Henrik Christensen

Så fandt hr. og fru Odense ud af, at man ikke må flyve, hvis man har skoldkopper. Nana har skoldkopper og vi skal på ferie på fredag. I morgen må vi til læge og se om hun stadig smitter. Hvis hun gør det, er der ikke andet at gøre end at blive hjemme. Det er, hvad der sker. Det ved jeg. Men for helvede, hvor har vi set frem til denne ferie. Hvis ikke vi får lov til at flyve med den lille pige, så bliver jeg sgu bitter. Ikke sur eller vred. Jeg bliver bitter som grape. Kryds fingre for at Nana ikke smitter mere.

Det er så ufatteligt latterligt. Jeg æder mine fucking piller, jeg dyrker hulens masse motion, jeg drikker stort set ikke alkohol og jeg har et dejligt hjem. Jeg synes, jeg gør alt det rigtige. Og alligevel bum, så kommer depression og stress snigende. Udadtil smilende og charmerende. Indadtil et helvede af dæmoner og pis og lort. Det er latterligt, og det er ikke fair. Det er fanderme ikke fair på nogen måde. Sygemeldt igen og der er ikke lige udsigt til comeback. Pis og lort ærlig talt.

Nu vil jeg prøve om jeg kan komme i gang med min kamp nummer seks igen. Så kan sygedage, da bruges til noget. Min koncentrationsevne er dog ikke helt i top om man så må sige.

Alene med ungerne uden overskud. Dagen bliver laaaang og ungerne får set alt for meget tv. Overvejer både det ene og det andet. Sige op? Droppe medicin, der alligevel ikke virker? Give op? Drikke sig fra sans og samling? Jeg elsker sgu mine børn, men når det eneste man har lyst til, er at cykle en lang tur alene, så er det sgu ikke kun lykken med perleplader, lille nørd, rugbrødsmadder og den konstante spørgen. Jeg ved ikke, hvad morgendagen bringer, men det må sgu godt være bedre end det her.

Det er dejligt at slappe af. Vejret er koldt, men også flot med sol og kulde. Den lille dreng har fået skoldkopper. Det er ikke så rart, men det går nok. Det hat det jo gjort for alle andre børn. Og da jeg var barn fik man fire børnesygdomme. Nu bliver man vaccineret mod de tre. Gad vide, hvorfor skoldkopper stadig er på programmet? Der er så meget man ikke ved.

Jeg længes efter at aflevere et færdigt produkt. En bog, en film eller en samling af et eller andet. Der er så meget proces og så lidt produkt. Bloggen er en lang proces. Her er processen også produktet. Men det er som om, der mangler en målstreg. På samme måde med cykling. Jeg træner flere gange om ugen, men det er motionsløbene, der er produktet. I år bliver det Grejsdalsløbet, Odense – Kbh og forhåbentlig en tur til toppen af Teide. Men jeg er jo ikke rigtig cykelrytter. Jeg er heller ikke forfatter, selvom jeg i snart ni år har skrevet blog. Jeg er heller ikke fotograf, selvom jeg tager billeder hele tiden. Og jeg er heller ikke filminstruktør, selvom jeg laver små film året rundt. Det hele er proces. For at blive noget skal man kunne levere et produkt. En bog, en film eller en deltagelse i et cykelløb. Jeg har tanker om det hele, men aldrig kommet så vidt. Det kommer nok en dag.

Var på besøg hos Hans og Kirsten i går. Hans og jeg cyklede en tur på lidt over 50 km med fire hårde bakker. Det blæste som ind i helvede. Når det stiger over 10 % og man samtidig får vinden lige i smasken, så mister man troen på at man kommer op over. Det gør man. Det gør man som regel altid.

Søndag på landet. Søndag med sol og vind og uden de store planer. Liverpool – Newcastle og Flandern Rundt kombineret med fint besøg fra Rikke og Marie. Måske ringe til svigerinde for at høre, hvilke cykler vi skal bestille til tur til Tenerife. Ellers ikke noget. Det skulle da lige være en lur på sofa, lidt kaffe og noget lækkert mad. Mit liv er virkelig godt. Min kone er smukkere end nogensinde. Ungerne er umulige og alligevel helt fantastiske. Jeg er ikke nogen ørn på arbejdsmarkedet, men resten er altså som det skal være.

Måske endda man får tid til at læse lidt i Knausgård nummer 6. Hvis ikke, så går det nok også.

Altså der er ingen grund til bekymring om lille mig. Jeg er OK. Havde bare brug for en pause og noget søvn og nogle cykelture. Stress er skidt og farligt, men det er ingen sygdom, og det går over, når man får ro og fred. Det er lidt skørt, men en af de ting, jeg har hængende i forhold til job, er et lille indslag om …… stress. Det skal jeg nok poste her på siden, når det bliver klart efter påske engang.

I dag skulle cykelturen have været gået til Juelsminde, men sne og blæst fik mig på andre tanker. I stedet blev det til tur hernede i blæst og bakker. Og med trætte ben, drikkes hvidvin i særligt fint selskab. Men nu vil jeg sove. Godnat og sov godt.

Jeg har sgu meldt mig syg fra arbejde. Jeg har fået stress, som joner så smart og oppe i tiden. Jeg valgte først ikke at lytte til de to tests, jeg havde taget på nettet, som begge viste, at jeg var i det røde felt. Så arbejdede jeg videre, og så kunne jeg mærke, at nu går det snart galt. Og så tager man beslutningen og melder sig syg. Er det ikke altid sådan med dig Henrik? Er du ikke altid deprim eller stresset eller bare generelt dårlig? Nej det er jeg faktisk ikke. Det er korrekt, at jeg havde en sygemelding for fire år siden i forbindelse med den herlige kombination af stress, fars død og datters fødsel. Derudover har der ikke været det store. Jeg er også i god fysisk form, og skal nok komme tilbage. Jeg er bare for flink og siger ja til for mange ting og for meget usikkerhed. Vil du høre mere, så kør ind til bageren, køb en kage og kom forbi Emilievej.

I morgen har jeg tænkt mig at cykle til Juelsminde. Men er du ikke sygemeldt? Jo, men benene fejler altså ikke noget. Jeg trænger til at slappe af i mit lille hovede, og det gør jeg bare bedst på min cykel.

Jeg er ked af, at jeg ikke kun bringer glade facebookopdateringer på min blog, men sådan er livet jo heller ikke.