Henrik Christensen

Det er nat. I soveværelset ved siden af ligger Lene og børnene. Jeg ligger på sofaen i stuen og hører musik på min telefon, som jeg også skriver dette på. Udenfor er der stille på trods af, at mørket er lyst op af mangt en elektrisk pære. Det er snart jul, ja faktisk er der under 14 dage til. Det gør ikke noget. Det kan jeg ikke gøre noget ved. Tiden går. Jeg husker stadig, hvordan jeg så frem til årtusindeskiftet. Om hvordan jeg så ville være 27 og voksen. Det er nu elleve år siden. Elleve hurtige år. Men det ved Egypten intet om. Her er heller ingen hajer, kun finner. Dårlig joke og tilbage til soveland med mig.

Egypten. Ankommet i Egypten efter 11 timers tur fra Odense til hotellet i Makadi Bay. Hotel er måske så meget sagt – det er snarere en helt lille by af små lejligheder og swimmingpools. Jeg kan godt lide hoteller, det her er jeg mere ulden over for. Ved et normalt hotel er det bestemt, hvor man spiser morgenmad og alting er centralt og derfor også trygt. Her er det anderledes. Der er flere restauranter og mange barer. Og alt er betalt på forhånd. Alt er inkluderet i prisen, så det er bare at kræve. Bare at spise. Bare at få de smilende egyptere til at springe. Det er underligt. Det føles som om man er overklasse. Jeg er ikke overklasse og har aldrig været det. Jeg ønsker heller aldrig at blive det. Jeg hører til i midten af samfundet. Der, hvor alt er middel. Der, hvor alt er lidt gråt og dog alligevel trygt. Her er ikke gråt. Her er orange. Og blåt og grønt. Vi er placeret som et lille samfund ude midt i ørkenen. Bygningerne har alle en orangeagtig farve. De er ikke orange, som en appelsin, men mere over i det lyserøde uden dog at blive lyserøde. Og alt ligner alt. Det hele er ens, og man kan ikke se forskel på, hvilket hotel, man går rundt på og i. Det hele er ens. Det er folkene også. Både de lokale egyptere med deres venlige smil og lille overskæg og de tilrejsende mennesker, hvor jeg for en gangs skyld på ingen måde er blandt de tykkeste.

Nu tager vi snart ned og leger med hajer. Det skal nok blive fint og dejligt, og når vi så kommer fine og brune hjem, holder vi jul og jeg skriver den store nordiske roman.

Jeg tager dog computeren med og vil blogge lidt fra syden, som jeg også gjorde sidst vi var på ferie. Det husker jeg som fine indlæg fra en fin tid.

Nana har i øvrigt fødselsdag i dag. Det er tre år siden hun blev født. Det var en underlig tid for tre år siden. Jeg arbejdede på Jobcenter Odense, og jeg hadede det. Jeg havde det pisse ringe og gad ikke noget som helst og kort tid efter Nana var født blev jeg sygemeldt med depression og stress. I dag har jeg vist kun stress. Og så har jeg et job, som måske ikke er mere vigtigt for jordens overlevelse, men som til gengæld gør mig glad, og hvor jeg laver noget, jeg synes er fedt. Jeg får penge for at lave film. Det gentager jeg lige, jeg får penge for at lave film. Det er altså ret fedt, og jeg møder godt nok nogle dejlige og interessante mennesker. Og min drøm om en dag at skrive en bog og lave en film er kommet tættere på. Om det bliver godt eller skidt gør ikke så meget, bare jeg en dag får det gjort, og det tror jeg altså, at jeg gør. Men nu skulle det nok handle mere om Nana. Hun er sød og er blevet en lille primadonna med egen vilje og manerer. Hun har nydt sin dag i dag i fulde drag. Hun har sunget fødselsdagssang for sig selv omkring 40 gange vil jeg tro.

Hvor er det dog dejligt med fred og ro. Lene er i Berlin og ungerne sover sødt i deres senge, og jeg har lige haft en times ro med mig selv. Eller det vil sige, jeg har arbejdet lidt og nu har jeg ro. Bevares jeg synes da både kone og unger er dejlige, men hvor er ro da fantastisk. Da jeg studerede var jeg ofte vågen hele natten og sov om formiddagen, specielt når jeg skrev større opgaver. For om natten var der ro. Bare mig, nogle bøger, en computer og ellers fred og ro. Jeg husker tydeligt kælderværelset på Helgesvej i Åbyhøj. Der var rodet og ikke altid gjort rent. Her boede jeg for mig selv og når natten faldt på, nød jeg roen. Som jeg husker det sluttede TV Danmark hver aften deres program med to serier. Det var enten Sams Bar, Taxi eller Frasier. Så sad jeg i min seng og så det, og da det var slut gik jeg i gang med at læse og skrive. Det var ofte meget ustruktureret og usammenhængende. Mange fodboldblade blev også læst, og computeren blev vel lige så meget brugt til sensible soccer og lignende fjollede spil som kabale og hjerter fri. Internettet havde jeg ikke – det var ikke så udbredt i 96 må man sige. Havde det været i dag ville jeg bruge natten på at surfe efter dit og dat. Måske blive klogere, måske bare blive underholdt. Nu vil jeg surfe lidt rundt og derefter læse lidt i Min Kamp.

I weekenden stod den på julefrokost i Horsens. Det var alletiders dag og aften. Vi hyggede, snakkede, drak og lavede også film. Vi snakkede blandt andet om at skrive. Det var kloge og velskrivende mennesker, jeg var sammen med, men ingen af dem skrev. Desværre, for de skriver godt allesammen. Christian kunne godt lide min blog fordi den ikke kun var sukkersød med fløde på………..eller noget i den stil. Og jeg skriver gladeligt videre på og om mit liv. Det er både rart at skrive, men på en eller anden naiv måde tror man jo også, at det gavner andre end sig selv. At det bringer enten glæde eller forståelse, eller noget helt tredje jeg ikke ved noget om. Men dette indlæg skulle ikke handle om julefrokosten med gamle specialekammerater. Det skal handle om tiden derefter. Jeg kunne godt mærke, at jeg har været meget ophængt på det seneste. Der har været mange arrangementer, men også usikkerhed omkring job og økonomi og lignende. Jeg har en tendens til at slå den slags ting hen. Ignorere det og sige, at det jo bare er en periode. Men stigende søvnunderskud, dårlig mad, dårlig form og stressende hverdag og aftener vinder altid til sidst. Og denne gang var det så mandag og tirsdag, hvor jeg har været ramt. Mandag var jeg på job, men da ungerne kom hjem, blev det hele for meget. Kunne ikke holde deres skrig og skrål ud. Jeg blev sur og rasende og endte med at gå i seng. I dag skulle jeg så have været til et seminar i Kolding. Jeg skulle stå for en workshop. Jeg havde ikke forberedt mig specielt godt. Arrangementet var ikke specielt godt kommunikeret ud til mig og min usikkerhed omkring dette blev en medvirkende faktor til at det ramlede i dag. For godt nok stod jeg op i morges. Jeg gik også i bad. Jeg spiste også morgenmad, men så kom jeg ikke videre. Jeg kunne intet overskue, mit hovede gjorde ondt og jeg var så træt så træt. Jeg skældte ungerne og fruen ud. Det hele er jo deres skyld. Og så sad jeg ellers der i stolen. Alene. Og med en dag foran mig, der først båd på et interview i Fredericia, efterfulgt af seminar med afsluttende middag, for så at jeg kunne være hjemme ved 21-tiden eller deromkring. Jeg kunne ikke overskue det. Alt var sort. Jeg fik dog sendt et par sms’er og et par mails om, at jeg var blevet syg og ikke kunne komme. Så i stedet har jeg ligget i sengen hele dagen indtil nu. Hvorfor sker det så tit? Hvorfor hører jeg ikke efter min krop og mit hovede. Jeg er glad for at være ude. Jeg er glad for mit job, men jeg kan ikke holde til at arbejde hver dag, være ude hver weekend og flere aftener i løbet af ugen. Bliver jeg klogere, eller vil jeg få flere af denne slags sygedage? Jeg skriver dette både som et blogindlæg, men også som en løftet pegefinger til mig selv.

Nu står den heldigvis snart på ferie i Egypten, men når vi så kommer hjem har vi gjort det igen. Først skal vi til jul det ene sted og så det andet sted og så skal vi fejre nytår et tredje sted. Alle stederne kræver, at vi skal køre langt og sikkert også overnatte, og så er juleferien slut og vi starter hverdagen med underskud. Derfor bliver vi også nødt til at aflyse noget af det. Ikke fordi vi ikke gerne vil se menneskerne – for det vil vi. Men mere for egen overlevelse, for jeg kan ikke følge med mere. Det eneste jeg ønsker er lidt ro og lidt fred, og det er sgu svært, når ens hjerne kører rundt og rundt og rundt.

Heldigvis har man Knausgård min nye helt. Ham vil jeg læse færdig i Egypten. Jeg bliver ikke et bedre menneske, men forstår mere af mig selv, når jeg læser ham.

Vi piver og piver og det er altid de andres problem. Hvis man bevæger sig udenfor i Odense i dag, vil man møde et snehvidt landskab, og straks begynder folk at snakke om erstatningskrav og for dårligt ryddede veje. Det ene og det andet er for dårligt. Folk skal rydde deres fortov, ellers risikerer de et kæmpe erstatningskrav, hvis nogen falder på det. Hvad er det da for noget fis. Uheld sker og uheld vil blive ved med at ske. Hvis jeg falder og brækker armen, så er det da et uheld og ikke nogens skyld. Hvad gjorde man for 100 år siden? Vi salter og salter og salter som sindssyge i det her land, og jeg gad godt vide, hvad naturen siger til at vi hælder så mange tusinde tons salt ud dag ud og dag ind. Men den er nok ligeglad, den indretter sig bare. Jeg synes, vi er blevet en nation af pivere, der hele tiden skylder skylden på andre end os selv. Vi skulle tage os lidt sammen, skulle vi.

I går læste jeg tidligere indlæg på min blog. Jeg gjorde det efter, jeg havde læst i Min Kamp 2 af Karl Ove Knausgård. Og så gik det op for mig, hvor dårligt jeg skrev og hvor ligegyldigt jeg skrev. Ren kompromis og ingen bid. Det er sørgeligt, men det bliver nok ikke bedre, da jeg ikke er bedre.

Jeg har åbnet min egen lille butik, hvor jeg skal sælge mig selv inden for UCL. Det næste år skal jeg undervise, kommunikere og dokumentere i UCL. Det glæder jeg mig faktisk til. Jeg er glad for mine kollegaer og jeg kan jo godt lide at filme og snakke med mennesker. Så det bliver fint.

Vi hænger lidt i det her i Odense og er sådan lidt småsløje allesammen. Det går nok, for nu er der ild i pejsen og ungerne spiller computer. Det vil sige, Nana ser skæg med bogstaver på Oline.dk, mens Aske har nappet min Iphone, hvorpå han spiller Angry Birds. Jeg sidder med min egen lille computer, men ville hellere læse Knausgård. Min Kamp 2 er lige så god som etteren og jeg er næsten halvvejs – det er strålende. Tænk om jeg når at indhente oversætteren og må læse de sidste bøger på norsk. Det håber jeg.

Det var Love Shop i fredags. Det var med Michael, Jensen og Tony, og det var hyggeligt og dejligt. På vej hjem fik vi en shawarma og hjem kom jeg ved 2-tiden. Desværre vågnede jeg klokken 04.30 og kastede op og kastede op. Så sov jeg lidt igen og vågnede igen og kastede op. Ikke fedt at blive syg. Fik det dog lidt bedre og fik Utopiafilm lavet færdigt i sengen, og tog halvskidt til julefrokost med Utopia, men gik dog derfra klokken 22.00, da jeg bare var for træt og sløj. Vågnede så i dag klokken 7 og kastede op og kastede op. Nu gider jeg ikke vågne igen i morgen og kaste op. Næh nej nej nej.

Utopiavideoen er her. Den blev ikke så god som jeg havde håbet, men ofte er det vigtigste at få lavet noget. Hvis ikke man laver noget, så kommer man jo ingen vegne.