Henrik Christensen

Sinead O’Connor og The Pogues

Jeg havde tømmermænd i går. Havde drukket vin på arbejdsseminar, og det var mere end jeg kunne klare. Så jeg endte mest i sengen med min IPad og en tur rundt i Youtubespace. Jeg fandt ud af, at jeg er vild med Sinead O’Connor. Så ung hun var og så skrøbelig og så alligevel så sej. Mother med Roger Waters i Berlin, Nothing Compares 2 U, balladen med paven. Og så er jeg vild med Shane og The Pogues. En fuldstændig færdig mand, der lavede de mest fantastiske sange. At han lever i dag er vist et mirakel, manden var jo helt derude, hvor kun desperate kunstnere kan være. Elsker ham.

Ur

Dette ur har stået ved Lenes seng alt den tid, jeg har kendt hende. Hun fik det af Helle, men det er grimt og alarmtonen er intet mindre ene ulidelig. I de sidste 7-8 år har uret ikke haft batteri, alligevel står det der bare. Hvorfor er det altid mig, der bliver beskyldt for at rode og ikke smide ud?

Det var dengang

Fucking Helle hvor jeg dog er træt af at være en moody satan. Glad, sur, sød, vred og i det hele taget svær at fange ind. Og nu er mit skæg også forsvundet. Det er dæleme noget skidt, men hvis jeg nu indsætter et billede fra en tid med skæg, er jeg i det mindste stadig skægbærende i cyperspace. Nu vil jeg se den sidste Harry Potter med fruen. Harry er god nok, selvom der mangler et eller andet før, at det bliver super godt.

Peace.

Klondyke og nye billeder

Jeg er stadig glad for Klondyke og Mikael K. Det er altså fedt, når folk lykkes med tekster på dansk. Bevares det er måske ikke alle tekster, der rammer det superintellektuelle niveau, men mindre kan sgu også gøre det, og denne udkantsland gør mig stadig i godt humør. Jeg gad godt drikke en øl med ham Mikael og snakke musik, tekster, udkantsland og livet sådan generelt. Han virker i alt fald rar.

Og så har jeg ikke nye billeder klar, men går dog med nogle tanker. Jeg er blevet glad for at tage billeder med min telefon, da den med lidt hjælp fra et program ved navn Instagram kan give nogle grynede gulnede billeder, jeg er ret pjattet med. Jeg kan godt lide det skramlede og uperfekte. Jeg kan selvfølgelig også godt lide skarpe billeder, men det rå og lidt grimme look er bare fedt på en 70’er-agtig måde.

Sygdom

Jeg er syg, og det for tredje gang i dette efterår. Bevares ikke noget alvorligt, men dog møgforkølet og med snot i lange baner. Jeg har dog lige drukket mig en whiskey toddy, og den gjorde godt. Normalt arbejder man vist med romtoddyer, men med vores begrænsede sprutlager blev det til en whiskeytoddy. Jeg tog saften fra en halv appelsin, lidt sukker, lidt vaniljesukker, et par nelliker, kogt vand og blandede det med whiskey. Det rensede og gav varmen. Dejligt.

Nu ser jeg bare håndbold og er mutters alene hjeme.

Og øh…….

Hvordan går det så, vil du nok spørge? Eller det vil du måske ikke, men da du jo er en imaginær læser, mener jeg, at jeg som forfatter, nok bør vide bedst, hvad du vil vide og ikke vide (æggehvide). Jo det går op og ned. Jeg er meget bange for tiden, og rammes ofte af angstanfald. Min familie er dog smuk og naturen ligeså. Jeg ved ikke, hvor god jeg er til mit job, men tjener da til dagen og vejen. Jeg tager to slags piller om dagen, men ingen vitaminpiller. Jeg skal til Roskilde med Sønne og Kæhm, og det glæder jeg mig til. Det er for at høre Bruce og kun en dag, da jeg ikke kan klare mere. Jeg er gået i gang og gået i stå med Min Kamp nummer 6, men det var fordi jeg lige var i Liverpool og brugte energi på en stor oplevelse og derfor vendte hjem til underskud, der måtte soves og ikke læses ud. I dag hører jeg ham der Mikael K og Klondyke med deres plade, der hedder Udkantsland. Det kan jeg umiddelbart rigtig rigtig godt lide.

Kære venner

Jeg har lige set et videoklip, der fortæller om at man som arbejdsløs skal Google sig selv. Det skal man, da der kan ligge private oplysninger på internettet som en kommende (eller ikke kommende) arbejdsgiver kan bruge imod dig. Well fuck min mambo, så håber jeg sgutte jeg bliver arbejdsløs igen, for tænk hvis en arbejdsgiver googlede mig og fandt alle mine indlæg på facebook, på min blog, på youtube og på diverse fora. De ville kunne stykke et billede sammen af en sammensat person, der til tider er glad, til andre tider er sur, til helt andre tider ked af det og hvem ved nogle gange måske endda helt hyggelig. Og hvem gider ansætte et sådant menneske?

Og så er Socrates død. Han var en af mine barndomshelte. Æv.

Mit bette Liverpool

Lasse og jeg havde en forrygende tur til Liverpool. Vi fik drukket et par øl, set en masse tomme bygninger og fulde nordmænd. Vi fik også snakket om liv og død og alt muligt andet, og sidst men ikke mindst fik vi 90 minutters forrygende fodbold, som vi så fra en storsyngende Kop på nogle af de fineste pladser på Anfield. Liverpool havde fortjent at vinde over Manchester City, men vi levede med 1-1. Lucas Leiva var forrygende, men siden blev han skadet i tirsdagens kamp mod Chelsea og er nu ude resten af sæsonen. Det er noget møg.

Ace of Spades

En helt almindelig og kold torsdag eftermiddag med Motorhead på Spotify og kulde i kroppen. Jeg har været til møde om en film og spist frokost med god god kollega. Nu overvejer jeg situationen og placerer mig forrest i skudlinjen inden ungerne og fruen kommer hjem med armene fulde af kærlighed. Gad vide, hvad der kommer efter Motorhead? Det gjorde TV2 med Bag Duggede Ruder. Niiiiiiiice.

Liverpool – Manchester City

På lørdag drager Lasse og jeg til Liverpool på herretur. Vi skal hygge og se fodbold. Vi skal se Liverpool slå det nuværende førerhold Manchester City med 3-1. Det er lidt kedeligt, at jeg kender resultatet på forhånd, men jeg ved jo ikke, hvem det scorer målene, men jeg håber på Agger, Carroll og Suarez for de røde og Ballotelli for de blå. Sidste gang Lasse og jeg så Liverpool spille sådan live var i 2005, hvor de vandt den der finale over Milan. Det var en fest. Dengang havde ingen af os børn. Det har vi nu. Mange endda tilsammen.