Jeg elsker at høre musik. På den vis adskiller jeg mig ingenlunde fra resten af min generation, eller resten af jordens befolkning. Men jeg er godt nok ikke længere nede med den nye friske musik. Jeg fornyer mig sjældent. Jeg genbruger og genhører og jeg køber plader med folk, jeg kender i forvejen. I dag blev jeg eksempelvis glad, da jeg så, at en ny Bruce Springsteen plade er på vej. Den køber jeg velvidende, at der sikkert er meget andet og bedre musik derude, jeg burde høre. Men en ny plade med Bruce giver tryghed. Og jeg elsker tryghed. Forleden tog jeg chancen og kiggede rundt på Internettet efter lister med de bedste plader i 2012. Jeg fandt en del, men jeg fandt også ud af, at jeg ikke kendte 90 % af pladerne eller kunstnerne. PJ Harvey var højt placeret på alle, men det var stort set også det eneste udenlandske, jeg kendte til. Af danske plader havde jeg Malk de Koijn og Klondyke – resten var en tåge.
Gør det så noget? Næh. Jeg må bare leve med, at jeg om ti år bliver smadret i Trivial Pursuit, når det gælder spørgsmål i den lyserøde kategori. Jeg ser ikke tv længere, går ej heller i biografen, hører ikke ny musik og er generelt bare sådan bagefter.
Nu glæder jeg mig bare til den nye med Bruce.
