Henrik Christensen

Når vi nu alligevel har fået VM-feber, hvad så med at få lidt fodboldmusik på bloggen. Det er Nephew, der har lavet sangen, og den kan man mene om, hvad man vil, men hvilken af nedenstående videoer er bedst? Selv er jeg helt klart for den håndholdte dokuvideo. Jeg synes den anden er for meget, for påtaget og for cool uden helt at blive det.

Min ven Tue har lige startet en lidt alternativ Vinblog, og det fik mig til at tænke på om jeg også skulle lave en ny blog. En filmblog, men ikke som i Rocky og Titanic-blog, men som i Studiefilmsblog. Hvilke er fede og hvilke er ikke fede. Og så en lille anmeldelse. Det vil nok ikke være noget for denne blogs faste læsere, der nok mest er min kone og min mor, men så kunne man jo ramme et andet segment (måske ingen) – nå det var bare en idé. Måske mest fordi jeg i går fik en mail indeholdende følgende sætning “Du er jo en gud Henrik – vi står i den grad i gæld – det er en damm god film.”, efter jeg havde lavet en lille film. Så bliver man jo kæphøj og tror man har forstand på alt muligt. Nå mere om det senere. Alle disse projekter. Nu blev jeg helt glad.

Farvel og tak for at du sked på alt engang imellem.

Det var meget trendy at leve i nuet en gang. Det er det vist nok stadigvæk, måske bare ikke så Robin Williams-agtigt som det var i starten af 90’erne. I går var jeg til koncert i Kbh. Koncerten var med Bonnie “Prince” Billy, og jeg var sammen med Ove og Søren af sted. At være sammen med Ove og Søren gør det nemt bare at være i nuet. Vi fik et par øl, snakkede lidt fodbold. Vi fik en dejlig bøf med bearnaise, og snakkede måske nok lidt mere fodbold og lidt politik. Og mad. Så gik vi til koncerten i Vega, hvor vi hørte en veloplagt Bonnie med sit minimale backingband bestående af en guitarist og en trommeslager. De var gode. Og dygtige. De var ekstremt dygtige og Bonnieprinsen synger som få andre i denne verden. Jeg er simpelthen så vild med hans stemme. Og alligevel følte jeg mig aldrig rigtigt til stede. Mens musikken spillede var mine tanker alle mulige andre steder end mig. Sådan har jeg haft det mange gange tidligere, og det har ofte fået mig til ikke at gå til koncerter. Eller måske mest nyde koncerter, når promillen var noget højere end normalt. Det er sådan lidt synd. Ikke for Bonnie, for han blev hyldet af alle i Vega for en storartet koncert. Mine tanker var alle andre steder i en centrifuge af en hjerne, hvor det til tider kører hurtigere rundt end det står stille.

På vej hjem sov Ove og Søren. Jeg hørte Exile on main street – den kører også meget rundt, og er en hel del desperat.

I Bowling for Columbine diskuterer Michael Moore med Marilyn Manson om hans musik er farlig for unge mennesker. Om den får dem til at begå mord på uskyldige. Får deres hjerner til at brænde sammen. Det gør den ikke. Musik er sgu mere katharsis end noget andet i hele verden. Men hvad får så folks hjerner til at brænde sammen?

Det gør vores perfekte billeder af en verden, der ikke eksisterer. Billeder af modeller, der ser alt for godt ud, fordi billederne har været en tur igennem photoshop. Små dumme TV-serier om Hannah Montana og hendes klamme venner og veninder. Latterlige film som High School Musical. Og herhjemme er vi åbenbart ikke bedre. Blade som Spis Bedre, Bo Bedre og så videre og så videre er jo lige til at få ens hovede til at eksplodere. Fyldt med perfekte hjem, perfekte møbler og perfekte madretter. Sådan er der jo for fanden ingen, der lever. Men sådan tror mange, at man skal leve for at blive lykkelig. Sådan lever jeg ikke. Sådan lever vi ikke. Det ville også være klamt og dumt. Jeg hader sådanne blade. Jeg vil hellere læse om folk, der lever i rod og med nullermænd og rugbrødsmadder på gamle uens tallerkener. Jeg hylder folk som ikke har to ens kopper i deres hjem. Jeg hylder altså det skæve og det beskidte og det herligt uperfekte. Jeg hylder fedt på kroppen og gule tænder. For sådan ser vi jo ud. Jeg hylder kropsbehåring og dårlig ånde. Jeg hylder gamle underbukser og hullede sokker. Gamle biler og rustne cykler. Mælkebøtter i haven og hunde, der gør.

For et par år siden fik jeg Exile on main street af Søren. En af Rolling Stones’ bedste plader fik jeg fortalt, men jeg har aldrig fået den hørt. Før i dag. På forsiden af Weekendavisen var et billede af Mick Jagger og i avisen var en lang anmeldelse og fortælling om netop denne plade. Det fik mig til at finde den frem og sætte den på. Jeg har hørt den hele dagen, og jeg er ret vild med den. Jeg kender ikke meget til Rolling Stones, når jeg nu skal være ærlig. Altså jeg kender godt bandet og medlemmerne og mange af sangene, men Exile… er min eneste plade. I morgen vil jeg helt sikkert høre den igen. Det er sgu godt, at jeg har Sønne. På tirsdag tager vi i øvrigt til hovedstaden og hører Bonnie Prince Billy. Det bliver også nice, som de unge vist ville sige.

Om aftenen sidder Lene og retter stile. Jeg sidder i vores nu nye sofa og ser Mad Men. Jeg er lige kommer igennem den første sæson. Det er en ret god serie. Det er en mandeserie. Det synes jeg i hvert fald. Den er lidt ond, og så drikker de og ryger hele tiden. Ikke som Jesper Christensen i Bænken, men som tjahh Humphrey Bogart. Man får lyst til at ryge cigaretter uden filter og drikke whiskey. Og så alligevel ikke, for det er jo ikke lykken. Og hvem er Don Draper?

Serien handler både om parforhold og om amerikansk historie. Den handler om manderolle og kvinderolle. Den handler om kapitalisme og forfald. Den handler om krig og kærlighed og fucking mangel på samme. Den handler om det desperate i vores liv. Det desperate i det moderne liv. Om tiden, der går. Om karriere og mangel på samme. Om lykken, der på ingen måde er til stede, selvom den er det på overfladen.

Lortlortlortlortlortlortlortlortlortlortlortlortlortlortlortlortlortlort gange 100000000000000000.

Tis.

Og det er fodbold jeg snakker om, hvis nogen skulle være i tvivl.

Møg.

Jeg har tænkt på at lave mig et lille projekt. Jeg har så mange seje venner, som har hver deres historie og hver deres tilgang til livet. De har hver deres tanker om hverdagen og om livet. Det kunne være sjovt at samle nogle af disse tanker i form af små korte film. Det kræver selvfølgelig, at jeg har nogle venner, der har lyst til at være med, men det tror jeg nu nok, jeg har. Om det bliver godt eller sjovt er så nok op til mig, men idéen er der. Det kunne være så fedt at have en masse små ærlige, sjove og gerne også provokerende med sine seje venner og bekendte. Det er hverken kunst eller genialt – bare interessant og sjovt. Så må vi se, om jeg får det gjort.