Henrik Christensen

Jeg flyttede hjemmefra i 1992. Det var ikke ren lykke, og en ganske sort og barsk tid. Jeg boede på et lille værelse ikke så langt fra Harald Jensens Plads, og tog kampen op mod den virkelige verden. Alt var meget sort og koldt. Jeg læste økonomi på universitetet, og weekendene gik med druk, musik og mere druk. Jeg var vist sådan ret ustabil af støbning. Og så var der den der sang fra MASH, som lå på det elektriske barometer. Det var ikke den oprindelige udgave, men en rå, grim og alligevel fantastisk smuk version. Suicide is Painless. Jeg tog en tur i Stereo Studio i Århus for at finde nummeret. Jeg fandt det ikke, men fandt i stedet Generation Terrorists, som albummet med de der Manic Street Preachers hed. Jeg købte det, og hørte det hele tiden. Mit anlæg stod på gulvet i mit værelse. Højttalerne var affarvede af, at jeg havde kastet op udover dem, da jeg havde været syg. På mit bord stod resterne fra flere dages aftensmad, og gulvet var konstant støvet. Jeg levede af ravioli, forårsruller og leverpostejsmadder. Og når alt faldt fra hinanden hørte jeg Motorcycle Emptiness, Condemned to Rock’n’roll, Little baby nothing og hvad numrene ellers hed på den lange plade. Den plade river min sjæl itu, men renser mig også indvendigt.

Et par år senere fandt jeg Suicide is Painless på single i Tyskland. Det er stadig et fedt nummer.

Manic Street Preachers spiller to gange i Danmark i år. Jeg er der til begge.

Denne plade passer perfekt ind i dag. Ikke når man kigger ud på det fine solskin, men når man kigger ind i de sorte huller bag de brune øjne. I lørdags sagde min krop fra. Efter en fantastisk cykeltur med to smukke mennesker, kunne den ikke mere. Hjemme blev alt sort og jeg måtte lægge mig. Nu er jeg stået op igen efter 40 timers søvn. Jeg tror det kaldes stress. Det modernes lykkelige biprodukt. Det er ikke så fedt, man skulle jo ellers blive så lykkelig af alt det der arbejde/forbrug/liv. Tjahhhh. Det kostede da på familiekontoen. Det kostede en 40-års fødselsdag. Det kostede. Sådan har det sikkert også kostet i ny og næ for Lars Hug og Søren Ulrik Thomsen. Det er i hvert fald de to, der står bag plade nummer to. City Slang. Den fantastiske City Slang fra de sorte firsere.

Jeg fik den spillet over på bånd af Lars. I starten var den mig meget fjern og kantet. Men så gik tiden og den blev bare bedre og bedre. Teksterne fra SUT’s digtsamling med musik og vokal af Lars, passede fint ind på en sortseende ung mand med følelserne uden på tøjet. Jeg husker engang, hvor jeg var alene hjemme i Tranbjerg. Det var vinter og sne. Jeg ville i biografen for at se The Hot Spot. Jeg tog mine vinterstøvler på og satte City Slang på walkman’en og vandrede så de 11 kilometer ind til Royal Bio i Århus. Jeg købte billet, så film og gik så halvvejs hjem igen, inden jeg ved Marselisborg fangede bus nummer 1 og tog den. Hele vejen hørte jeg City Slang. Det var mørkt og koldt.

Da jeg i 1995 gik på Brandbjerg Højskole var jeg så heldig at få lov til at hente Søren Ulrik Thomsen i Billund Lufthavn og køre ham ud på højskolen. Jeg afleverede ham også bagefter. Han holdt også et oplæg, hvor jeg spurgte om det gav mening i livet at beskrive det meningsløse liv. På vej tilbage til Billund spurgte jeg ham til City Slang og Lars Hug. Jeg husker ikke, hvad han svarede, kun at han virkede rigtig rar.

Edit: Underligt, at jeg uvidende skriver dette den samme dag, hvor en dokumentar om City Slang-pladen har premiere i Øst for Paradis i Århus.

Det var en fødselsdagsgave fra Lars og Dorthe. Jeg husker ikke hvilken. Måske jeg blev 16 eller 17, så det var i 1989 eller 1990 mener jeg. Jeg hørte stort set kun hip hop og havde en lidt fjendsk holdning til pop. Men det var altid rart at snakke musik med Lars. Lars er Dorthes mand, dengang bare kæreste. Dorthe er Jørns datter. Jørn er min mors mand, dengang kun kæreste. Lars introducerede mig til The Doors og til Pink Floyd, men også til Lars Hug. Det kan lyde lidt underligt, når jeg nu i forvejen var glad for kliche, men sådan er livet så finurligt. Pladen var og er Kopy, og man kan diskutere om det er den bedste fra Hugs side, men for mig er det den vigtigste. Den består kun af covernumre og på den vis blev jeg også glad for anden dansk musik såsom CV Jørgensen og Gasolin.

Lars Hug blev musikken for mig, da jeg gik på handelsskolen på Hans Broges Gade i Århus. Sammen med min gode ven Søren Pjengaard hørte vi det hele tiden. Vi var unge og følsomme. Jeg var den mørke type, hvor Søren var mere lys. Han havde held med pigerne, hvilket jeg ikke havde. Jeg kom meget i Sørens hjem og blev nærmest en reservesøn for Johs og Elna som Sørens mor og far hedder. De besøg og ophold i Skødstrup betyder den dag i dag enormt meget for mig. Specielt en episode, hvor jeg snakkede med Sørens fantastiske mor. Dengang havde jeg ring i øret, og det var ikke lige velset alle steder. Sørens mor fortalte, at første gang hun havde set mig med Søren havde hun tænkt, at jeg var dårligt selskab. Men at hun havde taget alvorligt fejl og var blevet utroligt glad for at Søren havde en ven som mig. Når man er 17-18 år og en følsom ung mand, så betyder sådan noget rigtig meget. Jeg har ikke set Søren i en del år, men i ny og næ skriver vi en mail til hinanden. En dag mødes vi og snakker om gamle dage. Det glæder jeg mig til.

Jeg havde skrevet et indlæg i mit hovede, men fandt ud af, at nummer fem var nummer fire, og nu er det om igen. Nummer fem er nemlig med de der Beastie Boys igen. Det er opfølgeren til Licensed to Ill, og den hedder Paul’s boutique. Jeg hørte meget hip hop i denne periode, men det var der ikke mange andre, der gjorde. Hvor man i dag hører (dårlig) rap allesteder, var det i 1989 meget begrænset. Jeg kan huske, at jeg hørte meget radio dengang. Og der var et program, hvor det var Soulshock og Kenneth Bager, der spillede musik. Det hørte jeg på mit værelse i Tranbjerg. Det var mest house og remis og sådan. Men af og til spillede de også god rap, og så var jeg glad. Det var i dette program, jeg hørte den første single fra Paul’s boutique. Den hed og hedder Hey Ladies, og var meget anderledes end den første plade. Jeg syntes, at der var gået en uendelighed siden Licensed to Ill, men det var kun to år efter mit køb i Fona med Henrik Skovby. Jeg købte Paul’s boutique med det samme den udkom. Jeg elskede at ligge på min seng og høre musik. Og læse teksterne. Og til tider falde lidt i søvn til musikken efter en lang dag i skolen. Det var mit frirum. Jeg husker, at jeg til at begynde med blev skuffet over pladen. Den var jo ikke som den gamle og slet ikke så fængende. Den solgte i øvrigt heller ingenting og blev et kommercielt selvmål for drengene. Men. Og med men, mener jeg men. Den havde noget. Cd-coveret kunne foldes ud og så stod teksterne skrevet i en lang smøre. Hver gang teksten til et nyt nummer startede var det markeret med en lille fisk. Teksterne var skæve og skøre og helt fantastiske. De fangede mig, og jeg hørte pladen igen og igen for at komme ind i teksterne, og lidt efter lidt fangede musikken også. Og efter mange gennemlytninger var jeg helt solgt. Jeg havde aldrig hørt noget lignende. Den dag i dag kender jeg ingen andre end mig selv, der har denne plade. Den er anderkendt som værende en milepæl inden for hip hop. Det var meget typisk for den tid, at jeg hørte musik ingen i min klasse gad høre. Det var bare mig og Paul’s boutique på værelset.

Grundet en noget sindsoprivende finale i Carling cup i dag, kommer der ingen yndlingsplade.

Liverpool vandt sin første titel i 6 år, og andet kunne jeg bare ikke koncentrere mig om.

Nu er vi nået til 1988, og Danmark er ikke længere gode til fodbold. Vi får smæk til EM, og det står tydeligt for enhver, at et nyt hold skal bygges op. Ved det næste EM er dette ikke sket, men vi vinder alligevel, men ikke mere om det.

I 1988 bliver jeg 15 år, og jeg er en følsom ung mand. De andre i min klasse er begyndt at drikke alkohol. Jeg har ikke lyst, og holder mig fra det. Jeg er populær i klassen, men dette gør, at jeg bliver en outsider. Jeg er indadvendt og udadvendt på samme tid. Jeg går ikke længere på fritidshjem, ej heller til fodbold. Når vi har fri, tager jeg enten ned i byen, hvor jeg ser på plader og spiser en burger, eller jeg tager hjem og hører musik og napper en lur. Om aftenen går jeg ture for mig selv, hvor jeg drømmer om livet og om de søde piger, jeg på ingen måde tør snakke med.

I weekenderne var jeg ofte i Randers, hvor jeg besøgte min far. Min far hørte lidt musik. Han kunne bedst lide Niels Hausgaard og Kim Larsen. Jeg var som regel på besøg, når Randers Freja spillede på hjemmebane. Min far gad ikke gå med til fodbold, så ham kørte mig til stadion, og hentede mig bagefter. Så stod jeg der og så fodbold helt alene, mens jeg lyttede til snakken omkring mig. Randers rykkede op og ned og op og ned. Jeg fulgte dem i et par år, men dengang føltes det som en evighed. Lørdag formiddag kørte vi af og til indtil centrum, hvor vi gik en tur. Vi endte ofte i Stereo Studiet, hvor jeg så købte eller fik lidt musik. Plade nummer 7 blev købt i Stereo Studiet i Randers i 1988.

Tunnel of Love fik jeg på kassettebånd, sikkert da jeg hørte meget walkman dengang. Båndet er væk, nu har jeg den på CD. Jeg fik CD’en af Søren for nogle år siden. Tunnel of love er anderledes end forgængeren Born in the USA. Det er en plade om brud og tabt kærlighed. Det var lige noget for en følsom ung mand i 1988. Det er det stadigvæk. Jeg kender andre end mig, der har den bladt sine yndlinge. Måske er det den bedste Bruce-plade. Det er nok den sidste rigtigt gode plade han har lavet. Ikke at han har lavet bras siden, for det har han ikke, men det når bare ikke sammen højder som de plader, der kommer til og med Tunnel of love.

Ps. Pladen udkom faktisk i 87, men det år er vi forbi. Efteråret 87 bliver jo hurtigt til 88. Og min hukommelse fortæller mig ikke om jeg fik den i 87 eller 88.

I min hukommelse er der meget langt fra plade nummer 9 til plade nummer 8. De tilhører hver sin tid. Men når jeg nu sidder og skriver den liste, kan jeg se, at der kun er ganske få måneder imellem dem. Ja faktisk udkommer de vel på stort set samme tid. Men hvor Springsteen var stor også i Danmark efter Born in the USA, så,var hip hop og punk absolut ingenting i 1987. Der havde været en bølge nogle år forinden, hvor alle små børn havde danset electric boogie til discoagtige rapnumre. Den tid var slut og hip hop van bandlyst. Mine klassekammerater hørte popmusik. Det var Michael Jackson, Prince, Wham og andet i den stil. Det sagde mig ikke noget. Men så var det, at vi fik kanaler derhjemme. I 1987 fik vi blandt andet Sky Channel på fjerneren i Tranbjerg. Det betød musikvideoer og masser af billig underholdning såsom Transformers, Wrestling og inspector Gadget. En musikvideo fangede mig. Det var Beastie Boys med Fight for your right to party, og jeg var solgt. Min klassekammerat som blev kaldt Skovby, da han også hed Henrik, havde også hørt og set videoen, og vi besluttede os for at købe pladen. Jeg kendte intet til musikbutikker, og hvor meget Skovby gjorde ved jeg ikke, men sammen gik vi i Fona og spurgte til pladen. De havde den ikke, men ekspedienten kunne se den i sit katalog, og han bestilte den hjem til os. Jeg troede musikken ville være hård rock, og blev meget overrasket, da jeg satte den på. Det var ikke rock. Det var rap. Det var næsten pinligt. Flere gange troede jeg, at vores pladespiller var i stykker. Men det var bare scratch.

Der gik ikke længe inden, jeg var totalt opslugt af Beastie Boys. Jeg var begyndt at blive ung og komme i puberteten, og Beastie Boys blev mine popidoler. De fik plads på væggen, og jeg ønskede mig inderligt et par adidas basketstøvler til jul. Jeg fik er par Asics – det var ikke helt det samme. Men det var først senere. For først var der the summer of 87. Sommeren, hvor piger og musik blev interessant. Jeg var på sprogrejse i England, og blev helt hylet ud af den af alle de lækre piger jeg løb på. Jeg fik en stor crush på Ann fra sprogrejsen. Hun var så sød og køn, og så kaldte hun mig Beastie. Otte år senere blev jeg kaldt Beastie igen. Da var jeg på højskole, hvor Anns lillesøster også gik. Hun hed Line og blev en god veninde, jeg desvære har mistet kontakten til.

Det år hørte jeg Licensed to Ill en million gange, mindst. Når det ikke var hjemme på grammofonen, var det på walkman på vej til og fra skole. Mine klassekammerater syntes jeg var skør. Jeg var ligeglad. De kunne have deres pop i fred, jeg havde de seje Beastie Boys, der drak øl, lavede ballade, smadrede hotelværelser og havde alle de tøser, de kunne ønske sig. Bare det var mig. Det var det ikke. Jeg var pæn, drak ikke alkohol og var alt for genert over for pigerne. Jeg kunne bare kigge mens de andre kyssede. Men når jeg hørte Beastie Boys, var jeg også sej.