Henrik Christensen

Men min La Vie Claire-trøje var udsolgt og kommer ikke.

Ugevis af ferie er snart forbi. I går var Lene i byen og mens ungerne ikke gad sove på førstesalen, satte jeg mig til at se film i stuen. Exit through the gift shop er en spøjs lille dokumentar om street art. Den er lavet af Banksy, som er The street artist. Den handler om Thierry Guetta som filmer alt og som bliver fanget af street art. Han begynder at filme en masse street art, og giver indtrykket af, at han er ved at lave en dokumentar om street art. Det er han dog ikke, han filmer bare uden at bruge det til noget. Filmen vender så alt på hovedet og bliver til en film af Banksy om Guetta. Guetta ender med at lave en kæmpe kunstudstilling i Los Angeles og scorer kassen på det. Men er Guetta overhovedet kunstner, er Banksy filminstruktør og er filmen overhovedet en dokumentar? Det er uvist, men på ingen måde kedeligt. Hvis Banksy er ukendt for dig, så søg lige lidt på det der Google eller det der youtube. Han er ret interessant om man så må sige.

Jeg har også hentet den nye cd med Per Vers. Fine tekster og fin musik og alt i alt en fin cd fra Per, som jeg engang var tutor for. Han er edderhuggeme god til det der med at skrive danske tekster. Respekt.

Og sidst men ikke mindst har jeg lige bestilt mig en La Vie Claire-trøje som den Greg Lemond kørte med i Tour de France 1985. Den er fantastisk.

Agurketid og godt vejr. Det er en herlig sommer i år, og den kom da godt lige der, hamrende ud af det blå. Vi har været i sommerhus og spist sommerfisk og sommeris. Det har været så fint. Vi har også haft sommergæster, og minsandten om ikke vi også har spillet sommerbold på plænen. Men nu er der snart august og ungerne skal tilbage til skolen og vi skal på arbejde og bla bla bla. Næh nej, det er kun påske og det kan blive en fin lang sommer. Det er dejligt at have fri, så jeg sender lige en tak til ham der Jesus, der døde for at vi kunne holde fri. Og da jeg grundet dovenskab stadig er medlem af folkekirken, nyder jeg det i fulde drag.

Fedest lige nu er, at jeg i går cyklede 110 km, at jeg i går fik set mit fodboldhold spille kamp, at vores flotteste træ i haven står i fuldt flor, at AGF vandt igen, at Søren kommer på besøg i dag og så meget andet.

En af de værste dage i fodboldhistorien var den 15. april 1989. Den dag mistede 96 fodboldtilhængere livet, da de skulle overvære FA-cup semifinalen mellem Liverpool og Nottingham Forrest. En katastrofal organisering gjorde, at man lukkede for mange mennesker ind til kampen, og da tilskuerne dengang var hegnet ind, kunne folk ikke komme ud på banen. 96 tilhængere af Liverpool mistede livet. Dette mindes hvert år med en ceremoni på Anfield. I dag var det som dengang med Kenny Dalglish som manager for Liverpool Football Club. Katastrofen tilbage i 89 var starten på slutningen for Dalglishs første periode som manager. Han tog med til alle de begravelser det var ham muligt, og det må have været så hårdt for ham, at presset til sidst blev for stort og han stoppede som manager. Nu er han tilbage, og jeg kan ikke forestille mig nogen bedre manager for Liverpool. Kenny Dalglish er uden sammenligning den mand i fodboldverden, jeg har mest respekt for.

Er i humør til Malk de Koijn. Er i humør til forår og cykelture. Gider ikke uvished om arbejdssituation og dumme mennesker. Er i humør til ferie og frisk fisk fra fiskehandleren. Er i humør til Kim-bøger, kærlighed og sol på forladte terasser. I humør til at læse Knausgård……….færdig. Til at tage billeder af natur og søde unger. Er i humør til natur. Til kasketter og sød musik og funky fede beats med fjolletekster på fjolletobak.

Så sidder man (med man mener jeg mig, altså jeg) så her og nyder solen efter en længere cykeltur. “Burde du ikke arbejde”, spørger den liberale læser så (eller det ville han nok have gjort, hvis han havde eksisteret. Jeg ville til det svare, at det gider jeg altså ikke lige nu. Jeg synes mine dage har været fyldt med arbejde og atter arbejde, så jeg tager lige en slapper. “Vil dit arbejde ændre verden?” ville den opmærksomme læser så nok spørge. Tjahh da jeg sammen med et par kollegaer i går fremlagde vores projekt for seks kommuner blev vi mødt af…………stort set tavshed over hele linjen. De var sgu nok lidt ligeglade. Det er ikke fedt. Havde de så bare sagt, at det var noget lort vi havde lavet. Næh tavshed.

Fuck det. Til gengæld er det fedt, at jeg forleden så “Breakerne fra Nordvest” en fin lille dokumentar på DR, som gjorde mig glad. Og det d
Er fedt, at der lige er droppet to anderledes dokumentaragtige film i postkassen i dag. Exit through the gift shop og Awesome – I shot that. De skal ses snart.

Nu er det koldt og jeg vil gå indenfor. Herunder er et billede af, hvordan jeg havde det i går.

Og bliver det ikke snart sommer. Klokken er mange og jeg kan ikke sove. Hvad interesserer det nogen? Intet. Jeg prøver bare igen.

Det er ved at være det fineste forår. Solen skinner flot og med udsigt til 16 grader og høj sol, ser jeg frem til 60 km på cyklen senere i dag.

Det er dog ikke maj endnu, men der er ikke så længe til. I maj kommer der en ny cd med dem der Beastie Boys, og minsandten om ikke der også kommer en 30 minutters film med cd’en. Filmen handler såvidt jeg ved om, hvad der skete efter fight for your right videoen i 1986. Det ser ret så morsomt ud, og jeg glæder mig en hel del 🙂

Og for at det ikke skal være løwn, så er der sgu også premiere på Triers Melancholia i maj. Det bliver en fest. Sikkert en meget dyster fest, men trods alt en fest.

Og nå ja, så står den jo også på Grejsdalsløbet i maj. Det bliver en fin måned med god musik, god film og fin motion til muskler og hjerne.

Hvad går jeg så og fordriver tiden med på det arbejdsmarked der? Tjahh jeg laver blandt andet sådan noget som I kan se her?

Jeg kommer sjældent i teatret, men i aften var det anderledes. Jeg var nemlig en tur i Teater Momentum her i Odense og se stykket “Fordom for let øvede”. Det var Marlene, der havde spurgt om jeg ikke kom ned og så det. Marlene er min unge smukke veninde, og hun spiller en af rollerne i stykket. Det er unge mennesker, der står bag. Unge mennesker, der kun i sommer blev studenter. Og så kender man det jo så godt – amatørteater here we come. Og jeg kan love for, at jeg tidligere har krummet et par tæer i forbindelse med gymnasiemusicals og lignende, så man kunne jo godt have bange anelser. Og i foyeren var det da også tydeligt, at det var venner og familie, der skulle ind og se stykket. Jeg var meget alene i at repræsentere min aldersgruppe, men ved godt mod og velvidende, at det var gode unge mennesker, der skulle spille, tog jeg ellers min plads på bagerste række midt for. Efter kort tid blev jeg klar over, at dette ikke var nogen tilfældig gymnasieforestilling. At de unge mennsker, der stod på scenen foran mig havde talent. At stykkets forfatter og instruktør havde talent. I 70 minutter blev jeg forført ind i dette stykke, og så skuespil, som jeg ærlig talt ikke troede man kunne finde en torsdag aften i Odense for sølle 30 kroner.

Stykket handler om en forfatter, der ikke kan skrive. Det kan hans kæreste, og hun kan udover at skrive også lide at styre hans liv. Igennem drømme kommer inspiration til ham, og han får gennem sin usynlige hjælper muligheden for mere inspiration, når han trykker på en knap centralt placeret på scenen. Rammehistorien er Lucas og kæresten Sille, og inden i rammen er en masse mindre scenarier om fordomme, der også bliver emnet for Lucas’ nye bog. Det er en fin fortælling, og skuespillet var sgu i særklasse. Mange hævder, at der ikke sker noget i Odense, men så er det jo også en katastrofe, at det er familie og venner, der finder vej til sådanne små perler i det odenseanske kulturliv. Disse unge mennesker er på vej frem, og fortsætter de sådan, vil jeg om nogle år stolt kunne hævde, at jeg så dem på vej frem. Længe leve ungdommen. Giv dem en større scene og lad dem folde sig ud i fuldt flor. Da jeg kørte hjem på min grå cykel i mit grå tøj, var jeg sgu helt rørt over alt dette talent.