Henrik Christensen

Det har været en rolig weekend. Det er nu søndag aften, og jeg vil skrive lidt på min nye IPad. I fredags tog vi afsked med vores chef i kommunikation Niels Jørgen, der gik på pension. Nu har vi så fået ny chef, og så må vi se, hvor det stiller mig i forhold til at beholde mit job. Det skal nok gå. Fredag aften gik sin gang og lørdag lige så. Lørdag aften var jeg noget mut til en lille fin og meget intim koncert i vores lille by. Kasper spiller med i et lille, nyt og hyggeligt Dylan-coverband, og de spillede deres første koncert i Leifs stue med 40 tilskuere på. De var gode, og stuen var fyldt med god stemning. Jeg var imponeret og glad, da jeg kørte derfra. Faktisk nød jeg det noget mere end jeg nogensinde har nydt Dylan live de to gange jeg har set ham.

Søndagen har budt på Zoo og en løbetur. Jeg er træt nu, men glæder mig til arbejde i næste uge. Jeg skal have mere søvn end i den forgangne uge, men det kan da ikke blive det store problem.

Nu kalder femte bind af Knausgård og hvad jeg ville med dette indlæg vides ikke helt, men nu er det skrevet, læst og forstået til tid og evighed amen.

Når jeg mødes med Søren er det altid både hyggeligt og sjovt. Vi snakker meget, griner også meget og får til tider også lidt inden for vesten. I onsdags var vi på mandetur i Århus, og den fik med bådd bøf bernaise, gin og tonic, rødvin, bajere og rockmusik. Vi tog på Voxhall og hørte The Gaslight Anthem, som er blevet et band som jeg er blevet ret så glad for. Da de nu er fra New Jersey og venner med Bruce, mente Sønne godt, at de kunne spille Darkness on the edge of town. Det ville de ikke, men Søren måtte da gerne. Og minsandten om ikke min fineste ven pludselig gik på scenen og fremførte første vers af denne fine Bruce-sang. Brian og de andre i TGA syntes det var ret morsomt. Personligt synes jeg, at det er noget af det sjoveste i hele mit liv. Heldigvis er jeg kameramand og skød et lille værk.

Vi drak os fulde og snakkede med folk fra Ålborg. Vi nåede ikke et tidligt tog, og jeg var først i seng klokken 04.15. Men det var så sjoooooovt og jeg er så vild med Søren. Jeg er alt for meget en kylling til at være gået derop. Heldigvis er han også nævne i både Gaffas og Soundvenues anmeldelser af koncerten.

For nogle år siden arbejdede jeg på Jobcenter Odense. Det var blandt andet der, hvor jeg startede denne blog. Jeg mener, at det var mit andet indlæg, der handlede om, at jeg lige havde brugt min clips nummer 1.000. Det var et forfærdeligt sted at arbejde, og jeg hadede det. Jeg havde nogle virkeligt søde kollegaer, men arbejdet var stressende og meningsløst. Jeg gik ned med stress og var sygemeldt i en periode. Da jeg så skulle tilbage, skulle jeg have en rolig start. Det fejrede min chef med at give mig 89 samtaler og 12 timers telefonvagt i den første uge. Jeg var på arbejde to timer den mandag før jeg igen gik hjem og aldrig viste mig der igen. Jeg blev arbejdsløs og fik skiftende job, men nu er jeg endt i UCL. I dag var jeg på en skole for at interviewe en ung lærer, og på vej hjem derfra blev jeg så glad for mit job og mine nye kollegaer. Bevares, der er noget, der kan blive bedre, men alt i alt er det altså ret godt. Jeg befinder mig godt i en stor uddannelsesorganisation, og synes efterhånden også, at jeg laver meningsfyldt arbejde. Jeg kommer ikke til at redde verden, men jeg kommer til at gøre uddannelse og læring en lille bitte smule mere sjovt for en lille bitte smule mennesker, og det er sgu fint med mig. At jeg så senere på dagen mødtes med super fantastiske kollega Nina, gjorde jo ikke dagen mindre god.

Og her til aften er Aske faldet i søvn lidt over otte, og det er også fedt. I dag har været en god dag. I morgen står den på Cricketprojekt om dagen og hygge og koncert i Århus med Sønne om aftenen.

Her er et billede af mig, det læser digt op på Jobcentret i en af vores stille stunde. Det var digtet “Levende” af Søren Ulrik Thomsen.

Faldt lige over denne video. Jeg har muligvis vist den før, men jeg synes sgu, den er så fin.

Sådan lyder forsiden på information fra i går. Jeg har ikke læst artiklen, men overskriften interesserer mig og provokerer mig også, for hvad fanden er en single, og hvad er en kernefamilie? Jeg er 37 år, har kone og to børn – ergo er jeg åbenbart del af en kernefamilie. Det har jeg venner, der ikke har, ergo er de singler. Fair nok. Men hvorfor skal vi stilles op mod hinanden? Det kunne jo lige så vel have været omvendt. Havde jeg ikke mødt Lene, havde jeg sikkert været single, og nogle af mine venner havde været kernefamilie og ikke singler. Det er tilfældigheder mine venner, og det ændrer ikke nødvendigvis på ens lykke. Jeg er lykkelig over Lene og mine unger, men havde jeg aldrig mødt Lene, havde jeg været lykkelig over noget andet. Hørte engang om en lykkeundersøgelse, der påpegede at den personlige lykke var konstant. Hvis man eksempelvis havde et lykkeniveau, der lå på syv, ville dette stige til 8 eller 9, hvis man vandt en stor gevinst i lotto. Men sjovt nok ville det falde til 7 igen efter et stykke tid. Sådan er det også med indkøb. Jeg oplever en lykkefølelse, når jeg står med en spritny iPad i hånden, men følelsen varer ikke ved. Sådan er det også med slik og chokolade. Overraskende er det dog, at det også er omvendt. Hvis du bliver handicappet falder din lykke umiddelbart, men på sigt vender den tilbage til udgangspunktet. Nu husker jeg ikke mere fra undersøgelsen, og har heller ikke et link, men det er interessant. Så om man er single eller ej, vinder i lotto eller ej, bliver handicappet eller ej, så er det din grundlæggende personlighed, der afgør hvordan du har det med dit liv og dog selv. Det er nemt nok at se i forhold til køb af en iPad, men i forhold til partnervalg og at blive handicappet er det noget mere provokerende. Jeg kan ikke sige noget for mig selv, da tilfældigheder har gjort, at jeg nu kan sidde på min terrasse med min iPad og skrive dette. Jeg er 37 år, i rimlig form, gift og har to børn. Det gør mig hverken bedre end noget som helst andet menneske. Det er bare sådan tilfældighederne er faldet sammen.

Skriveblokade, stress, søvn og drømme, der varer for evigt. Livets bølgedale går op og ned og ned og op. Søvn, for meget og for lidt. Selskab for meget og for lidt. Neuroser og jagten på et selvværd, der for længst er brændt op i helvedes forgård. Jagten på mening. Fundet af mening i græsslåning, opvask og ture til købmanden, der pænt er erstattet af et supermarked til fornuftige priser. Billeder og film i tekst og ord. Hvem orker diskutere?

Jeg er langsom, og har alle dage været det. Min krop har ingen accelerationsstyrke, og det har altid gået mig på. Jeg har selvfølgelig aldrig været den sløveste i verden, men i forhold til mine venner har jeg næsten altid været den langsomste. Det er først i min nuværende alder, at det begynder at gå op for mig, at det ikke gør noget. Jeg kunne muligvis gennem intensiv intervaltræning gøre mig hurtigere, men det interesserer mig ikke. I de seneste 17 dage har jeg gennemført Grejsdalsløbet, Århus Rundt og i dag Eventyrløbet, og alle gange er jeg kommet i mål i den sidste halvdel eller fjerdedel. Men hvor jeg tidligere måske ikke ville løbe fordi det var pinligt eller skidt at blive løbet fra, er jeg i dag glad for, at jeg gør det. Det er jo de mange timer på landevejen, der gør mig glad, og at de så kun giver mig større udholdenhed, men ikke gør mig hurtigere, er jo ligemeget. De seneste mange år har jeg været en halvskadet fodboldspiller, der aldrig kom i form, da jeg konstant havde ondt. Efter at have droppet fodbolden, har jeg tabt mig en del og er kommet i bedre form. Det lyder måske lidt helligt, men bedre form er lig med bedre humør for mig, og overskud og humør er vigtigt, når man leger far og ansat ved den danske stat.

Løbet i dag blev klaret på 57 minutter og 34 sekunder. Det er ikke hurtigt, men det er fedt, at min form nu er sådan, at jeg bare lige løber 10 km på trods af at forrige løbetur ligger tilbage i marts, da jeg løb rundt om Hyde Park.

Sidder på Københavns Hovedbanegård og venter på at blive hentet. Det er sidste dag med optagelser til cricketfilm, og vejret er fantastisk. Jeg drikker en dyr cappuccino og har lige spist en dyr croissant. Kunne nok have nøjedes med en kop kaffe og en bolle, men her så så rart ud, her hvor jeg er. Ikke rart som i bedstemor, men som i, at her ikke var så mange mennesker, og jeg kunne sidde for mig selv og skrive lidt, tænke lidt og sms’e lidt. I toget på vej herover fik jeg omsider færdiggjort Min kamp nummer fire, og efter mange tusinde sider, er jeg stadig ikke træt af Karl Ove Knausgård. I nummer fire er han omkring de atten år, og man føler vitterligt, at det er en attenårig, der skriver. Det handler om druk, fester, piger, musik, litteratur og livet generelt, og det er så sindssygt godt skrevet. Når jeg kommer hjem i dag vil jeg bestille nummer fem og håbe, at jeg får tid til at læse den hurtigt, ellers er der jo snart sommerferie, så der kan den vel presses ind. Ikke at jeg har et for travlt liv. Jeg har vel bare et til tider ustruktureret liv, og så får man ikke altid sat sig ned med en god bog.

Det sjove ved mit besøg på denne cafe, er at de andre gæster sikkert også er her for første gang. Ingen kender hinanden, og jeg kan sidde helt for mig selv i fuldstændig anonymitet. Det holder jeg meget af. Karl Ove Knausgård fortæller i en af bøgerne, at han hver dag tager sig en lille pause fra familien, og tager på cafe, hvor han drikker kaffe, ryger et par cigaretter og læser i en bog. Det er dog vigtigt for ham, at det ikke er den samme cafe han besøger mere end to dage i træk, for så forsvinder det anonyme. Tjeneren begynder at spørge om man skal have det sædvanlige, og hilser pænt og så videre. Det er Knausgård ikke interesseret i. Det er jeg heller ikke interesseret i.

Hvis jeg havde levet for 100 år siden, havde jeg sgutte haft flere tænder i min lille århusianske mund. Jeg er i den grad blevet reddet af tandlæger i det danske land igennem de seneste mange år. Alt fra små huller til stor operation i 1997, og er det så fordi, jeg ikke børster tænder? Næh. Jeg børster skam tænder, og bruger tandtråd i ny og næ. Men så i går var jeg til tjek ved tandlægen, og da han var på vej til at sende mig hjem fandt han da lige en tandbyld og et lille hul. For Søren da også. Hullet blev klaret hurtigt, og nu står den på rodbehandling for tandbyld. Fucking great.

Heldigvis er der også meget cykling, og på søndag, står den sgu på Århus Rundt med følgeskab af Hans Plauborg fra mit filmhold tilbage fra unitiden. Og nu har jeg også lyst til at købe en mountainbike.

Sikke en uge. Mandag i København for at filme cricket, tirsdag og onsdag på fint hotel og internat ved Vejle, fredag begravelse og så ellers en weekender på lidt af hvert. Men ugen vil ikke blive husket for mine eskapader, men for Lars’ pressemøde i Cannes. Et pressemøde, der fik ham smidt væk fra festivalen efter pres fra flere israelske investorer, hvis man da ellers skal tro TV2 News. Og hvad gjorde lille Lars så galt? Jo han nævnte jøderne og Hitler. Han sagde faktisk også, at han var nazist. Jeg kan ikke så godt lide nazister, så jeg var virkelig glad, da lille Lars blev stemt hjem. Eller var jeg? Næh det var jeg sgutte. Lille Lars’ tanker om Hitler og nazismen er ikke vanvittige. De ligger meget godt i tråd med den fantastiske Der Untergang, såvel som Christian Jungersens udmærkede bog “Undtagelsen“. For det er interessant, at der bag monsteret Hitler også er et menneske med dårlig mave og rystelser i kroppen. Det er også interessant, at der er en nazist i alle mennesker. Noget, der i øvrigt er fint beskrevet i filmen “The Wave” og som Jungersen beskriver perfekt i sin bog. Von Trier er ligeledes imponeret over Albert Speers værker og æstetik. Det er jeg også. Det er min kone vel også, ellers ville hun ikke år efter år tage sine elever med til Olympia Stadion i Berlin. På samme måde er mange filminstruktørere imponeret over Lena Riefenstahls propagandafilm for nazismen. Von Trier siger det bare ud til verden, som så med vilje misforstår manden og lægger meninger i munden på ham. Herhjemme gik der ikke mange timer før åh så hellige Søren Espersen var ude i et indlæg på Jyllands Postens hjemmeside og kalde Trier for nazist og antisemit, og samtidig forlange at alt støtte blev frataget lille Lars.

Jeg er ikke vild med alle lille Lars’ film, men han er en ener og en fornyer. Han er ærlig som dagen er lang, og hvis verden er så vild med at fordømme ham, hvorfor er den så ikke interesseret i at høre hele historien. Historien om den jødiske dreng, der ikke var en rigtig jøde og som siden fandt ud af, at hans far ikke var hans rigtige far. Den rigtige far var i stedet for jøde tysker. Det var ikke de forfulgte han stammede fra, men forfølgerne.

Nu fik jeg skrevet det, og nu har jeg det lidt bedre. Selv er jeg hverken jøde eller nazist. Bare en halvglad middelmådig akademiker, hvis fornemmeste egenskab det er at gøre alle tilfredse.