. Det bliver godt og hårdt.

Hvil i fred MCA

Det er helt OK

Du er god nok

Det er i orden. Du er god nok. Det er i orden. Sådan skal jeg tænke, så får jeg det bedre, så det vil jeg gøre.

Cyklede 60 km efter job. Tjek og det var godt nok. Var på job og satte gang i et par ting. Tjek – godt nok. Legede ordleg med unger. Tjek. Så fjernsyn, både godt (kampen om indvandringen) og skidt (noget med nogle elendige standuppere). Godt nok.

På lørdag spiller Liverpool FA-cup finale. Nederlag er ikke godt nok og tjek. Den kamp skal vindes. Vi er the good guys og Chelski er evil bastards. Det er Frodo mod Sauron, Johanne Smidt mod Pia K og så videre. Kom så de røde.

Nu vil jeg gå i seng. Måske læser jeg lidt. Måske sover jeg bare. Alt er OK og godt nok.

Mandag og job

Så er det blevet mandag igen, og trods det at man kan besejre Teide, kan det åbenbart være sværere at arbejde. I dag arbejder jeg hjemme. Det er OK, for jeg blev besejret af angst i morges. Den satans angst, hvor kommer den fra? Det er jo lige meget med det arbejde. Det er jo bare penge.

Jeg er kommet i gang med Min Kamp igen og den har fået mig til at tænke over penge og livet. Jeg er som så mange danskere blevet bange for at miste mit job. For hvis jeg gør det, så mister jeg også min computer, mit internet og min fyrstelige løn. Men det giver jo ingen mening. Det er jo lige meget. Det kan godt være, at jeg så for en stund ikke har en Macbook Pro, hvor jeg kan lave film på, men så kan jeg stadig bruge min gamle Macbook og Imovie. Man udsætter sig selv for vækst konstant. Hvorfor går man ikke den anden vej. Hvorfor ikke nøjes med og i stedet leve med det man har. Det vil jeg til at fokusere noget mere på. Ikke at forstå, at der går totalt Carpe Diem og Robin Williams i den, men det gør altså ikke noget hvilken computer jeg har, hvilken cykel jeg har eller hvilket TV jeg har. Det jeg har nu, er jo godt nok, så der er ingen grund til at ville have mere. Man skal huske at fæstne blikket siger præsten da Knausgaards far blev begravet. Det glemmer jeg tit. Fæstne blikket på det man har, det man kan og det man vil. Ikke stå til fals for det man ikke har. Hvis man hele tiden er bange for at tabe, vinder man jo heller aldrig. Bla bla bla og banal pladderhumanisme måske, men så fik jeg da lidt ud af det selv. Det er det gode ved at have sin egen blog. Det triste er at alle andre kan læse ens meninger og latterlige tanker, men det må man leve med. Det vil jeg leve med. For nu fæstner jeg fanderme blikket.

Så kom vi alligevel hjem

Man er træt efter sådan en dejlig ferie. Godt det kun er fredag, for jeg er træt som et alderdomshjem og rød som den rødeste krebs på min lille tykke mave. Der var nemlig skyfrit i går, og så sad jeg jo lige ved poolen og læste lidt Knausgaard. Det var alletiders, men hold da fest, hvor den sol dog brændte mit flæsk. Skidt og pyt og alle tiders ferieminder. Desværre blev Lise og Esther syge, men jeg syntes nu vi havde en dejlig dejlig tur.

I morgen vil jeg slå græs, og søndag vil jeg cykle en tur. Mandag vil jeg gå på job. Tirsdag er stadig et mysterium af de helt store.

Vi kommer ikke hjem

Hvor er her dog dejligt. Tænk, at vi bor i Simon Spies’ gamle sommerhus, spiser dejlig mad, cykler op ad Teide og drikker lidt vino, når det kommer over os. Jeg gider ikke hjem. Det her er bare federe. Jeg håber at vejret er godt i Danmark, når vi vender tilbage. Jeg håber mit arbejde bliver sjovt. Jeg håber på gode stunder.

Inden vi tog af sted var jeg i øvrigt til koncert med både Manics og Allan Olsen Trio. Ikke på samme tid, men inden for tre dage. Begge koncerter var sgu storartede. Manics gav den pedal og Allan O. var dyb og sjov i to og en halv time.

Vi ses i DK. Håber I har opført jer pænt.

Bjerg Teide

I går besluttede jeg mig for at køre op ad Teide. Jeg vidste ikke helt, hvor langt, der var op, kun at det ikke var under 30 km. Min tur op blev på 35 km, og det var pisse pisse hårdt. Jeg er på ingen måde bygget til at køre i bjerge. Jeg er alt for tung, men jeg tog turen alligevel. Efter ni km havde jeg faktisk opgivet. Det var for hårdt og for stejlt for min tunge krop. Jeg holdt i vejsiden og tænkte pis. Jeg besluttede mig for lige at tage lidt længere på min færd, og så vende om, når der var helt udsolgt. Jeg kunne jo altid vende cyklen og trille hele vejen hjem. Jeg kom dog ind i en rytme. En langsom rytme. Jeg holdt mine pauser og arbejdede mig langsomt op. Efter 17 km kom jeg til den sidste by. Derfra var der ingenting. Kun et bjerg en vej og lille mig. Og såmgik det i langsomt tempo gennem skyerne og op til El Portillo og informationscenter for Teide. Solen skinnede smukt over skyerne og jeg nød en sandwich og en cola. Jeg kunne have fortsat, men på det tidspunkt havde jeg cyklet i 3 timer og 17 minutter og besluttede mig for at køre ned igen, og ikke køre langs det fladere plateau på toppen. Skyerne var blevet tættere og til tider kunne jeg kun se 10 meter frem. Det var iskoldt, men jeg skulle bare videre. Under skyerne blev det varmere og jeg drønede af sted ned mod familien og hyggen. Da jeg kom hjem havde jeg cyklet 70 km og brugt over 4 timer på det. Det var skørt, hårdt og helt vildt flot. Det næste bjerg jeg skal køre opad behøver dog ikke være helt så langt 🙂

Sydpå

Så er vi sgu kommet sydpå, og det er super duper fantastisk. Med søde og dejlige svigerinder og unger, der til tider opfører sig som de skal.

Status er, at jeg har bakket vores store flotte minibus ind i en anden bil, og med selvrisiko kommer det til at koste en hel del skejser, men de andre tager det finere end mig. Jeg var sur og lidt stresset og så mig ikke for – den lektie er så lært.

Vi har lejet cykler. Teide ser skræmmende ud, men jeg vil op. Man kører ikke bare over trægrænsen, men også over skyerne. Det skulle være helt fantastisk at komme over skyerne op i solen. Det bliver hårdt, men jeg er klar.

Vejret er ikke sol og sommer, men mere skyer og sommeragtigt. Det er OK for mig, for jeg nyder selskabet helt enormt og glæder mig til resten af ugen. Skulle jeg komme op på Teide, kommer alle folk i hele verden til at høre om det. Om de vil det eller ej.