Henrik Christensen

Kom lige til at lege med det nye Imovie. Det er bare spas, men dog spas.

Jeg har påtaget mig en offerrolle. Jeg ser mig selv som et offer. Jeg bryder mig ikke om folk, der ser sig selv som ofre. Jeg synes, det er åhhh så synd for mig, at jeg skal skrive en ansøgning til mit job. Hvorfor kan de ikke bare se, at jeg er vidunderlig og det jeg siger og gør er essentielt for alt fortsat eksistens i organisationen og universet? Hvorfor?

Hvorfor tager jeg mig ikke bare sammen og skriver den satans uperfekte ansøgning og får det ud af verden. Hvis den ikke bliver god nok……..så fuck det.

Søde dejlige og super lækre Line var forbi forleden dag. Hun gjorde mig opmærksom på nedenstående. Det lyder som noget for mig. Line er klog.

Og det er fedt at være en tur på torvet og møde smukke mennesker man ikke har set i 100 år. Først var det Mathias med familie man løb ind i, og så var det Lizette man kunne sludre med over ananas og grønkål. Det gjorde mig glad. Og så kom man hjem og læste i weekendavisen, at den kommende Love Shop-plade er fin fin og smuk. Og så skal man til koncert med De Eneste To og Love Shop inden for en uge i november. Det er fedt.

Det er så dejligt, når ens bette knægt kommer og putter hos en om natten. Det er bare ikke så rart, når han skubber og mosler og sørger for at farmand ikke får så meget søvn. Men nu er det lørdag og der slappes af. Det er både med tv og med kaffe og med resterne fra chokoladekagen fra i går.

Og så er der kommet en ny udgave af Ilife, som er Apples kreative programmer. Den skal man jo næsten købe og prøve. Den sidste udgave af Imovie var efter min mening en revolution i forhold til filmredigering, så jeg kan næsten ikke holde fingrene fra dankortet og købe det nyeste. Jeg har også lige købt cykeludstyr for lidt over en tusse. Godt man har et arbejde lidt endnu 🙂

Ellers skal lørdagen i provinsen vist bare gå med at se en serie 3-fodboldkamp og læse lidt i en bog. Det var vist det.

Burde få skrevet den der ansøgning til at blive i mit arbejde, men den skriver godt nok ikke sig selv. Endnu engang skal jeg til at overbevise folk om, at jeg skal have et arbejde, og gud, hvor jeg gider. Og på ingen måde gider og slet ikke gider. Burde skrive en ansøgning om, hvor mange dollars man kan tjene på mig. Om hvor mange D-mark jeg kan spare biksen for og alt muligt andet, men jeg kan slet ikke få mig selv i gang. Hvis jeg i halvandet år har jobbet uden at nogen har lagt mærke til det, så betyder en lille side med bogstaver jo ikke en pind/dyt/skid.

Her er i stedet en ansøgning til et andet job.

Jeg ønsker inderligt stillingen som internetsurfer hos jer. Jeg lover, at arbejde både i weekenden og om aftenen og oveni hatten vil jeg gå så vidt som til at sige, at jeg gerne arbejder alene, men også gerne deler ud af links og diverse sjove film og billeder. Jeg påtager mig også gerne den ekstra opgave det er, at holde mig orienteret om tidens popmusik og populærlitteratur. Faktisk vil jeg vove den påstand, at jeg både kan surfe og høre popmusik samtidig. Til trods for, at jeg er af hankøn er jeg altså i stand til at multitaske. Jeg vil også være i stand til at opdatere min facebookprofil flere gange i timen, samt twitte til husbehov og skrive blog, når det kræves. Jeg vil konstant være vidende om alt i fodboldens verden og kunne fortælle vidt og bredt om Liverpools resultater for både 1. og 2.-hold samt ungdomshold. Jeg vil også være i stand til at viderformidle løse rygter og krøllede tanker. Jeg håber meget at høre fra jer.

Kys og kram

Henrik

Syner hen i et efterår, der er på vej til at blive gråt og koldt. Kom ellers fra det fine gule lys med de røde blade og den sorte asfalt. På anlægget lyder tonerne af dagens DK, og i koppen er der billig kaffe og økologisk mælk. La la la lai. Hvem der bare var sanger for en tid, eller stodder i en bil på vej mod afgrunden, eller bare noget der ikke skulle sælges fra morgen til aften som nybagte æbler i solen.

Puf og så var efteråret erstattet af turbulens og henrivende hærværk.

Om et par måneder står jeg til at blive arbejdsløs igen. Og sådan er det nu bare. Det vil sige, at det dog ikke er sikkert endnu om jeg bliver arbejdsløs, da jeg da forsøger at få forlænget mit samarbejde med UCL. Og hvordan er det så med det der faste arbejde? Jeg har jo ikke verdens mest erhvervsrettede uddannelse, og er ej heller verdens mest erhvervsrettede person – begge ting er jeg da i øvrigt helt stolt af. Det er ikke fordi, jeg ikke gider arbejde. Det gør jeg godt, også gerne meget, men det skal sgu være interessant. Ikke bare for mig, men også for mine kolleger. Jeg har fået nogle vildt søde kolleger i UCL, og det ville være noget møg at skulle sige farvel til dem, men hvis ikke der er noget for mig at lave, er det dog OK. Jeg vil gerne lave film. Jeg vil gerne undervise i at lave film. Jeg vil gerne undervise i film og litteratur, og så er jeg også god. Men jeg gider ikke have et arbejde for enhver pris – og jeg tror ikke lykken nødvendigvis er et fast job og en mellemlederstilling og en ny bil i carporten. Jeg tror lykken er film, musik og litteratur. Og fodbold og snakke med kaffe på kanden. Og smil og glade minder om en svunden tid, der aldrig kommer igen.

Ovenstående er en overordentlig omgang rod fra ende til anden. Håber bare, at meningen fattes. Og hvis ikke, kalder vi det bare for et stykke fiktion af fineste karat.

Og som de eneste to synger på deres plade, så har jeg ikke lyst til at dø. Er klar til kamp for liv og mening i den her skøre satans verden.

Rod fra ende til anden. Sorry.

Det er jo lørdag, og det er der ikke så meget at gøre ved. Ikke andet end at nyde den i fuldeste drag med kaffe og rockmusik og øl på værtshus med fine mænd i deres bedste alder. Og så ellers lige opdatere sin blog en anelse om ugen der gik.

Jeg faldt i choko-soda-slikspanden et par gange i løbet af ugen, så nu er det næste bevist, at det ikke kan lade sig gøre at holde sig fra det stads. Begge gange var på job og nu skal I bare høre. Torsdag skulle jeg hjælpe lidt til på Fysioterapeutuddannelsen, og da det var ordnet havde jeg en aftale med Stina fra ergoterapeutuddannelsen. Jeg havde fødselsdag og det vidste Stina, så hun havde medbragt lidt hjemmebagte muffins, hvori der i den ene var et lille lys. Det var ikke usunde muffins, men om det så havde været de mest usunde kunne jeg aldrig have sagt nej tak, når andre gør søde ting med søde ting. I går skulle jeg så drikke en kop kaffe med kollega Nina, der arbejder i Vejle. Kantinen var lukket og der var kun fredagsbaren tilbage, og de havde ikke kaffe klar. Så det stod mellem ingenting, øl eller en sodavand. Her nappede jeg så en Coca Cola Light (til kvinder over 30). Så mit lille forsøg har altså vist, at det ikke kan lade sig gøre, so why bother 🙂

For lang tid siden skrev jeg på denne blog, at jeg aldrig ville købe en cd med nephew, og det har jeg som sådan heller ikke gjort, men jeg har dog købt debuten med De eneste to. De eneste to er Simon fra Nephew og Peter fra Peter Sommer. Det er OK. Ikke helt så godt som Til Rotterne, til kragerne, til hundene, men dog bedre end Nephew. Det er ikke for at være efter Simon, for jeg tror faktisk, han er en rar fyr, hvilket Peter fra Peter Sommer helt sikkert også er. Og der er respekt herfra for deres forsøg på at forny den danske rockmusik. Men ingen tvivl om at pladen skal høres højt, så det gør jeg nu. Og der er sgu et par perler om bord.

Og så blev Liverpool solgt. Jeg fulgte med konstant på Twitter, The Guardians hjemmeside og Sky Sports kørte hele tiden i baggrunden. Jeg er glad. Meget glad for denne udvikling.

Til min fødselsdag fik jeg noget helt vildt sejt og blæret cykeltøj af min kone og unger. Det har jeg testet i dag, hvor bianchien nappede 40 km med mig på toppen. Det blæste en del, men det nye tøj holdt varmen og det var så flot vejr, at man til tider fik lyst til at græde. Det gjorde jeg nu ikke.

Farvel til Hicks og Gillett. Farvel til uoverskuelig gæld. Og forhåbentligt goddag til en lys fremtid for Liverpool Football Club. Noget bedre nyheder end i går.