Henrik Christensen

Det er ferie. Miniferie. Ungerne ser tv, Lene er i Kvickly og jeg…laver ingenting.

Nu er det jo nok lige i overkanten at skulle skrive en forsvarstale for et helt fodboldhold, ja en hel fodboldklub faktisk, men jeg har sgu lige brug for det. Det undrer mig nemlig, at så mange mennesker hader AGF. Det undrer mig, at så mange mennesker ønsker, at de skal rykke ud af superligaen. Det skal ikke forstås på den måde, at jeg mener, at AGF har mere ret til at være i superligaen end alle andre hold, for tabellen lyver aldrig, men jeg møder godt nok mange på min vej, der decideret fryder sig over århusianernes nedtur. Hvorfor mon?

De flestes argumenter går på, at Århus altid går amok i guldrus, hver gang de vinder en fodboldkamp. Og så kan de sgu lære, at de ikke er bedre. Se det forstår jeg så intet af. Det er da helt vildt fedt, at optimismen spirer, når ens fodboldhold vinder fodboldkampe. Det er altså sjovere at være på stadion med 16.000 andre i godt humør end 4.500 skeptiske typer. De to tal er ikke helt grebet ud af luften. Der var nemlig 16.000 på Århus Stadion, da AGF tabte til SønderjyskE i torsdags, mens der var 4.500 på Odense Stadion, da OB sikrede sig sølvmedaljerne samme dag. AGF har glade fans og mange af dem. Det tror jeg mange er misundelige på, men skidt nu med det.

Erik Rasmussen var ganske rigtigt ude og tale om medaljer efter et forrygende efterår. Det har han fået meget ballade for siden, men var det nu så slemt, det manden sagde? Han sagde, at AGF’s start 11’er var på niveau med OB og FCK. Det er den ikke, men den er stadig rigtig god, og på det tidspunkt fyldt med landsholdsspillere. Fem af disse (et halvt hold) var ikke klar til forårssæsonens start (Jakob Poulsen, Michael Lumb, Peter Graulund, Benny Feilhaber og Nando Rafael) – 16 af AGF’s 26 spillere havde været skadet i opstartsfasen. Det er uheldigt og noget møg, men det betyder jo ikke, at AGF’s bedste 11 er blevet dårligere. Den er bare ikke mulig og så må man spille med, hvad man har. Det sagt, så var det en kæmpe brøler at udleje Nando Rafael, men hvem fanden havde da regnet med at Graulund ville få en diskusprolaps tre dage før sæsonstart. Jeg tror stadig Erik Rasmussen er en god træner, og at han tror på sine spillere har jeg sådan set kun respekt for.

Ledelsen med Brian Steen Nielsen har lavet fejl, men det gør alle ledelser. Alt i alt synes jeg Brian Steen har gjort et rigtig godt job. Under ham har AGF tjent en hel del på at sælge spillere og truppen består nu af mange flere lokale talenter end før. AGF har tabt en masse penge, og hvordan det er sket, ved jeg ikke, men det er ganske givet ikke Brian Steens skyld, men nok længere oppe i systemet. Til trods for det, synes jeg faktisk stadig AGF’s trup er god og fyldt med spændende spillere. Tidligere træner Ove Pedersen var i sidste uge ude og sige, at han mente, at AGF’s trup var på niveau med truppen under Peter Rudbæk i 90’erne. Så jeg er ikke den eneste, der har den holdning.

Nå ikke mere fodbold herfra i dag. Det undrer og ærgrer mig, at AGF skal rykke ned. Men jeg respekterer det også og håber bare, at klubben vender hurtigt tilbage.

Det har gjort så ondt i min krop. AGF og Liverpool har haft sæsoner, der bare skal glemmes så hurtigt som muligt. Det værste af det hele er, at begge hold sidste år var oppe at snuse, hvor det var sjovt. Nu er de til rotterne. Til hundene. Æv æv æv. Og faktisk også en anelse øv. Heldigvis er jeg ved at læse en bog om tilfældigheder og den viser tydeligt, at det vil gå frem igen til næste år, da begge hold i år har underpræsteret. Det er rart at vide.

Jeg synes faktisk, at det går helt godt for tiden. Selvom jeg selvfølgelig er doven, så får jeg meget ros for mit arbejde for tiden. Og på trods af at jeg ikke er meget for at snakke fodbold for tiden, så elsker jeg Utopia Old Boys for vildt. Vi vinder meget sjældent, men vores hold er fantastisk. Og det kan være meget svært at tage hjem efter kampene. Og nej vi snakker faktisk ikke om damer i omklædningsrummet. Vi snakker fodbold, politik og så lidt mere fodbold. Jeg tror faktisk vores hold ville være ret suveræne, hvis vi skulle møde de andre i Trivial Pursuit frem for fodbold, men det skal vi ikke, så …

Og så har jeg bare de dejligste mennesker i min omgangskreds. Og jeg er blevet bedre til at komme rundt og besøge folk i Århus og København, og det elsker jeg. Tænk, at man er omgivet af så smukke og kloge mennesker.

Ja det er sgu ret positivt herfra i dag, men jeg er også i dejligt humør. Lige nu står den på TV med ungerne, mens den unge frue er en tur i Berlin med nogle sikkert uvorne elever.

Tilbage til kaffen.

Bare lige sådan et par tanker:

Går vi til for mange møder i denne verden, hvor vi bare snakker, og hvor der ikke kommer noget resultat ud af dem?

Hvor mange siders ligegyldigt arbejdsskriveri bliver der skrevet hver dag i dette land?

Er det farligt for børn at lege i naturen?

Er det farligt for børn at prøve farlige ting?

Hvad hørte jeg i radioen for lidt siden? Noget jeg gerne ville skrive om, men som jeg nu har glemt.

Har lige søgt efter radioprogrammet, og det handlede om satire. Om den politiske satire og satire i dag. I dag er vi ikke så politiske, men det passer mig fint, da hr. og fru Danmark sgu er blevet så selvfede og fede og dansk folkepartiagtige, at de har brug for at blive gjort til grin. Og ja gu mener jeg også mig selv. Jeg er ikke bedre end Carsten fra Krysters Kartel.

Og skal jeg købe mig et nyt kamera, eller skal jeg bare bruge arbejdets?

Ja jeg får penge for at lave nedenstående. Det er sjovt, Marlene er super super fed og så er det sjovt.

I fredags var jeg ude og høre rockmusik. Det var sammen med Lise, som jeg engang var lærer for på Brandbjerg. Lises kæreste (Snævar) synger i bandet Mimas, som spillede på Posten her i Odense. Da jeg både rigtig godt kan lide Lise og hendes kæreste, kan det jo være svært at være med til en sådan koncert, for hvad nu, hvis man ikke kan lide musikken. Hvad gør man så? Skal man bare være ærlig og sige, at det ikke liiiiiiiiiige er noget man tænder på, eller skal man være høflig og sige fint fint og godt gået? Jeg ved det ikke, og i fredags havde jeg heller ikke problemet, for koncerten var rigtig rigtig fin. Mimas er rockmusik med kant. Meget kant, og meget støj. Men også fint og med trompet. Jeg købte deres CD efter koncerten og inden koncerten havde jeg fået Snævars solo CD af Lise. Jeg nød det meget. Og håber også at andre kommer til at nyde det i fremtiden. Der var også et andet band. Dem kendte jeg heldigvis ikke, for de var altså lidt kedelige.

Her er så lidt Mimas, for dem, der har lyst. Det har min mor nok ikke, men det har mange andre fra det yngre publikum, vil jeg tro.

Jeg har lige læst Erlend Loes seneste bog, som går under titlen “Stille dage i Mixing Part”. Det er en meget hurtigt læst bog, men det er også en lille perle. Bogen handler om et ægtepar, der er draget til Garmisch-Partenkirchen på sommerferie med deres tre børn. Konen er vild med Tyskland. Manden hader Tyskland. Manden er til gengæld vild med Nigella Lawson. Datteren Heidi spiller tennis. Og sådan er det. Det er ret fornøjelig læsning for folk som måske selv er gift med en kone, der er vild med Tyskland og som kraftigt overvejer en tur til Bayern i sommerferien. Det er også en god bog for alle andre.

På pladespilleren kører “Destruktive Vokaler” af Peter Sommer. Fin plade, der dog ikke når på højde med “Til kragerne, til rotterne, til hundene”. Men “Hamrer løs….” og “8-6-6-0” er nu to små perler.

Fra: