Henrik Christensen

Da jeg var en lille dreng, havde min storebror en kæreste, der hed Lise. Jeg var vel ikke mere end 8-9 år og Lise var vel omkring de 20 år. Jeg var helt vild med Lise, hun var det sødeste og smukkeste jeg nogensinde havde set. Når jeg tænker tilbage på min barndom og tiden i et sommerhus tæt på Ebeltoft, tænker jeg tit på Lise. Hun var noget helt særligt for mig. Hun holdt af mig og jeg blev simpelthen altid så glad, når jeg så hende. Lise er kun et minde, og jeg husker ikke, hvor længe hun var kærester med min storebror. Kan huske, at hun vist blev designer eller noget i den stil. Kan også huske, at der i mine bunker med minder i kælderen ligger et brev fra Lise til lille Rud, som hun kaldte mig. Kan også huske, at hun kom forbi sommerhuset selv efter hun ikke var kærester med Thomas længere. I dag fik jeg en mail fra min storebror – Lise er død. Lige nu sidder jeg i sofaen og tuder lidt. Jeg har ikke set Lise i over 25 år tror jeg, men hun var alligevel et smukt minde i en til tider grå verden. Hvil i fred kære Lise.

Jeg siger endnu engang nej tak. Denne gang er det til noget jeg elsker mindst lige så meget som kage. Jeg siger nej tak til at spille fodbold det næste halve år, måske endda længere. Min lyske er færdig, helt færdig. Jeg var ved læge for et par måneder siden, og han konstaterede, at det ikke var brok og at der ikke var noget galt med mine indre organer, så det er “bare” musklerne og fibrene der gør ondt. Jeg har spillet en del fodbold i år og det har gjort ondt stort set hvert eneste minut. Det har også gjort ondt bagefter, ja faktisk husker jeg ikke en dag i dette år, hvor jeg ikke har haft gener/smerter enten i lysken eller i anklerne. Og det er sgu sørgeligt, at en mand på 36 har problemer med at gå ned ad trappen, når han vågner om natten. Så nu skal det være slut. Farvel fodbold og tak for alt…………indtil alle smerter er væk, så kommer jeg måske tilbage.

Heldigvis er cykling godt for alt, så mon ikke jeg i dag tager en masse tøj på og cykler mig en længere tur. Vejret er i hvert fald fantastisk.

Man siger jo aldrig nej til kage, for der er altid en lejlighed til at man spiser det. Sådan cirka sagde Kasper i går, da vi sad og så fodbold og snakkede om vores forvoksede mandemaver og spiste is. Da jeg kom hjem tænkte jeg om det er helt umuligt at sige nej tak til kage og slik. Det tror jeg faktisk det er. Chris McDonald sagde på et tidspunkt de kloge ord: “Du er hvad du spiser, men du spiser, hvad du køber” – underforstået, at hvis du køber slik og kage, så æder du det også. Det er nemlig de færreste, der har disciplin nok til at sige nej tak til en skål med chokolokolade og slik fra pose. Da jeg kørte hjem tænkte jeg, at det skulle komme an på en prøve. I en måned ville jeg sige nej tak til slik og chokolade og kage og sodavand og alt sådan noget sukkerstads. Da jeg kom hjem fandt jeg ud af, at det er komplet urealistisk, så hvad med bare en uge. Kan jeg i løbet af den næste uge holde mig fra søde sager? En uge, der i øvrigt inkluderer min egen fødselsdag.

Det lyder nemt, men jeg tror ikke det bliver det. Det sker oftere end tit, at jeg lige køber et stykke chokolade i kiosken eller lige får en lille kage til kaffen. Faktisk tror jeg på ingen måde, at jeg kan klare det, men nu prøver vi. Fra nu af er det slut med kager og slik i en uge. Jeg må godt spise mariekiks og lignende, men ingen sukkersmørbomber og sodavand og slik. Here goes.

En af Liverpools fineste sønner ville være fyldt 70 år i morgen, hvis han da ikke lige var blevet skudt ned i New York i 1980. Tillykke John.

Liverpool er meget meget tæt på at blive solgt til New England Sports Ventures, der ejes af en rig amerikaner ved navn John Henry. Det glæder mig meget, da mit had til de nuværende ejere efterhånden er så stort, at jeg er ved at eksplodere. Man ved jo ikke, hvad fremtiden vil bringe, men jeg vil nu håbe det bedste og håbe John Henry har mere styr på lortet end hans uduelige forgængere.

…makes Jack a dull boy. Sådan skriver Jack Nicholson i “The Shining” fra 1979 eller hvornår det nu var. Han er forfatter og skal passe et hotel, men får intet skrevet, og det går ud over hans kone og hans dreng………..kan man roligt sige.

Men følelsen. Hvor jeg dog kender den. Man sidder der, og skal lave noget, men får ingenting for hånden. Så laver man overspringshandlinger, men man er stadig fanget i illusionen om at noget skal fabrikeres. Og det bliver det ikke. Man tager ikke ud, da man jo skal lave noget derhjemme. På den måde bliver “hjemme” et fængsel, man ikke kan slippe ud af. Sur og vrissen bliver man. Giver alle mulige andre skylden for alting. I dag har jeg bare siddet i kælderen og lavet ingenting.

All work and no play makes Jack a dull boy.

Vi skulle lige i Bauhaus for at købe træbriketter, men på vejen blev vi mødt med blinkende udrykning af jeg ved ikke, hvor mange politibiler. Mange valgte at køre videre, men vi vendte nu om. Vi fandt en anden vej i Bauhaus. Lige nu kan jeg stadig høre sirener i det fjerne. I Vollsmose. Det er noget møg. Rockerborgen ligger på samme vej som Aske og Nana går i børnehave. Ikke at jeg tror, at der sker noget med den eller med dem, men det er alligevel noget møg. Møg for integrationen, møg for politiet, møg for samfundet. Bare noget møg.

Det er snart slut med at være alenefar. Lene kommer hjem i nat og så er vi atter to til hverdagens ting og sager. Det er nu ellers gået fint med at være alene. Altså ikke perfekt, men det bliver det sgu heller aldrig med mig. Der vil være råb og skrig og gråd og forbandelser. Der vil være en sur far, der slår i bordet og som er træt og uoplagt om morgenen. Der vil være en søn, der slår sin søster og en søster, der driller sin bror. Men når man lægger livet om til kun at dreje sig om arbejde og familie, så går det fint nok. Desværre bliver der så ikke tid til sport og så meget fritid. Men man kan have gæster på besøg og tage på besøg med ungerne. Men man bliver altså til et vi og mister sig selv. Og det er faktisk også fint, for når ungerne sover, så sidder man i stilheden og surfer på nettet eller læser i en bog. Jeg er gået i gang med Karl Ove Knausgårds kæmpeværk Min Kamp. Den starter suverænt. Jeg har læst de første 70 sider og håber at jeg også når de næste 2.930 eller hvor mange det nu helt præcist bliver i de seks bind. Kender jeg mig selv ret bliver jeg aldrig færdig, men på den anden side, kan jeg jo ende som arbejdslæs inden længe, og så kan jeg jo bruge tiden på at læse fremfor at vaske gulv.

Ungerne vågnede et godt stykke før 6 og begyndte at småslås i sengen. Så insisterede Aske på at få min dyne, og så blev han sur over, at han ikke måtte få den…….når han nu kun havde to i forvejen. Så stod vi op og så fjernsyn. Det vil sige, jeg sov på sofaen, mens ungerne så Arthur og Minimoyserne. Så gik jeg i bad. Så ryddede jeg op og vaskede gulv. Nu sidder jeg så her i sofaen igen, mens Aske spiller computer, Nana tosser rundt, Helmuth gør i haven og Lene hygger sig i Rom.

I denne uge har jeg i øvrigt drømt, at jeg skulle spille trommer i Shubidua og at jeg skulle løbe et marathonløb med en stol på hovedet. Hmmmmmmm.

Jeg gider ikke være arbejdsløs igen. Ikke uden at have over en milliard på kontoen i hvert fald. Jeg gider ikke A-kassehalløj igen, så hvis jeg nu den 16. november ikke får løn noget sted fra, så må jeg jo lave noget andet. Så kender I nogen, der har lidt penge til overs, og som ønsker at få lavet noget video til deres hjemmeside, så sig lige til. Eller sig det bare til dem. Jeg har både kamera, stativ og en mac, så jeg kan sagtens ordne det. Jeg er også billig og rar.