Henrik Christensen

I starten af 2011 bliver der fokus på at være psykisk sårbar. En kampagne som blandt andet Poul Nyrup står bag, sætter fokus på folk med psykiske problemer. Det er nemlig sådan, at det faktisk er helt almindeligt at have problemer med psyken i dette land. Mange har det, og jeg kender mange, der har det. Og for mig er de altså lige så almindelige og dejlige som de venner jeg har, der ikke har det. Selv har jeg også bøvlet med depressioner og angst og alt det pis. Det er noget møg, men jeg piver ikke, for det er der ingen grund til. Der skal bare arbejdes for at få det bedre. Min egen far led helt sikkert af nogle slemme depressioner, som han aldrig fik gjort noget ved. Det tænker jeg ofte på. Forleden var jeg så ved lægen, da jeg har haft det ret så skidt på det seneste, på trods af, at jeg tager cipralex hver eneste aften. Vi snakkede lidt sammen, og kom frem til, at jeg skulle prøve noget andet end cipralex, der er en forholdsvis svag antidepressiv. Man kurerer jo heller ikke migræne med panodil, som han udtrykte det. Så nu får jeg flere piller og kan faktisk allerede mærke en fremgang. Det er så skørt, hvordan processer i hjernen kan påvirke ens humør og fysik. Vi tror så meget på personlighed og sjæl, at vi glemmer, at hjernen er noget konkret fysisk, der udskiller en masse stoffer af den ene eller den anden slags. Og hvis den så finder på, at udskille for lidt eller for meget af noget, så kan det ødelægge et liv. Så kan du have nok så store muskler, have læst nok så mange bøger og have en nok så fin bil, men det hjælper bare ikke. Det er skørt. Nå, jeg vil tilbage til jobbet og ønske alle en dejlig onsdag, hvor Liverpool sikkert får stryg af Blackburn i aften, men skidt med det, det klarer vi bare med nogle piller bagefter 😉

Havde overvejet at lægge en lille nytårstale ind på bloggen, men det nåede jeg bare ikke. Jeg har haft for travlt med at se fjernsyn, spille spil på min Iphone, cykle i kælderen og høre musik. Men måske jeg når det i starten af det nye år, da det kunne være helt sjovt at lave sådan en lille tale til nationen.

Jeg må i stedet nøjes med at ønske alle et glædeligt nytår herfra stationen i Odense. Pga. stress og underskud på personlighedskontoen kom vi aldrig til Aalborg for at fejre nytår, så det gør vi i Odense i stedet. Der skal derfor lyde et ekstra godt nytår til Charlotte, Michael og ungerne i Aalborg – vi ses snart, og så skal jeg nok lave mad og gøre alle glade.

Om et par dage starter jeg i mit nye job som mediemand hos UCL. Og jeg starter med at tage 4 dage til london fra den 11. til den 14. januar til en stor messe om uddannelse og IT. Det bliver helt fantastisk, og jeg glæder mig enormt.

Men nok om mig og godt nytår til alle. Vi ses i 2011.

Efter at have genset første afsnit af Riget i går, lod jeg DR2 køre frit med først en dokumentar om Dalton (ikke brødrene men bandet), og derefter filmen Coming Home fra 1978. Det var sjovt at se, hvor sur Allan Olsen kunne blive på Lars Lilholt, men det var vist også det om den film. Coming Home var i sig selv interessant, da det er en amerikansk film fra 70’erne, og de er pr. definition interessante. Den er instrueret af Hal Ashby, som med Harold and Maude, Being There og Coming Home er en af de skæve instruktører fra den periode, men det er nu ikke ham, jeg kom til at tænke på, da jeg så filmen. Hovedrollen som Luke spilles af Jon Voight, der i dag sikkert er mest kendt for at være far til Angelina Jolie, men som har været med i adskillige fremragende film. Han vandt sågar en Oscar (uha hvor fint) for sin præstation i Coming Home. Det sjove ved Voight er at han spiller med i sådan lidt alternative og venstreorienterede film i 70’erne. I Coming Home er han handicappet Vietnamveteran og i Midnight Cowboy er han trækkerdreng, og han var som jeg har forstået det ret meget nede med Jane Fonda og de andre rødder på den fløj. I dag er han dog helt anderledes. Han er totalt republikaner og har været rigtig meget imod Barack Obama. Han har undsagt sig sin fortid og blevet en vred gammel right wing son of a gun.

Så er vi hjemme i glorious Odense igen, efter fin juleaften hos den dejlige svigermekanik i Juelsminde. Turen hjem var sgu lidt en blandet oplevelse, da der flere steder på motorvejen var spejlglat, og det er ikke superfedt at skride ud med hele familien i en Yaris, så det tog 2 og en halv time at komme hjem fra Juelsminde. Til sammenligning cyklede jeg samme tur i sommerferien på lidt under 4 timer. Jeg glæder mig til det bliver muligt at cykle til Juelsminde igen. Jeg er nemlig blevet tykkere end jeg nogensinde har været. Det er ikke sejt, men skidt med det. Det ryger af igen med lidt løb og lidt cykling.

Nå jeg ville ikke andet end sende kys og kærlighed ud til DK og ønske en fortsat god jul.

Der er snart ikke mere internet tilbage i Egypten. Vi har brugt det hele, og derfor vil der nok snart være en lille julepause på bloggen, så alle ønskes et merry z-mas herfra. Og så vil jeg da faktisk også sige tak til alle, der vover sig ud i at læse denne blog. Det er ofte flere end jeg lige regner med. Jeg håber I får en dejlig jul og alle de gaver I ønsker jer – specielt, hvis det er Promiseboxen med Bruce.

Jeg tror mit 2011 bliver noget anderledes end 2010. Men bloggen kører videre mange år endnu.

I dag blæser det. Klokken er tyve minutter over ni, men det kan vist allerede nu konstateres, at der ikke bliver noget med at ligge ved poolen i dag. Vi skal nok komme ud og bade lidt, men så er det også hurtigt op og blive tørret igen. Det betyder nok, at vi bliver tvunget til at sætte en film på computeren, og at jeg derfor bliver tvunget til at læse mere i min bog om Trier. Det er ikke så ringe endda. Når jeg kommer hjem og det er jul, skal jeg se en masse Trier-film. Jeg vil starte med Europa, som jeg var vild med, da den kom. Jeg var ikke så gammel, men var alligevel i biografen og se den sammen med min ven Thomas. Vi forstod den vist ikke helt, men billederne var helt fantastiske. I nat drømte jeg, at jeg skulle hente Thomas fra en fest. Jeg kørte i bil og var selv fuld for jeg kunne ikke helt huske, at jeg hentede ham. Det var lidt underligt, at jeg drømte om Thomas, men det hænger nok sammen med Europa. Thomas døde for et par år siden. Det er stadig underligt at tænke på. Vi gik meget i biografen sammen, og det var med Thomas, at jeg fik min store interesse for film. Thomas boede tæt på Paladsbiografen i Århus, så der var vi tit. Vi var meget forskellige. Jeg var dygtig i skolen, det var Thomas ikke. Thomas havde arbejde og var sindssygt flittig, jeg var doven. Thomas løb og vinterbadede, jeg sov længe. Vi var vist et umage par.

Hotellet vi bor på har all inclusive. Alt hvad vi spiser og drikker er betalt på forhånd. Rundt om os løber egypterne og serverer og opvarter. Det er fint nok, men også meget meget underligt. Det er fint fordi vi på den måde smider en masse penge ind i Egypten og på den måde giver Afrika et løft. Men det er altså underligt at se disse meget kønne unge mænd opvarte utroligt grimme europæiske turister. Det burde på en eller anden vis være omvendt. De fede turister med sure ansigter burde sgu hoppe lidt rundt og tabe lidt fedt, mens de pæne egyptere kunne tage sig en slapper. De arbejder hver dag. Hver eneste dag fra morgen til aften, og deres koner og familier bor ikke i nærheden, da det kun er et ferieresort og der er laaaaaaangt til nærmeste by. Deres familier bor sikkert i Cairo, som er længere væk end langt. Jeg håber de tjener gode penge og at de fede turister giver gode drikkepenge. Det vil jeg gøre, hvis jeg havde nogen, men Lene har alle pengene, så det er hende, der gør det. Lene er i øvrigt smuk og ikke nogen grim turist.

Lars von Trier er faktisk et interessant menneske at læse om. Han er på ingen måde helt normal, og det gør at han får fortalt en del om, hvordan vores verden egentlig ser ud. Niels Thorsens bog, som jeg er nået 124 sider hen i, er en fin beskrivelse af manden von Trier. Eller bare Lars Trier fra Lyngby. For godt nok er han nyskabende grænsende til det geniale, men han er også et almindeligt menneske med kone og børn og Volvo. Rød Volvo. Jeg er normalt ikke nogen hund efter biografier, da jeg synes de bliver for selvfede, men denne bog er lidt anderledes. Det er ikke kun det gode ved Trier, der fremhæves. Det er et forsøg på at give et billede af ham. Fortalt af Thorsen, Trier selv og en masse, der kender ham.

Så hvis ikke du ønsker dig Knausgård i julegave, så kan du sagtens ønske dig Geniet af Thorsen. Og med det vil jeg gå i gang med de resterende 270 sider.

Er det korrekt at være på internettet, når man er på ferie? Er det korrekt at blogge, at tjekke fodboldnyheder og at tjekke mails? Mange vil sikkert svare, at det er det ikke, men sådan har jeg det på ingen måde. Jeg slapper bedst af, når jeg har noget at give mig til. Bare at kigge ud i luften får mig til at blive rastløs og stresser ofte. Og når man nu har to unger, der både skal sove middagslur og sove tidligt om aftenen, så er det jo rart at kunne fordrive tiden med at læse og skrive lidt. Men sådan er der mange, der ikke ser det. Det er som om, at computeren er en farlig ting. Hvis jeg nu havde læst i en bog og skrevet dagbog i hånden, så havde det været alletiders. Men nu lever vi jo bare i en tidsalder, hvor computere er nemme at flytte, og hvor internettet flyder frit, så hvorfor ikke også bruge det. Jeg bader også, og løber også og spiser også og drikker også en hel del kaffe. Ja selv bøger får jeg læst. Jeg er godt klar over, at dette er et opgør mod en af mine tvangstanker om, at jeg skal gøre alting på den rigtige måde. Og den rigtige måde at være på ferie på, er ikke at bruge computer…………i mit hovede. Den tanke sidder der. Den skal forsvinde, for jeg slapper bedst af på denne måde. Alternativet er at ligge fed og halvfuld ved poolen, mens ungerne bare kan svømme rundt for sig selv med deres luffer og bælter på. Og så i øvrigt snakke russisk og have mange grimme tatoveringer.

Der er Knausgård og der er von Trier. Begge er taget med mig på ferie i det orangeadeagtige Egypten. Knausgård er jeg færdig med. Hans andet bind var mindst lige så godt som det første, og det siger ikke så lidt. Jeg har ikke haft det sådan med litteratur siden jeg som ung mand læste The Catcher in the Rye af Salinger. Knausgård skriver om sit liv. Knausgård er midt i 30‘erne, når han skriver, er gift og har tre børn (børnene SKAL være i overtal). Han skriver om sig selv og sit liv. Det er stort, det er modigt, og det er også grænseoverskridende, men det er fremragende litteratur, hvis man spørger mig, og det gør man jo, når man læser det, jeg skriver.

Von Trier er en anden særling, som er med i Egypten, da Niels Thorsen har skrevet en bog om ham. Geniet hedder den. Den er jeg lige startet på, og den tegner ganske udmærket. Jeg har det ambivalent med Trier. Nogle af hans film betager mig, mens andre forekommer mig alt for konstruerede og med for meget distance. Jeg er glad for Europa, hans tegne-på-gulvet-film, Riget og Antichrist. Breaking the Waves er ikke min stil, og jeg forstår til stadighed ikke at folk blev rørt af den film. Den virker så distancerende tenderende det ironiske. Men det er nok bare mig. Trier som iscenesætter af sig selv og sine film er dog alletiders, og skulle jeg en dag møde ham og havde jeg været en modig mand, så ville jeg give ham en krammer.