Gnags

“Når alting snerper sammen og bliver cool og cash

Når alt bliver business og noget for noget

Så væk mig med jeg ved ikke hvad

Kammerat men vi finder på’ed

Et steady blik i øjet når det flimrer ud

En hånd i tågen når alting bliver tåget

Væk mig med et nip af det som fuglene får pip af

Og sådan noget”





fra Mr. Swing King


Ja jeg synes sgu det er fint. 
Print Friendly, PDF & Email

Liverpool – Swansea

Jeg skriver ikke så meget om fodbold her på min lille blog, men her til aften skal det være anderledes. Som alle ved, holder jeg utrolig meget med Liverpool, og det kan derfor gøre ondt, når de taber eller spiller dårligt. I dag spillede de skidt mod nyoprykkede Swansea, i en kamp på Anfield, der endte 0-0. Sådan en kamp skal bare vindes, men alligevel er jeg ikke sur over resultatet. Bevares jeg så jo helst, at vi havde vundet stort, men når det nu ikke sker, så tillader jeg mig altså at kigge på det positive.

Liverpool har ejere, der har vendt skuden og fået klubben på ret køl. De har i Kenny Dalglish en af de mest sympatiske managers i fodboldverden, og hans forståelse for Liverpool og for klubbens tilhængere er i min verden helt vildt vigtig. I en fodboldverden, hvor trænere fyres for et godt ord, er det sgu fint at have en god solid mand ved roret. Liverpool er Kennys klub, han er ikke bare på gennemrejse, og det er tydeligt, at han prøver at få nye spillere til at forstå klubben. De nye spillere har klaret det godt og skidt. Suarez og Enrique er guldfuglene, alle er glade for. Henderson, Adam og Carroll får til gengæld tit skyld for ikke at være gode nok. Men folk glemmer at Henderson er 20, Carroll 21 og Adam 25. De skal modnes og bygges op til at være gode spillere for Liverpool Football Club. På samme måde som Manchester United har gjort det med så mange. Vi er flere, der har grinet af Darren Fletcher, Wes Brown, John O Shea, Johnny Evans og så videre, men de spillere henter sgu den ene pokal efter den anden. Fordi de får chancen, og fordi de har et vinderinstinkt. På samme måde skal Carroll, Henderson og Adam behandles. Se bare på Lucas, som mange i starten havde som prügelknabe. Nu er han fast mand både i Liverpool, men sgu også på det brasilianske landshold. Jeg er glad for Kenny, glad for ejerne og glad for den strategi klubben kører. Hvis det gør os til Englands 6. bedste klub, så lever jeg med det. Jeg vil gerne være stolt af at holde med Liverpool. Det er jeg nu, og de kommer også til at slås med om fjerdepladsen i år såvel som Carling Cuppen og FA Cuppen. De hurtige løsninger er forbi, det har selv Real Madrid forstået.

Om tre uger drager jeg med Lasse til Liverpool. Vi har ingen billetter til kampen, men Lasse er den evige optimist, så han forventer billetter på den ene eller anden måde. Jeg vil glæde mig til turen og til gensyn med byen, og så vil jeg bare håbe på at jeg kan få et lille syn af Kenny Dalglish, for han er om noget en mand, der knokler røven ud af bukserne for Liverpool Football Club.

Print Friendly, PDF & Email

Fuck mig halvt ud af hønsehuset

Så skete det igen. Min lille forbandede hjerne brændte sammen igen igen igen. Og da jeg ikke er nogen Joakim B. Olsen, kunne jeg ikke bare tage mig sammen og hoppe op på en hest igen. I stedet har min hjerne og jeg nu spenderet 42 timer i sengen, hvor vi har sovet det meste. Det er noget lort, og nu er jeg lige sygemeldt denne uge ud, så må, vi se, hvordan det kommer til at gå. Og om det kommer til at gå, eller om jeg bare skal førtidspensioneres og på et hjem med forfaldne akademikere med rod i hovedet. Jeg håber snart min hjerne kan være med igen, for man får pisse ondt i ryggen af at ligge så meget ned. Jeg er sådan en tøsedreng og en tudeprins, at det halve kan være nok.

Print Friendly, PDF & Email

Træt af det hele

Det er tirsdag. Jeg sidder stille herhjemme og er småtræt af det hele. Eller måske ikke det hele, men så i hvert fald det halve. Arbejde fylder meget i sådan et lille liv, som vi alle går rundt og har. Jeg arbejder meget alene, og jeg skal ikke brokke mig, men til tider bliver jeg bare sådan argghh hvor-vigtigt-er-det-nu-lige-det-er-det-jeg-laver-agtigt. Burde man ikke blive landmand i stedet? Eller dyrepasser, eller noget? Eller bare en stille digter, der går lange ture med sine tanker og ideer. I stedet for at sidde her med kørselsregnskab, timeregnskab og alverdens mere eller mindre vigtige opgaver. Jeg tror i hvert fald, jeg vil starte med at bestille to højbede, så vi i det mindste kan gro lidt grøntsager til næste år. Måske bare lidt gulerødder og et par radiser. Alt er bedre end ingenting. I morgen er jeg Vejle, på torsdag er jeg i Kolding og fredag i Svendborg, så kom endelig forbi og sig hej. Fredag aften vil jeg drikke et par øl med et par gode mænd.

Træt af det halve og på vej ud i verden mod det store smukke ingenting.

Print Friendly, PDF & Email

Weekender på ikke andet end fred og ro

Søndag er det. Det er søndag, og familien sidder i sofaen og ser Snurre Snup. Vi har lige været i Kvickly, hvor ungerne fik balloner og chips. Vinhar også været på genbrugsstation med metal og klæbefylder og et par par gamle sko. Det er efterår og et fint et af slagsen. Jeg har også nydt et par timer på den gode mountainbike, hvor det blev til en tur til verdens (eller i hvert fald Fyns) ende. I går var vi i zoologisk have. Vi så tigeren få mad. Nana syntes det var lidt synd for geden. Liverpool vandt og AGF fører mod Køge.

Det har i sandhed været en rar weekend.

Print Friendly, PDF & Email

Tøsemusik

Jeg hører tøsemusik for tiden. Måske er det fordi, jeg er en tøs. Måske er det fordi min søde kollega Anna-Maj forleden snakkede om at hun hørte tøsemusik. Det vil sige, at jeg for tiden hører Florence and the machine og Agnes Obel. Jeg kan simpelthen rigtig meget godt lide det. Jeg kan også lide PJ Harvey, Tori Amos og Kate Bush. Jeg er dog ingen ekspert i nogen af de ovenstående damer, men kan bare lide at lytte til dem og deres sange. Blandt andet synes jeg det er fint, når Florence synger: “a kiss with a fist is better than none”. Eller det er måske mere barskt end det er fint. Sangen handler i hvert fald om to mennesker, der skændes ret meget, og som måske alligevel elsker hinanden.

Af læsestof er jeg gået lidt i stå, men gik i går aftes i gang med The Commitments af Roddy Doyle. Det er og bliver en af mine absolutte yndlingsfilm, som jeg har set tusinde gange, og som jeg vil se igen, når jeg har læst bogen færdig. Den er kort og på irsk, eller i hvert fald snakker de sjov dialekt. Det er så godt. Det var en tilfældighed, at jeg så The Commitments i sin tid. Der var biograffestival og mig og rødderne havde fået et par øl og var taget ind til Århus. Vi tog en tilfældig film, og det var så The Commitments, og den var og er fantastisk. Sjovt i øvrigt, at ham, der spiller Outspan Foster også spiller hovedrollen i Once. Once er også fantastisk.

Jeg er meget positiv her til aften. Det er da meget rart.

Print Friendly, PDF & Email

Suarez og Spearing

Suarez er sgu et hit. De andre hold og fans kan ikke lide ham, men han er ligeglad. Jeg kan godt lide ham, og se gerne nederst hvorfor. Det første mål er altså vanvittigt godt sparket ind. Jeg kan også vildt godt lide Jay Spearing som er ukendt for mange. Han er lille, meget lille og midtbanespiller for Liverpool. Han er sjov at se på, men også pisse god. Ham er jeg også vild med, og synes han skal spille mere. En yndling.

Print Friendly, PDF & Email

Spotify

Med Spotify på computeren har det vist aldrig været nemmere at høre musik, og det fik mig til at tænke. Tænke på dengang i 7. klasse, hvor jeg fik min første walkman. Jeg havde ikke så mange bånd. Da jeg var i England på sprogrejse hørte jeg Beastie Boys, Nik Kershaw og Bon Jovi. Mest hørte jeg Beastie Boys. Hele tiden hørte jeg Beastie Boys. Så faldt jeg i vandet med min walkman, og den gik i stykker. Jeg fik en igen i 9. klasse, men må da have haft en i 8. også. Husker det ikke helt klart. Men så tog man ind til HMV og så på plader, og man optog bånd fra radioen. Man ventede timer på at fjernsynet skulle sende en lille smule Beastie Boys, og så var det sejt, når folk var i USA, hvor pladerne jo udkom mange år i forvejen……..føltes det. Det føles som var det 100 år siden, men det er kun 25. Det er et kvart århundrede siden. Fucking hell. For et kvart århundrede siden begyndte jeg at høre Beastie Boys. Nu kan jeg høre dem hele tiden. Alle deres numre ligger på Spotify, og på min computer og på min ipod og Iphone og så videre. Var verden bedre med en walkman og et optagebånd fra BASF? Sikkert ikke.

Beastie Boys – Egg Man

Print Friendly, PDF & Email