Der gik den uge så. Og ingenting til den trofaste læserskare. Jeg har været i Jelling, Vejle, Grindsted, Sdr. Omme og Odense. Jeg har været ude og løbe et par gange, været på besøg hos Martin og Rikke, der mistede deres lille dreng og i morgen skal jeg så til begravelsen. Det er som om alting er blevet sat i et andet perspektiv i denne uge. Jeg er glad for mit job, men det er bare så ligegyldigt, når små børn dør. Det bliver så ubehageligt at se den lille kiste i morgen, men der kommer mange til begravelsen, og støtten er enorm og sammenholdet er stort. Heldigvis sover Nana fint og Aske løber rundt og vil ikke sove. Det må han godt. Han er jo her, og det er jeg simpelthen så over lykkelig for.
Op og ned
I går var ikke nogen god dag. En af mine gode venner mistede sin lille dreng på kun fucking syv måneder. Det er så latterligt, at noget så uretfærdigt kan ske. Jeg var og er dybt rørt af situationen, og da Lene kom glad hjem fra arbejde sad jeg bare og tudede i sofaen. Derfor er jeg også ude af stand til at give en vurdering af True Grit, som jeg ellers var inde og se i går. Den blev bare aldrig relevant.
I dag har jeg været en tur på Vognhjulet, som
er mit lokale værtshus. Jeg tog derned klokken 7 i morges, og vendte først hjem til frokost. Det er ikke noget, jeg normalt gør, og i dag var da heller ikke et normalt værtshusbesøg. Jeg er nemlig med i en lille kortfilm, som blandt andet foregår på et værtshus. Jeg spiller Leif og jeg ryger meget. Det var sjovt, og jeg ser da også frem til de sidste optagelser, som finder sted om et par uger.
Og ps. så har jeg nu tabt mig 8 kg siden jul. Så tynd jeg bliver.
Gang i den
Jeg har købt billetter til The Gaslight Anthem i Århus til juni. Det bliver sammen med Søren og det bliver rart.
Der er kommet en ny IPad, her kort efter jeg købte min. Det er lidt Damn, men det går nok. Jeg er jo alligevel ikke firstmovertypen. Der er også kommet nye MacBook Pro’er, og de ser ærlig talt vanvittigt hurtige ud. Sådan en vil jeg også gerne have, men det er der hverken brug for eller finanser til, så hvorfor egentligt? Det er vel bare et udtryk for, at man tror på at lykken kan købes for penge.
På lørdag skal jeg lege skuespiller. Jeg skal spille med i en kortfilm. Sådan en 3.g-film. Jeg er ikke nogen stor skuespiller, så det bliver spændende.
Når det rammer dig i maven
Jeg får hørt en del Gaslight Anthem for tiden. Jeg tror ikke de er sådan et band, som anmelderne råber vildt hurra for, men jeg aner det faktisk ikke. De gør mig bare i godt humør, så de er både i bilen og i ørene, når jeg løber. Jeg er sådan set også ret så ligeglad med om musikken er den rigtige. Sålænge den rammer mig. Sålænge jeg føler noget, når jeg hører den. Det er jo det, der ofte er galt med x-factor musik. Det er fint og pænt og poleret, men det rør jo ingenting i folk. Det er bare korrekt udført.
I nat fik Susanne Bier en Oscar, og det synes jeg er fedt. Jeg går ikke så meget op i Oscar, eller i Susanne Bier for den sags skyld, men da jeg så hun havde fået den, blev jeg helt glad på hendes vegne. Hun virker så sympatisk, og jeg er ikke i tvivl om, at det er velfortjent. Ham der fra X-factor var dog ude og sige noget med, at hun bare er håndværker, og når han laver en film, bliver det nyt og udfordrende og aldrig set før. Han snakker for meget, og siger for lidt. Jeg siger bare tillykke Susanne, og tak fordi du kiggede på bloggen.
Ungerne er lagt i seng, og Lene er på kursus. Jeg har et par testemonials, som det åbenbart hedder, der skal laves inden sengetid. Det er nogle studerende, der fortæller om, hvorfor de har valgt at læse til lærer. Det var meget søde studerende, men lige nu gad jeg måske hellere bare slappe på sofaen end at lave film. Sådan har jeg det tit, da jeg nemlig er en anelse doven.
No surrender
Hører som altid en del Bruce, men da jeg var ude og løbe i onsdags stod den på The Gaslight Anthem, som ikke er Bruce, men som er meget glade for Bruce. Her er det forsanger Brian, der hjælper Bruce med No Surrender, og det er fra den fine London Calling Live DVD. Brian og Bruce.
Caroline
TRE anden del
Også i dag var jeg en tur hos Christine til rystelser og vejrtrækning. Jeg skal også derned på fredag, men så må jeg klare mig selv derfra. Det er lidt ærgeligt. Gad ellers godt have sådan en tur hver dag, selvom mine lårbasser godt kunne mærke presset i dag. De der rystelser, som går helt op i ryggen er ret så fantastiske og skøre. I dag fik jeg et tæppe over mig, da det var slut. Så lå jeg så der og slappede helt af i nogle minutter. Bare totalt afslappet, mens verden drøner forbi. Drøn. Og jeg ånder ind og puster ud. Og trækker vejret ind og puster ud. Og ind og puster ud. Og ind og ud. Nu vil jeg sidde alene i vores stue, mens anlægget vil spille den nye PJ Harvey for mig. Og kun mig.
Trauma Releasing Excersices
Søndag og udsovet
Det er søndag i sofaen. Ved siden af mig sidder Aske og spiller Nintendo DS for fulde hammer. I fjernsynet er der slalom fra Garmisch Partenkirchen eller Mixing Part som Erlend Loe skriver i sin nyeste gode bog, som jeg læste for snart lang tid siden. Liverpool holder fri i denne weekend, så vi benyttede friheden til at tage en tur til Ålborg fredag. Vi kom hjem i går, og jeg var træt. Lagde mig til at putte ungerne i vores seng i går aftes med det resultat, at jeg faldt først i søvn. Stod op 12 timer senere. For satan det var nice. Mega nice faktisk. Jeg er normalt dårlig til at sove. Men ikke i nat. Bevares jeg vågnede da et par gange, men all in all var det altså en stor sovefest. Planen i dag er en løbetur. Ikke andet. Havde egentligt noge arbejde, men det var sgu så dumt, at jeg lige har skrevet til dem, der skulle have det, at jeg ikke laver det alligevel. Måske en anelse vovet, men hellere vove noget end at lave noget lort. Så vigtigt er det jeg laver jo heller ikke.
Nå tilbage til skiløb og internet.
Til dem, der endnu ikke har læst Danmarks sjoveste blog, så tryk lige på linket og gør det. Http://www.dagpengeland.dk.
Plader i denne uge
I denne uge har jeg hentet hele tre plader. Eller det vil sige, at det jo ikke er plader længere, ej heller cd’er, men en række filer jeg har hentet over det der internet. Hvad skal vi så kalde dem? Albums? Jeg tror bare, jeg stadig kalder dem for plader, da det nu engang er det fineste ord. Den første jeg hentede var med Florence and the Machine, efter jeg havde set dem spille til Nobels fredsprisoverrækning. Det lød så flot, at jeg måtte høre mere. Hun synger lidt som Kate Bush eller måske Tori Amos, og det er så fint i min verden. Måske også der er lidt PJ Harvey over det, i hvert fald var PJ Harveys Let England Shake den næste plade jeg købte. Den er særlig fin og handler om krig og England. Den har jeg hørt meget, og er ved at blive rigtig glad for. Sidst købte jeg den nye med Brigh Eyes, men den har jeg ikke fået hørt endnu. Kan bedst lide Bright Eyes, når det er sådan lidt countryagtigt. Det er den nye vist ikke, men derfor kan den jo godt være god. I morgen kommer der en ny med Radiohead. Den henter Lene garantrisse.