Henrik Christensen

Det går lidt op og ned i Odense for tiden. Det går nedad med vægten for både Lene og jeg, da Lene har taget det drastiske valg at gå på en vægtvogterkur. Jeg er så også med på sidelinjen, og det er overraskende nemt. Det er ikke noget med at pine sig selv, men i bund og grund bare at spise sundere og knap så meget. Personligt har jeg ikke lidt nogen deciderede afsavn, men spist næsten som jeg plejer, bare mindre. Frem for at sætte gryden med aftensmad ind på bordet portionsanretter vi, og så får man en portion, som jo er rigeligt. Jeg har jo ingen disciplin over for mad og kan sagtens nappe tre portioner til aftensmad, hvis muligheden er der. Nok også derfor, at jeg var oppe på 96,5 kg 25. december. Efter tre uger er jeg nu nede omkring de 92 og igen i stand til at passe mit tøj. Min psyke er stadig fucked up, men jeg har tæt kontakt til min læge og det er fjong.

Liverpool er begyndt at vinde igen, og det glæder os meget. Mit håb om en top seks placering er helt sikkert stadig mulig. Skal vi længere op, skal der investeres og gerne i Luis Suarez, Charlie Adam og Ashley Young. Adam kender jeg ikke det store til, men han har et sejt navn og er fra Skotland, og så kan man ikke forlange mere.

Det har været en god weekend. Jeg har været til 30-års fødselsdag i København, set Liverpool vinde en fodboldskamp, fået mig en ny racercykel og været i biografen og se Winter’s bone. I dag er det søndag, ungerne har allerede set tre film og jeg løbet stadig rundt i underbukser og gider ikke andet. Det er sgu fedt nok.

Winter’s bone var i øvrigt en fin lille grum film, som på en eller anden måde var et mix af Juno møder Deliverance. Eller det var det måske ikke, men det var en ung pige i et sindssygt sted med farlige mennesker. Både farlige mænd og kvinder, og man finder aldrig helt ud af, hvad der foregår, kun at man aldrig selv skal besøge det sted, hvor den foregår. Fin alternativ film, der var meget lidt Hollywood, derfor også overraskende, at hovedrollen vist er i betragtning til en lorte Oscar. Jeg hader Oscar. Det er så hult, men det udstillede Ricky Gervais så fint forleden. Godt nok ved Golden Globe, men han får nok aldrig muligheden ved Oscar.

Jeg elsker stadig Kenny Dalglish.

Og sidst et lille billede for at give lidt liv.

Jeg er så glad for Kenny. Han har fået skabt ro omkring Liverpools hold og har tydeligvis ejernes støtte. Steven Gerrard har udtalt, at han vil gøre alt for at Kenny også er manager efter sommerferien. Fernando er glad igen. Ja selv vores egen Danny Agger er blevet en happy boy med masser af spilletid. Frem kommer også unge spillere som Martin Kelly, Jonjo Shelvey (fantastisk navn), Daniel Pacheco, Jay Spearing med flere. Klubbens ejere har fået fjernet den store gæld, der var i klubben og er tydeligvis klar til at investere i nye spillere. Så det kan godt være, at Liverpool ligger skidt i tabellen, men for første gang i tre år, ser jeg lyst på fremtiden. Og den må gerne være med Kenny i de næste mange år. Han er jo kun 59 år, og det er ingen alder for en Dalglish.

Sidder i sofaen og hører Bruce Springsteen. Det er the River, som jeg købte i sidste uge i et boxsæt med hans første syv plader. Det er rart. Jeg venter på, at jeg skal en tur forbi Abildgårdskolen og snakke med deres forstander om deres brug af coorperative learning. Jeg ved intet om det, så det er godt, at jeg bare skal optage ham på video og sende det videre til nogle andre.

På lørdag kommer min gamle filmgruppebuddy Hans forbi med en ny racercykel til mig. Så har jeg ikke længere nogen undskyldning for ikke at cykle, når det bliver sommer og sol, og så kan jeg bruge den gamle racer til, når det er gråt og trist. Jeg kan altså cykle året rundt sålænge, der ikke er sne på vejene. Det er fedt. Så kan jeg nemlig komme af med den fede vom.

– Posted using BlogPress from my iPad

Når man er en mand i trediverne med kone og to børn, så går denne optræden lige i krop og sjæl. Lyden er dårlig, men finalen gav sgu den gamle kyniker tårer i øjenkrogen.

Så er jeg tilbage i danmark igen. Og jeg har lige købt mig en IPad, da jeg bare ikke kunne leve uden. I London havde mange mennesker ipads, og det har Lene jo haft længe, så hvorfor ikke også mig. Så er det bare at glæde sig til at flash forsvinder, så man kan se mere tv på nettet. Jeg synes dog min IPad er fin og glæder mig til at lave mine egne små e-bøger til den.

Så sidder man så her på sit hotelværelse i den indre by. Inner city of London. Hotelværelset er på størrelse med et kosteskab, men fint istandsat og passer mig glimrende. Et skrivebord, hvor man kan arbejde lidt og en sent, hvorfra man kan sove og se lidt fjerner. I går var vi på Bett-messe. Det var kæmpe kæmpe stort og fuldstændigt uoverskueligt, jeg fik dog et par Ipad-tips med hjem om, hvordan man nemt laver e-bøger og lignende. Ellers var det bare en masse whiteboards og flere whiteboards og så kunne jeg ikke overskue mere.

I dag var vi været en tur på BBC og høre om deres BBC-learning. Det var sgutte meget ved, og de rykkede intet overhovedet, så det var ikke meget vi kunne bruge der. Ellers er det blevet til en løbetur langs Themsen i går og en masse gåen i dag. Nu er jeg træt i mine ben og i mit hovede, derfor sidder jeg her på hotelværelset og skriver lidt, og hører Bob Dylan.

Og Liverpool taber fortsat hele tiden, men det går nok. Kenny er tilbage, så troen er der og glæden er der også, så skal sejrene nok komme henad vejen. Vi kan jo passende starte med at smadre Everton på søndag.

Så er jeg på vej til London og til Bett-messe. Sidder i toget mod Kastrup og er træt, da jeg kom til at lave film til langt ud på natten. Jeg håber jeg kan blogge lidt fra hotellet, men lover intet. Det må wifi og London lige finde ud af først.

Er stadig ovenud begejstret for at Kenny Dalglish er tilbage. Det er lidt som at være barn igen.

Det er mig, der har lært ham at skrive. Eller vi har i hvert fald skrevet opgave sammen, som vi afleverede for sent, fordi vi spillede sensible soccer. Tillykke til Lars, du er sgu sej.