Endnu en hverdag

Træt som altid. Kom sent i seng og alt for tidligt op, men i dag er det OK. Det var rart at komme sent i seng, for så fik jeg lavet lidt film. Jeg kan godt lide at sidde sent aften og nat og nørkle. Det er der, jeg er bedst, og hvor jeg får noget for hånden, om det så er på film eller på skrift. Men desværre bliver det så kun til fire timers søvn bagefter, men skidt nu med det. Jeg snupper en lur senere i dag, når jeg har skrevet min jobbeskrivelse for det næste år, for den skal chefen have i dag. Orker det ikke helt, men det skal jo gøres siger omstændighederne, for uden skrivelser ingen løn og uden løn ingen ting.

Ungerne er allerede afleveret, og nu vil jeg tage mig en kop dårlig kaffe og starte dagen på helt min egen måde.

Print Friendly, PDF & Email

Tommy

Der står meget om Tommy Seebach i aviserne for tiden. Det hænger nok sammen med, at en film om ham er på trapperne. I den forbindelse kan man nu læse, at han var en ener, et vidunderbarn og lignende fine ord. Og personligt havde jeg intet imod personen Tommy. Kan kun forestille mig, at han var en ulykkelig sjæl og at historien om ham er interessant, da en deroute altid er en god historie. Men helt ærligt så var Tommy vel bare en dansktopsanger som så mange andre. Og fint med mig, hvis folk kan lide den slags musik, men en ener var han vel ikke. Det ville jeg nok gå med til, hvis vi snakkede om Kim Larsen eller Steffen Brandt. Men da ikke Tommy Seebach. Det er som om at det laveste kunst er blevet helt i orden at beskæftige sig med. Eksperter som Jørgen de Mylius, Henrik Milling og Dan Rachlin fører sig frem som eksperter på pop. Det svarer lidt til at vide, hvornår forskellige sodavand blev introduceret i Danmark. Lidt sjov viden, men sgu ikke noget, du bliver professor af. Selv Nik og Jay bliver jo taget seriøst. Hvorfor tager vi det useriøse seriøst? Ødelægger vi det ikke dermed? Jeg har intet problem med at Nik og Jay pumper stemningen op til en teenagefest, for det er jo det de kan. Få fulde mennesker til at danse og grine. Så hvorfor tage det seriøst? Det er jo ikke andet end ligegyldigt pop, og lad det så for ind i himlen blive ved det. Det er jo fint nok. Jeg forventer heller ikke, at folk efter min død begynder at snakke om mit store fodboldtalent, der bare var misforstået. Eller om mine film, der burde have vundet i Cannes, når både fodbold og film ikke er andet en spas og ballade.

Print Friendly, PDF & Email

Koncert og hygge

I går var det hygge og musik til den store guldmedalje. Lene havde afleveret ungerne hos mormor og morfar og så gik det med syvmileskridt til dans og sjov. Eller i hvert fald musik af den levende slags. Vi var til fornem forfest med drinks hos Jensen og derefter til fin forestilling med De Eneste To. Vi havde shawarma med hjem, og dem fortærede vi i sengen. Og vi stod først helt vildt sent op i dag. Nu er ungerne hentet, den indiske mad fortærret og tilbage står nu bare at se Back to the future del 3.

Og så var der godt nok lige historien med udsmiderne i går. Efter koncerten fortrak publikum naturligt ud fra salen. Nogle hentede jakker og tog hjem, men en del stykker blev hængende i den åbne bar på Magasinet i Odense. Det gjorde vi også. Vi snakkede med forskellige mennesker og så er det, at en udsmider kommer hen til os og beder os om at forlade stedet, da de lukker. Baren kører dog lystigt videre og vi har lige købt øl. Jeg fortæller ham pænt, at vi lige har købt øl og at vi ikke har tænkt os, at lade vores øl stå. Han påpeger, at vi gerne må drikke dem nedenunder (læs: udenfor). Mens dette står på serverer baren stadig øl på øl. Vi er måske 200 mennesker til stede, og udsmideren har ikke held til at komme af med os. Han bliver dog ved og får til sidst hjælp af kollegaer. Til sidst går vi da også, da det simpelthen er for latterligt. Denne udsmideroptræden var vi også udsat for efter Morrisseykoncerten i Odense for et stykke tid siden. To udsolgte koncerter, hvor folk efterfølgende bliver hængende for at snakke, men bliver smidt ud af emsige udsmidere. Det var så pinligt at se på. Tidligere på aften umiddelbart inden koncerten stod jeg med en fyr ved navn Lars ved baren. Vi stod ikke i baren, men i anden række og snakkede med dem, der stod i baren. De fleste mennesker var på dette tidspunkt inde til koncerten, der var ved at gå i gang. Op til os kommer en udsmider og beder os om at flytte os. Vi kigger forbavset på ham og spørger hvorfor? Han fortæller os, at vi ikke kan stå, hvor vi står og at vi skal stå op ad væggen i stedet. Det er rent Monthy Python. Hvad sker der med de udsmidere? Hvor får de deres ordrer fra? De løb rundt med deres fine udstyr og kaldte på hinanden og opførte sig som om, at vi havde at gøre med en FCK-Brøndby kamp, og at folk skulle styres på plads konstant. Det var helt skandaløst, hvilket jeg da også fik sagt et par gange.

Og til sidst lige et lille mellemspil fra vores nye singer songwriter – den eneste ene.

Print Friendly, PDF & Email

Job sa da

Så skulle den være god nok. Jeg kan fortsætte i mit job i et år endnu i hvert fald. Mad på bordet, smør på brødet og far på kontoret, så bliver det jo ikke bedre. Det er godt nok kun et job, men det betyder så meget for så mange på så kort tid. Så skidt med, at jeg smadrede kameraet forleden dag.

I aften står den på koncert med De Eneste To. Jeg tror, det bliver en fest, og det bliver godt. Ungerne er afleveret i Julleminde og så skal far og mor ud og slå til Søren………….eller noget.

Det er dejligt vejr.

Print Friendly, PDF & Email

Cricket

I dag har jeg været i Høje Gladsaxe, hvor jeg filmede lidt film, som skal ende med fire webfilm om cricket. Det skal nok blive godt. Ærgeligt, at jeg tabte kameraet, så det gik i stykker, men sjovt at møde to søde drenge og være på besøg i en “pakistansk” lejlighed. Også dejligt at arbejde sammen med Lasse og lære lidt om cricket. I morgen står den på arbejde med lærerstuderende, kaffe med Charlotte Jessen som jeg ikke har set i 12-13 år og så nok bare lidt alenehygge i hytten, da fruen tager til Vejle med ungerne, der skal passes af mormor og morfar. Mor og far skal nemlig sammen til koncert med De Eneste To lørdag. Det skal nok blive godt. Der kommer mange fine mænd og damer med til den koncert.

Print Friendly, PDF & Email

B-menneske

Jeg er et b-menneske. Et udpræget b-menneske, og jeg kan ikke gøre noget ved det. Hvorfor skal b-mennesker i øvrigt kaldes b-mennesker og ikke a-mennesker? Hvorfor er det kun næstbedst at være b-menneske. Hvorfor er vores samfund lagt an på a-mennesker? Det handler om børn. Om de forbandede unger. De er jo pr. definition a-mennesker og når mor og far er oppe, så kan de jo lige så godt tage på job. Og når mor er a-menneske og ungerne også er vågne, så må far jo bare spille med på legen. Men far hader det. Far hader at vågne om morgenen og være 100 gange så træt, som da han gik i seng. Far hader at være møgtræt hele dagen indtil efter 20.00, hvor han vågner op til dåd. Sådan har jeg altid haft det. Jeg har aldrig kunnet holde mig vågen om formiddagen. Jeg faldt altid i søvn i timerne på universitet, hvor man bare skulle lytte. Jeg falder altid i søvn om formiddagen, når jeg har muligheden for det. Og jeg hader at køre bil om formiddagen, for jeg er altid ved at falde i søvn bag rattet. På uni elskede jeg nok mest perioderne med opgaveskrivning, for så kunne jeg bare være vågen om natten og sove hele formiddagen. For det handler ikke om antal timers søvn. Det handler om at have en anderledes rytme, og det er det mange ikke forstår. Mange mennesker anser b-mennesker for at være dovne, da de jo gerne vil sove længe. Men man er jo ikke mere doven af at sove fra 03.00 til 11.00 end man er ved at sove fra 22.00 til 06.00. Hvis jeg skulle leve som b-menneske nu, ville det kræve en af to ting. Det første var, at Lene ordnede alt med ungerne hver morgen. Det andet var, at jeg flyttede for mig selv og levede mit b-liv der. Det første gider Lene ikke, og det andet gider jeg ikke. Så jeg er altså fanget i en ond cirkel. Det er fanderme synd for mig. Stakkels mig. Poor little rich boy. OK det er måske ikke synd, men det er dog tankevækkende. Gad vide, hvor stor en del af Danmarks befolkning, der er b-mennesker? Mit bud er, at det er over 40%, og det er sikkert også over 50%. Det må jeg lige finde ud af.

Print Friendly, PDF & Email

Planer for i dag

I dag vil jeg læse første del af Min Kamp færdig. Jeg er ikke nogen hurtiglæser, så dejligt at være kommet sikkert igennem 500 siders fin norsk litteratur. Del 2 er bestilt sammen med Niels Thorsens bog om Lars von Trier. Jeg vil også klippe en DVD sammen med 30 minutters små indslag om velfærdsteknologi. Så vil vi få besøg af Anne og Yusif og deres lille nye baby Magnus. Og hvis jeg når det, vil jeg også se Liverpool – Napoli i aften.

Og så er der noget, der tyder på, at jeg alligevel ikke bliver arbejdsløs efter den 17. december, men mere om det, når mere er på plads. Og nåh ja, så har vi sgu lige købt en 14-dages ferie til Egypten.

Print Friendly, PDF & Email

Det herrens liv

En kop kaffe og computeren tændt på højeste blus. Tirsdag er i gang med fulde skridt i et gråt efterårsvejr, hvor alt dog er tørt. I går var en dårlig dag fyldt med forkerte tanker og angst for verden og alt omkring. Fra København til dag i sengen til tirsdag med kaffe og computer. Klokken er 8.33 og jeg har svaret på mails, som jeg skulle svare på. Svarede ikke i går, da mine svar ville have været for præget af mavesur, livstræt gammel mand uden sans for hverken det ene eller det andet. Jeg minder om min far. Jeg læser om Knausgårds forhold til sin far. Jeg tænker på Askes forhold til sin far. Når kaffen er drukket vil jeg læse videre i Knausgårds “Min kamp” – det er virkelig en god bog. Og når den er slut, så har den jo heldigvis fem fortsættelser jeg kan gå i gang med.

Print Friendly, PDF & Email

Love Shop

Så er der ny plade med Love Shop. Den er købt og hørt på cykeltur fra Emilievej til OUH (Odense Universitets Hospital) og tilbage igen. Nu vil jeg høre den igen. Jeg kan så godt lide Love Shop. Det er et godt band, som jeg har været på i mange år efterhånden. Fra koncerterne på Blitz i Århus i starten af 90’erne og til nu, hvor det kun er Henrik og Jens, der er tilbage. Den 19. november skal jeg høre dem igen. Denne gang på Posten i Odense, og det skal blive dejligt at høre dem igen. Bare stående og kiggende stille og roligt nede bagved. Godnat og sov godt.

Print Friendly, PDF & Email

På weekend i København

Hjemme igen efter lørdag i København. Jeg besøgte Niels. Vi snakkede mest om, hvor skør en verden vi lever i, og hvor dumme mennesker kan være. Sjovt at det sker samtidig med, at Jon Stewart holder sit rally i USA. Måske er det ikke så tilfældigt. For måske er det, hvad jeg snakker om hele tiden. Få den sunde fornuft tilbage. Få den varme luft ud. Og så videre.

Min arbejdssituation er stadig uafklaret, men jeg har på fornemmelsen, at jeg får en eller anden form for forlængelse. En fornemmelse af forlængelse. Nu må vi se.

Og så er AGF bagud 3-2 mod AB. Det er lidt noget skidt. Hvis AGF kan komme igen og vinde kampen vil de have 10 point ned til oprykningsstregen og dermed være et gooooooooodt skridt på vej tilbage til Superligaen. 2. halvleg starter nu. Jeg håber AGF vinder den 2-0. Kom så de hviiiiiiieeeeeee.

Edit: AGF vandt 2. halvleg 2-0 og er nu 10 point foran AB – Det gjorde lige søndagen en hel del bedre. Nu må vi så snart se, hvad Liverpool kan præstere på udebane mod Bolton. 

Print Friendly, PDF & Email