Henrik Christensen

Dejligt bryllup det var i Tisvilde i lørdags. Kendte ikke så mange, men fik genset rare mennesker og nød ellers en dejlig fest, hvor deltagerne var meget forskellige. Tue og Alexandra var både smukke og glade. Det var meget livsbekræftende.

Tilbage i the everydaylife of Henrik Christensen ser det lidt ustadigt ud. Vi er snart midt i august, og jeg ved ikke om jeg er købt eller solgt i forhold til job. Min kontrakt udløber den 31.12.2011, og så kan jeg skifte frit. Tænker en del over det for tiden, og er begyndt at kigge mig lidt omkring. Det nemmeste ville være at blive i UCL, men det kræver penge og at jeg får lov til at arbejde på min egen måde. To ting, der ikke nødvendigvis hænger sammen. Jeg kan ikke arbejde på kontor. Så er den bare ikke længere. Undervisning, kultur, film, medier og noget, hvor jeg ikke skal sidde på min numse hele dagen er jeg med på. Måske det ender med lidt forefaldende arbejde i foråret, og så må jeg give den gas i forhold til de fynske gymnasier. Jeg ved, at jeg er og kan blive en god underviser. Efterskole er jeg også med på. Eller noget andet. Det er sgu lidt frustrerende konstant at være jobsøgende.

Premier League starter på lørdag. Det bliver en fest.

Trummerummerummerummerum. Som livet dog går derudaf med ikke så meget på plakaten. Og dog så alligevel. I denne uge er det blevet til to ture til Vejle, to cykelture, en dommertjans, øl med tidligere elever og cykelløb på Kiddesvej i dag. I morgen går turen til Tisvildeleje, hvor Tue og Alex holder bryllupsfest, så der bliver da oplevet noget alligevel.

Jeg er færdig med bogen om Ole Lund Kirkegaard. Jeg kunne godt lide den. Jens Andersen skriver godt i et fint letlæseligt sprog. Lige noget for mig. Historien om den smågeniale Kirkegaard, der skriver børnebøger i verdensklasse og er populær lærer, men som ender i druk og selvdestruktion er en trist historie, men også smuk. Ole Lund Kirkegaard var fantastisk, men kunne ikke klare presset. Det er en lærestreg for mange, og jeg føler at bogen har givet mig en masse, jeg kan bruge i mit eget liv. Nu er det bare at få ungerne til at læse Kirkegaards klassikere. De kender allerede Gummi Tarzan og Orla Frøsnapper. Næste skridt må være Otto er et næsehorn.

Hvad skal jeg nu læse? Franzen eller Auster eller?

Der er for meget uro og planløshed i de danske vuggestuer – siger Socialminister Benedikte Kjær, og det skal der strammes op på, så børnene kan blive bedre til at koncentrere sig, når de kommer i skole. Det er åbenbart pga. en form for hippipædagogik, der hærger det danske land, at pædagogerne ikke snakker nok med børnene. Sådan må og skal det ikke være. Og fucking bla bla bla blaaavr. Nu skal pædagogerne strømlines og til at have mere kontakt med børnene. Kontakt med børn er fint, men børn lærer fanderme mere af leg med hinanden end ved at blive sat til opgaver af voksne mennesker. Jeg er få sider fra at færdiglæse Jens Andersens Kirkegaardbiografi, og jeg må nok sige, at jeg er noget mere imponeret af Ole Lund Kirkegårds “hippipædagogik” end jeg er imponeret over ministre og folketingsmedlemmer i dette land. Selv om alt peger i den anden retning i forhold til, hvordan man bør undervise og lege med børn, er de tosser godt på vej tilbage til den sorte skole. Jeg er ikke et sekund i tvivl om at visse DF’ere gerne så revselsesretten genindført, og når Benedikte nu vil begynde at gøre børnene mere koncentrationsklar fra vuggestuen, ja hvor er vi så på vej hen. Børn skal lege med børn ikke med voksne. Børn skal have deres private rum og huler, hvor de voksne ikke kan komme ind. Derfor er en skov altid en bedre legeplads end en super de lux designet legeplads af nyeste model. Problemet med mange nye legepladser, er jo at tingene kan bruges på een måde. Der er kun een, som så bliver den rigtige, og hvis ungerne løber op ad rutsjebanen i stedet for at rutsje ned, får de at vide, at det de gør er forkert, for sådan bruger man ikke en rutsjebane. Men her tager de voksne fejl, for her er det ikke dem, der er eksperterne. Det er børnene. Det er min søn på 5, der ved hvordan man bruger en rutsjebane og ikke mig. Han leger hver dag på den, hvorimod jeg sidst kørte i rutsjebane i 2007, hvor jeg i øvrigt sad fast og blev påkørt af en stor tysker, så hvad fanden ved jeg overhovedet om det. Lad nu de børn lege, og lad nu pædagoger og lærere få friere spil. De ved sgu mere om unger end I gør inde på Christiansborg.

Så til politikernes evigt nye uduelige forslag, kan jeg kun sige.

I forgårs så jeg for første gang ‘Funny Games‘ af den østrigske instruktør Michael Haneke. Det undrer mig, at jeg først ser den nu. Den er fra 1997 og altså fra dengang, hvor jeg var ung og havde tid til at gå i bio. Men jeg så den aldrig, og det var dumt, for det er sgisme en fremragende film. En meget barsk film, men også overraskende og anderledes. Den handler om en familie, der bliver taget som gidsler af to unge psykopater. Og den er både meget realistisk, men også fyldt med metareferencer og verfremdungseffekter som man sikkert så fint ville have sagt, da man gik på uni. Han lavede senere en amerikansk version, der er lavet i et shot to shot remake, altså helt som den originale bare med amerikanske skuespillere. Tim Roth, der spiller faderen i den amerikanske har siden udtalt, at han ikke ville se filmen bagefter, da den var så grænseoverskridende at lave.

Der bliver lavet mange gode film i USA, men det gør der godt nok også i Europa. Kieslowski, Haneke, Trier, Leigh, Noe og mange andre bruger filmsproget på en helt anden måde end de gør i Hollywood, og hvor jeg dog elsker at se deres filmz.

Den kommende uge bliver der vist ikke tid til film. Jeg skal både på værtshus med tidligere gymnasieelever, dømme en fodboldkamp, se Post Danmark Rundt i Vejle og til bryllupsfest i Tisvilde. Og der skal vel også arbejdes og cykles lidt.

Jeg kan godt lide at køre i tog. Hvis jeg har en plads, kan jeg slappe helt af og bare nyde den vuggende tur henover landet imod nye steder og mennesker. Når jeg kører bil, bliver jeg træt og sur, så når det passer, tager jeg altid toget. Jeg skal altid være på perronen i god tid. Jeg hader at styrte efter toget, men nyder til gengæld at vente på det. Så kan jeg høre lidt musik, skrive et par sms’er og holde lidt øje med de andre togfarende.

Lige nu er jeg på vej til Vejle. Det er sommerferie for mange og toget er derfor halvtomt. Alligevel sidder jeg på min bestilte plads. Jeg har det sgu bare bedst med at sidde, hvor jeg har bestilt. Ellers ville jeg bare spekulere om der kom en og skulle have min plads. Nej så hellere blive i trygheden og roen. Det gør mig rolig. Det er rart.

Hjemme igen efter to pisse dejlige uger i Juelsminde. Vi har spist, hygget og drukket vino. Jeg har cyklet meget og fået læst det sidste af Min Kamp 5, som efter min mening var den bedste…….og hårdeste.

Og så kommer man hjem til en have, der er totalt groet til, en kælder, der er invaderet af myrer, et værelse med vand på gulvet og en sort pose skrald stillet ved vores skraldespand. Det er godt, at den næste uge er afsat til hus- og havearbejde, og at vi har lånt svigerfars trailer.

Jens Andersens bog om Ole Lund Kirkegård kommer med posten i morgen, så den skal også læses. Måske også korrektioner af Jonathan Franzen, som Søren har anbefalet.

På vej hjem fra Juelsminde i dag cyklede jeg lige forbi Munkebjerg. Det er en hård bakke. Hvorfor gjorde jeg så det? Fordi jeg kunne!

Nu er jeg vist bare træt. Turen hjem blev på 118 kilometer, så det er i orden at være træt. Helt i orden faktisk.