Henrik Christensen

Sidder i toget på vej til Odense med min IPad og mine pumasko. Tænkte at ville fordrive tiden med et lille indlæg om livet og Horsens. Det regner i Horsens, eller gjorde i hvert fald, da jeg smuttede for 30 minutter siden. Uden for toget regner det stadig. Vi er vist snart i Fredericia……ja sørme om ikke damen i højttaleren lige bekræftede denne anelse. Og vi får endda nye vogne på toget. Så bliver det snart ikke finere. Apropos vogne, så begik jeg min første bilreperation nogensinde i går eftermiddags, og I kan tro, at jeg er en stolt mand. Jeg var endog i Biltema og købe reservedele……helt for og af mig selv. Så nu har Toyotaen fine nye vinduesviskere, og det tror jeg nok, at fruen er glad for i dag, hvor hun har bilen, og hvor regnen siler ned (video video).

Det er snart påske, og her håber jeg at se en del mennesker. Heriblandt Søren, Rikke, Mor og Jørn, Svigermekanikken, Lise med unger og hvem ved om man ikke også får tid til et par cykelture med fine mennesker. Dog ikke Jensen, der drager på træningslejr i det spanske – det vil jeg også snart. I stedet bliver det til træning i Juelsminde, og det er også fint.

Nu holder vi i Fredericia, og jeg kom i tanke om, at min mor savner noget med Lene og ungerne her på bloggen. Måske man skulle lave en lille fjollet film. Først skal der filmes unge mennesker i et madprojekt, men det er job og derfor kedeligt. Eller det er faktisk ret hyggeligt.

Og så tænker jeg lige, at Lene og lillemanden er til ørelæge lige nu. Håber hans ører har det godt. Intet kan jeg dog gøre fra eller til udover at sidde her og kigge ud på Fredericia Station. Havde det så bare været Skanderborg.

For zlatan, hvor det dog er fedt at cykle. I dag blev det til 47 km på racercyklen sammen med unge Morten. Det gør mit humør så fint, min dag så god og mine bukser så store. I de seneste år har sport været forbundet med smerte i min lille verden. Efter hver fodboldkamp har det været en kamp at få tøj på og gå op og ned ad trapper. Lyske, ankler, ryg og knæ har alle gjort så forbandet ondt. Nu er det kun musklerne, der kan gøre ondt, når det går stejlt op ad Boels Bro eller Vissenbjergbakken. Og så er det kun lige blevet april, og sommeren og foråret er kun på vej. Turene nu er kolde og i stiv vind. Om kort tid er det i solskin og i korte bukser og med fuld fart hen over stepperne. Me like.

I går holdt jeg i øvrigt tale for Sørens afgående 3g-klasse 3m i forbindelse med deres gallafest eller hvad det nu var, at det var, for jeg var ikke til stede. Talen var optaget og blev vist via Youtube. Fed og sjov ide fra Sønne, så er det bare om min præstation var god nok. Hvem ved, måske bliver talen offentliggjort på denne blog.

I aften får jeg besøg af nogle af mine tidligere elever fra Brandbjerg. De var de første, jeg prøvede at undervise, og at de her 5 år efter stadig vil se mig, er forhåbentligt et udtryk for, at jeg klarede det OK dengang i 2005.

Job går fint, og meget tyder på, at min ansættelse kommer til at løbe længere end 31.12. Der er i hvert fald projekter nok at give sig til.

God lørdag til alle, og 100% kærlighed herfra og ud i det danske land.

Måske det moderne menneske bliver stresset fordi, det har så mange muligheder og skal følge med og være hip på så mange områder. Skulle man bare jage sin mad, havde man jo kun det at tænke på. Selv har jeg altid en mio. ting at tænke på og i baghovedet. Det gør mig ikke til en travl mand, men til tider til en stresset mand, der glemmer snart det ene og snart det andet. Jeg har lige nu følgende at holde styr på. Et hus, en kone, to børn, en bil, fire mailkonti, en facebookprofil, en twitterprofil, tre fodboldhold, et job, en cykeltræning, en løbetræning, en terapeut, en læge, mange venner, familie, en blog, en iPad, en iPhone, to Mac, fem kameraer, to skraldespande, en hund, fire bind af Min Kamp, utallige kollegaer, tre støvsugere, seks par sko, tre cykler, en hjerne, to aviser og fem vasketøjskurve. Hvem laver en graf?

Ting, der gør Henrik glad:

Bruce Springsteen
Kenny Dalglish
Arbejde med søde kolleger
Folk der hedder Søren eller Kasper eller lignende
Sjove dage i London med Tony
En glad familie
Karl Ove Knausgård
Cykling
Løb
Irobot roomla 581
Lars Hug
Unge mennesker

Ting, der gør Henrik led

Krig
Regeringen
Umulige unger
X-factor
At folk får stress
At jeg ikke får set mine venner så tit som jeg gerne vil
Stenslag
Ord uden indhold
Dansk Folkeparti
Begravelser
Had

Engang hed han Lars Haagensen, så hed han Lars Hug, så måtte han ikke det og i dag hedder han så Lars H.U.G. Han var min helt store yndlingskunstnerting, da jeg var i mine slut teenageår og i begyndelsen af mine noget dystre 20’ere. Min første oplevelse med Hug, var da jeg som ganske ung fik Klichés fantastiske Okay okay boys spillet over på bånd lige, da den var udkommet. Glad og fro og ni år gammel sad jeg på mit værelse og sang med på de underlige fremmede tekster og nød den pumpende musik, der kom ud fra min røde ghettoblaster. Bag de røde bjerge, bravo Charlie, okay okay boys og de andre sange var så stort for mig. Der skulle dog gå nogle år inden jeg igen stiftede bekendtskab med hr. Hug. Det skete, da jeg af min stedsøster og svoger fik Kopy i slutningen af de åh så vidunderlige firsere. På det tidspunkt var min musiksmag mere rå, og jeg hørte hip hop og rap all day long. Men to gaver ændrede på dette. Den ene var Kopy, mens den anden var Changesbowie som jeg fik af min storebror. Bowie er en anden historie, men uden Bowie heller ingen Hug – that’s for sure.

Med Kopy kørende konstant på pladespilleren begyndte jeg at dykke ned i det andet Hug havde lavet. Jeg købte Supertanker og Kysser Himlen Farvel på vinyl og fik City Slang spillet over på bånd. Musikken og teksterne satte mig i en anden verden og rev til tider mit indre fra hinanden. Fra den mekaniske Supertanker over den dystre og maskinelle City Slang til den poppede og flotte Kysser Himlen farvel. Jeg var solgt. Min godeste buddy på handelsskolen Søren var også vild med Hug, og jeg husker med al tydelighed, hvordan vi sad i min mors grønne polo og hørte Natsværmer en mandag i spisefrikvarteret. Jeg havde optaget den aftenen før, hvor den havde haft premiere i P4 i P1.

Det blev til en del koncerter med Lars Hug. Finest var en oktoberaften i Ridehuset i Århus i 1992, hvor han spillede i over to timer fra hele sit katalog – krydret med coverversioner. Jeg husker blandt andet Love me tender som blev fremført med tæppet trukket for.

Så gik der engelsk sprog i den, og det blev lidt gammelt og kedeligt, og i dag er han med i et eller andet fjollet program på TV2, hvorom han selv har udtalt, at nu har han solgt helt ud.

De sidste par dage har Hen over himlen kørt på diverse anlæg her i hus og bil. Den plus et par andre godbidder får I af mig, for Lars er altså en af de sejeste nogensinde i dette lille land.

Det er ved at blive forår, og for alle andre end allergikere bliver det vel ikke bedre. Racercyklen er fundet frem og fik en tur på 60 km i går. Det var dog stadig koldt, vel ikke mere end 4-5 grader, så min begyndende snue er nu blevet en fin snue med både snot og host og hak. Heldigvis arbejder jeg hjemme i dag og forpester derfor ej mine omgivelser. Det var i øvrigt så fint at være med Tony og Morten i London i sidste uge. Udover de spændende interviews fik vi både snakket og grinet helt utroligt meget. Det var sgu dejligt.

I går vandt Liverpool igen i ligaen, og femtepladsen i ligaen er pludselig inden for rækkevidde. Da Kenny overtog lå vi i nedrykningsfare, så det er sgu godt gået. Lille Suarez er allerede blevet et hit, og store Carroll skal nok blive det. Vi mangler dog stadig en del for at slås med om de fire første pladser, men mon ikke de amerikanske ejere henter lidt godter i sommerpausen, så næste sæson bliver en fest.

Sidder i hotellets lounge og venter på mine to kumpaner får pakket færdig, så vi kan komme mod Heathrow. Vi har været i London siden tirsdag og det har været fremragende. Vores mission var at få to interviews med hjem til Danmark, og det fik vi. Først var vi et smut på Emirates, hvor vi fik en lang snak med en Arsenalfan om fodboldkultur og Arsenal, og derefter fik vi en snak med et medlem af parlamentet. Nu skal vi hjem og det bliver fint.

Ps. Løb lige en runde i Hyde Park her til formiddag. Oh so sporty me.

I dag bød på årets første træningstur på cykel. Det blev til 41 km sammen med Morten, som jeg kender fra fodboldbaren her i Odense. Tempoet var ikke super, men det var jo også første tur og tempo kommer ikke af sig selv. På ruten var vi ved at blive påkørt af en bilist, der overså sine hajtænder og drønede ud foran os, så vi måtte hive i bremserne. Han begik en fejl, og det kan vi alle komme til. Problemet var bare, at da jeg råbte efter ham, standsede han bilen, rullede vinduet ned og spurgte hvad mit problem var. Jeg svarede, at han havde overset sine hajtænder og hvis ikke vi havde bremset hårdt op, havde han ganske givet kørt os ned. Han grinede og sagde, at der havde været masser af tid. Hvorfor indrømmer folk aldrig deres fejl og siger undskyld? Han kunne have reddet situationen ved at have sagt undskyld og spurgt om vi var OK. I stedet betvivlede han vores anfægtelser. Hmmm det synes jeg desværre ofte jeg er ude for med bilister. Mon det er mig, den er gal med?

Her til aften blev jeg færdig med Paul Austers Illusionernes bog, som faktisk var ret fin. På sengebordet ligget nu fjerde del af Min Kamp. Den må jeg snarligst i gang med.

Var det noget at blive lærer? Sikkert ikke for nogen af denne blogs læsere, men synes nedenstående lille film er lidt fin.