Henrik Christensen

I aften viste DR 2 så lige en film af Mike Leigh. Jeg har kun set gode film af Mike Leigh. Ikke at jeg har set alle hans film, men jeg har da set de fremragende Life is sweet, Naked og Secret and Lies. Og nu altså også Happy go lucky, som jeg også var vild med.

I går så jeg Something Wild. Det er en film af Jonathan Demme og den er fra 1986. Det er ikke en af filmhistoriens mesterværker, men den har alligevel et eller andet over sig. Nogle år senere lavede Demme Ondskabens Øjne og blev et kæmpe hit og et stort navn. I Something Wild er Melanie Griffith super duper hot og minder meget om Patricia Arquette i True Romance. De snakker på den helt samme sexede måde. Jeff Daniels er også ret suveræn som den kiksede Charles, mens Ray Liotta som sædvanligt er en herlig særlig psykopat. Me like.

Det er lang tid siden, jeg har trængt til weekend. Det gør jeg i dag. Jeg er kvæstet efter en travl, men også sjov arbejdsuge. Mandag var jeg til lederforum i UCL, tirsdag til udvikling og viden-dag, hvor jeg ifølge chefen holdt et meget inspirerende oplæg, onsdag var jeg ude og hjælpe med at sætte op til filmet undervisning på ergoterapeutuddannelsen og derefter til møde på læreruddannelsen om kompetenceprojekt, torsdag var jeg et smut på pædagoguddannelsen og i dag har jeg været på Vrigsted Efterskole, UCL i Vejle og VUC i Vejle. Jeg kommer sgu noget rundt for tiden, men det går desværre ud over bloggen, da jeg har været en anelse kvæstet. Men nu er det weekend og jeg skal ikke lave andet end at sove længe, drikke kaffe og så lige løbe en tur.

Og så mener jeg i øvrigt, at vi skal have et valg nu. Der er godt nok nogle ministre, der fucker op. Og jeg tænker faktisk ikke på Bertel, som jeg ville have skrevet en forsvarstale for, men ikke fik gjort.

Jeg skriver ofte om vanskelighederne ved at være en neurotisk mand i 30’erne, men i dag skal det være anderledes. Fucking hell man jeg har tabt mig næsten 6 kg, jeg har løbet en tur på 6 km i dag og så vandt Liverpool sgu på Stamford Bridge med 1-0. Det er en super super søndag. Jeg har også lige byttet fordæk og bagdæk på min gamle racer, så dækkene kan holde lidt længere. Jeg vil nemlig gerne ud og cykle på landevejen, så den skulle helst ikke punktere så nemt. Jeg gider heller ikke drikke mere, jeg bliver sgu i så dårligt humør bagefter. Jeg har det så meget bedre. Nu sidder jeg i sofaen og ser Riget. Det er heller ikke så ringe endda. Og nåh ja elsker jeg Kenny Dalglish, men det har jeg vist sagt.

I går hentede Liverpool deres to dyreste spillere nogensinde. Andy og Luis hedder de, og de er så fine begge to. Vi mistede også en af vores spillere til et hold, der har vundet store turneringer, da Poul Konchesky blev lånt ud til de dobbelte vindere af Mesterholdenes Europa Cup Nottingham Forrest.

I går måtte mormor og morfar lege babysittere for en syg Aske og en frisk Nana, mens hr. og fru undertegnede tog en tur på sjov. Aftenen startede med en formiddabel middag på Goma. Hvorfor har jeg aldrig været der før? Det var en af mine fineste restaurantoplevelser. Fruen og jeg fik små fine retter og delte en flaske Clay Station. Normalt husker jeg ikke, hvad vin hedder, men dette navn glemmer man ikke lige med det samme, hvis man bare en enkelt gang har fået smæk i FIFA. Efter middagen nappede vi en latte på Gertruds og en øllebølle på Sir Club, inden turen gik i bio, hvor den stod på Black Swan af Darren Aronofsky. Aronofskys seneste film, var den eminente The Wrestler med Mickey Rourke. Black Swan blæste os langt ud af Bio City og over i den verden, hvor man så sjældent kommer. Det er en fantastisk film, og jeg har ikke følt sådan for en film siden jeg så There will be blood. Natalie Portman er for vild i hovedrollen og musikken og kameraføring og klipning og og og er bare suverænt. Den slog mig lige i mellemgulvet, og kan kun anbefales også, hvis man som mig ikke interesserer sig for ballet. Super super film.

Håndbold og Fernando taler vi ikke om. OK så lidt. Flot af håndbolddrengene at nå finalen og spille op med Frankrig. De drenge imponerer mig vildt meget. Fernando er en prut, men lad ham endelig gå for 50 mio. pund. For de penge kan vi nok finde en, der gider spille for os. Ja vi kan vel finde fire. Sidst Kenny var manager solgte han Ian Rush til Juventus og købte John Barnes, John Aldridge og Peter Beardsley for pengene. Så det går nok.

Det er ikke mange titler Liverpool har vundet inde sidste fire år, men det betyder ikke, at det har været kedeligt at holde med klubben. Cirkusset fortsætter åbenbart lidt endnu med Fernandos transferønske. Til gengæld er det fedt, at klubben melder ud, at han ikke er til salg, og han skal blive og opfylde sin kontrakt. Og så købte vi også lige Suarez, som jeg hadede under VM, men nu elsker som var han min nyfundne bror.

Jeg kan huske, da jeg var ganske ung og ganske rød, at jeg fandt ham der Tøger Seidenfaden noget arrogant og irriterende. Jeg kan huske, at da jeg var lidt ældre undrede det mig til tider, hvem ham altmuligmanden i Love Shop var. Da jeg blev ældre, begyndte jeg at nyde ham Seidenfaden. Jeg fandt ud af at manden fra Love Shop hed Henrik ligesom mig. Jeg var ofte enig med ham Tøger og elskede, når han gav magten tørt på. Henrik udgav selv et par plader, hvor den første blev mig ret kær. I dag er begge mænd gået bort pga. kræft. Det er som om humanismen, kunsten, det intellektuelle og det smukke af Danmark er blevet meget fattigere. Jeg kendte jo hverken Henrik eller Tøger privat, men de fyldte noget i min hverdag. De gjorde Danmark til et finere sted i en ellers lorteagtig tid med kontrol og højredrejning. Det er ikke så fedt, og jeg sidder faktisk her i min sofa og bliver en anelse bitter på verden og samfundet. Lorteland. Lorteverden. Lortesygdom.