Henrik Christensen

 På trods af, hvad flere journalister mener, så har Kenny altså ikke fejlet i Liverpool. Og nu er vi i femte runde i FA-Cuppen efter en sejr over Manchester Utd. At slå begge Manchesterhold ud af cupturneringer på kun 4 dage er sgutte så ringe endda. I aften gælder det Wolves på udebane. Vi er trætte efter de to kampe, så jeg frygter den lidt. Til gengæld er Suarez klar til kamp i weekenden, og det bliver fedt. 

 Drenge græder ikke. Og i dag har Aske ikke grædt, selvom han har haft al mulig grund til det. Faderen derimod har stortudet og er ikke færdig endnu. Og hvorfor har jeg så det? Jo Aske er i dag blevet opereret. Han har fået skåret sine mandler, fjernet polypper og lagt dræn. Noget børn får gjort verden over hver eneste dag. So why the fuzzzzzzzz? Tjahhh nu er dette jo en blog om en ung mand i 30’erne, og en ærlig en af slagsen, så lad os slå fast, at det ikke er fedt at se sit barn i narkose. Det er bare så ufedt, at ikke engang det halve kan være nok. Helt slap og uden for rækkevidde. Det gør ondt i mit hjerte – slut punktum. Efter operationen kom Aske ind og skulle vågne op. Sygeplejersken sagde, at der kunne komme lidt blod ud af næse og mund. Det var helt normalt. Der kom også lidt blod ud. Så begyndte Aske at hoste. Så kom der meget blod ud. Og da han stadig sov røg der også noget den anden vej og han kunne ikke trække vejret. Der stod jeg så ved min søn og blev pisse pisse lorte bange. Fucking hell. Blod over det hele og en sovende dreng, der ikke kunne få vejret. “Jeg skal have noget hjælp her”, råbte jeg. To søde sygeplejersker kom til og hjalp. Hun satte en sugeting ind i Askes mund og sugede blodet væk. Hans host havde sprængt et blodkar. Det var ikke farligt og sygeplejersken gav den lille dreng noget beroligende, så han kunne sove lidt mere. Og hvad med faderen? Helt hvid i hovedet måtte jeg gå på toilettet og drikke lidt vand. Jeg kunne mærke, at jeg var tæt på at besvime. Jeg svedte helt vildt meget, og tilbage på stuen blev jeg beordret til at lægge mig ned, “ellers besvimer du”, sagde den søde sygeplejerske. Og der lå jeg så. Uden evner og uden magt. Jeg kom til mig selv, og da Aske vågnede var han frisk. Han fik en is og vi tog hjem. 

Kort efter vi var kommet hjem ringede svigerinde moster Lise. Og så begyndte faderen sgu at tude. Da moderen senere ringede tudede jeg igen. Og det har jeg ikke gjort for sidste gang i dag. For satan, hvor bliver man dog rund på gulvet, når noget går skidt for sine fantastiske unger. Nu ser vi fjerner og spiser is. Boys don’t cry, men det gør fuldvoksne mænd på 90 kg og med fuldskæg sgu. 

Aske skal have klippet sine mandler i morgen. På sedlen fra lægen står, at han er klar og frisk dagen derpå. Alle andre mener, at han skal være hjemme fem dage derpå. Lene tager på kursus resten af ugen, så jeg skal være superfar og arbejde hjemme og passe knægt. Jeg er sej. Han skal i fuld narkose i morgen. Børn i fuld narkose er bare ikke noget fedt syn. Når vi kommer hjem skal vi spise is.

God dag på job, søde unger, 45 minutter på træningscyklen og en god film i tv. Det har været en god dag.

I går fik jeg i øvrigt en bog. På vores dørtrin lå en bog fra Saxo. Jeg havde ikke bestilt nogen bog, men bogen var til mig. Det var en grim bog. Billedet på forsiden er af en midaldrende mand, der ikke ser specielt spændende ud. Mandens navn er Ole Kåre Føli og bogen handler om ham og hans alternative måde at behandle på (tror jeg). Ole har blandt andet arbejdet med Bjarne Riis og CSC. Hvad skal jeg med sådan en bog og hvem har sendt den? Det er min gode ven Niels, det har sendt den, og bogen handler blandt andet om behandling af angst. Skal jeg være helt ærlig, har jeg haft det ret op og ned på det seneste. Meget angst og meget depression. Jeg går til læge med skidtet, men jeg er så helt ekstrem åben over for andre forslag. Tænk, at man er så heldig at have venner, der sådan tænker på en. Når jeg får læst bogen, skal jeg nok skrive lidt om den.